En septembermorgen sad Ole Grøndahl Hansen, direktør i PVC-Informationsrådet, med sin avis. I Berlingskes tillæg Alt om Teater læste han en artikel af Susser Feit, der straks fangede hans opmærksomhed. Artiklen beskrev Det Kongelige Teaters nye opsætning af Puccinis Tosca, hvor scenograf Philipp Fürhofer havde valgt et usædvanligt materiale til at realisere sin vision: tre monumentale malerier udført på transparente PVC-duge.

Operaens handling er i sig selv gennemsyret af billedkunst. Hovedpersonen Mario Cavaradossi er maler, og i første akt møder vi ham i færd med at male Maria Magdalena i kirken Sant’Andrea della Valle i Rom. Fürhofer lod dette motiv folde sig ud i stor skala ved at lade malerierne dominere hver akt – men ikke på traditionelt lærred.

I artiklen forklarede teatermaler David Drachmann, hvorfor valget faldt på PVC: “Vi plejer at bruge præpareret lærred. Det vil sige bleget bomuld, grundet med risstivelse. En omstændelig proces, som tager fem dage, så vi valgte plast i stedet. Det sparer tid, men har en masse ulemper. Jeg blev først rigtig god til den nye teknik på det tredje billede. Men det håber jeg, publikum ikke opdager. Vi maler på bagsiden af PVC-dugen for at regulere, hvor meget lys, der kommer igennem den.”

For Ole Grøndahl Hansen var det en beskrivelse, der satte tanker i gang. “Det fascinerende er, at PVC her ikke blot er et praktisk alternativ, men en integreret del af det kunstneriske udtryk,” siger han. Nysgerrigheden fik ham til at tage i Operaen for selv at opleve resultatet. Før forestillingen deltog han i en rundvisning bag scenen, hvor de enorme PVC-duge kunne ses helt tæt på. “At stå der og se, hvordan penselstrøgene på bagsiden kombinerede sig med lyset, var en øjenåbner. Dugene blev levende – nogle gange et massivt maleri, andre gange næsten gennemsigtige. Det viste med al tydelighed, hvordan materialet kan tilføre en helt ny dimension til scenografien.”

Under rundvisningen havde han kameraet med, og de fotos, der ledsager denne artikel, stammer netop fra hans egen tur bag kulisserne.

Interessen for kunstneriske anvendelser af PVC er ikke ny for Ole Grøndahl Hansen. Tidligere i sin karriere var han med i projektet PRIMI sammen med Statens Museum for Kunst, der undersøgte, hvordan man bevarer kunstværker i plastmaterialer – en udfordring museer verden over kæmper med. Projektet resulterede i en bog og en artikel skabt i samarbejde med førende danske kunstnere.

Han har desuden kurateret en udstilling af designobjekter i PVC og gennemført projekter, der på legende vis satte materialet i scene, blandt andet et springvand lavet af rør i samarbejde med Nordisk Wavin. “Det handlede om at gøre det usynlige synligt. Rør, som normalt ligger skjult under byen, blev pludselig til et kunstværk. Den pointe genfinder man i Tosca – PVC gør noget muligt, som publikum ikke havde forventet at se.”

Opsætningen af Tosca er for ham et stærkt eksempel på, hvordan PVC kan være mere end et industrielt produkt. “PVC kan være lærred, lys og stemningsskaber på én gang. Tosca viser, hvordan vinyl kan omsætte en kunstnerisk vision til noget, der rører publikum. Det er netop i de sammenhænge, at materialet viser sit potentiale som kunstnerisk medie,” siger Ole Grøndahl Hansen.