PVC er som udgangspunkt et stift og hårdt materiale. Hård PVC anvendes typisk til vinduesprofiler, tagrender og rør, men andre, mere fleksible produkter, så som gulve og medicinske slanger kræver blød PVC.

PVC blødgøres ved hjælp af ftalater eller andre blødgørere. Ftalaterne kan opdeles i to grupper: høj- og lavmolekylære ftalater. Hvor de højmolekylære ftalater anses som uproblematiske at anvende, klassificeres de lavmolekylære som reproduktionsskadelige. På grund af enten forbud eller stram regulering anvender PVC-industrien inden for EU i dag de lavmolekylære ftalater i et særligt begrænset omfang til meget specifikke produkter, der er omfattet af en streng europæisk lovgivning for at sikre forbruger- og miljøsikkerhed. Danske plastvirksomheder anvender stort set ikke længere de problematiske ftalater, og forbruget af blødgørere, der ikke er ftalater, er stigende.

PVC’ens oprindelse kan spores tilbage til 1913, da den tyske kemiker, Dr. Fritz Klatte, fik sin ansøgning om at tegne patent på fremstillingen af PVC godkendt. Dr. Klatte, der med patentet skrev sig ind i kemihistorien, forudså PVC-materialets potentiale i et Europa under voldsom industriel og teknologisk udvikling.

Det var dog først i slutningen af 1950’erne, at PVC-produktionen for alvor blev udbredt i Europa og andre dele af verden, dels på grund af de tekniske muligheder der nu forelå, og dels på grund af PVC’ens nytteværdi, særligt inden for bygge- og anlægssektoren. Rør, vinduer, døre, gulve og kabler fremstilles i PVC.

PVC’ens historie har været og vedbliver således med at være uløseligt forbundet med det moderne velfærdssamfunds historie og med den vestlige kulturhistorie – i form af vinylpladens indtog i musikken – dette takket være materialets unikke udfoldelsesmuligheder.

Det er ikke PVC-materialet som sådan der kan være farligt eller giftigt. Tilsætter man tilladte tilsætningsstoffer er der ingen risiko overhovedet ved at bruge PVC-produkter. I EU sikrer REACH-forordningen, at der er styr de stoffer man anvender i PVC’en. Moderne PVC-byggeprodukter, som genanvendes efter mange års brug er således IKKE farlige. Tværtimod kan PVC’en her være et samfundsnyttigt produkt, der på grund af sin lange holdbarhed, lethed og genanvendelighed være et materiale, som kan passe perfekt i den cirkulære økonomi.

Det er ofte bløde PVC-forbrugerprodukter fra Fjernøsten, som tiltrækker opmærksomheden når talen falder på at PVC skulle være farligt. På grund af afvigende miljøhensyn og manglende tilsyn i de fjernøstlige plastindustrier håndteres de problematiske stoffer i den bløde PVC i langt mindre grad end i Europa.

Ser vi bort fra producenterne af medicinsk udstyr, så har danske virksomheder for længst udfaset de hormonforstyrrende ftalater, og i Europa er de så godt som forsvundet. Fra 2020 er EU-landene blevet enige om helt at stoppe importen til EU af varer med problematiske ftalater.

At sige PVC-materialet som sådan er farligt, svarer til at påstå køkkensalt er et farligt stof. Ifølge Miljøstyrelsen ender hvert år 700.000 tons madaffald i skraldespandene i danske hjem, kantiner, restauranter og dagligvarebutikker. En stor del bliver kørt direkte på forbrændingsanlægget. Hver dansker indtager 10 g salt om dagen gennem maden, så saltindholdet i madaffald må være betydeligt. Det saltholdige madaffald skal, når det havner i forbrændingsovnene – nøjagtig som det er tilfældet med PVC-affaldet – neutraliseres med kalk, og bortskaffes som farligt affald. Det giver derfor ingen mening at kalde PVC et farligt stof. Men hermed absolut ikke sagt, at PVC ikke skal holdes udenfor affaldsforbrændingen lige såvel som man skal forsøge at udnytte ressourcerne i madaffaldet på en bedre måde.

Nej, tværtimod. PVC udmærker sig som materiale ved at beholde sine tekniske egenskaber, selv efter at være blevet genanvendt flere gange. Forsøg har eksempelvis vist, at et PVC-rør kan genanvendes op til 10 gange uden at der skal tilføres ny råvare og stadig bibeholde tekniske egenskaber. I EU genanvendes omkring 740.000 tons PVC per år, hvilket i CO2-besparelse svarer til at fjerne 740.000 biler fra de europæiske veje, og mængden af genanvendt PVC er fortsat stigende. Målet er 900.000 tons per år i 2025 og 1.000.000 tons per år i 2030.

Nej, ikke længere. For år tilbage blev PVC retmæssigt knyttet sammen med dioxinforurening. Både når det gjaldt produktionen af råvaren, og når det gjaldt forbrænding af PVC-affald. Nu er sagen en ganske anden. Historien om PVC og dioxin er faktisk et eksempel på en rigtig god miljøhistorie, hvor en indsats fra både myndigheder og industri har før til markante resultater. I dag er de meget små dioxinudslip, der finder sted i forbindelse med PVC-produktion i EU uden betydning. PVC-produktion udgør i dag omkring 0,1% af industriens samlede udledninger, som i øvrigt er faldet med 99% gennem de seneste årtier. PVC’ens andel er derfor i dag ubetydelig. Når det gælder industriproduktion er det i dag stål- og cementindustrien, der står for den største udledning af dioxiner til miljøet.

Tidligere var forbrænding af affald i affaldsforbrændingsanlæg den største kilde til forurening med dioxin, men her har indførelsen af krav om bedre forbrænding og rensning af røgen ført til at udslippene er faldet med 94 %. Det er meget tvivlsomt om PVC-affaldet i dag overhovedet har en rolle at spille, når det gælder dioxinforurening i forbindelse med forbrænding. I dag er det røgen fra fyring med træ i private husholdninger der er den største nationale kilde til forurening med dioxin af det danske miljø. Træfyring står nu for 40 % af det samlede danske udslip af dioxin. Ildebrande er den næststørste kilde i dag, idet brande i bygninger, biler og lossepladser står for 28 % af det samlede danske udslip.

I forbrændingsfasen af PVC dannes der saltsyre, der skal neutraliseres i skorstenen. Herved skabes restprodukter, som skal deponeres som ”farligt affald”. I Danmark udgør PVC-affald ifølge Miljøstyrelsen mindre end fem procent af alle de restprodukter, som skal deponeres efter forbrænding.

For at reducere dannelse af restprodukter, har Danmark en politik der kræver, at det bløde PVC-affald skal deponeres og ikke forbrændes. I Skandinavien er det kun Danmark, der ser sådan på det. I de andre nordiske lande mener man ikke, at forbrændingsproblematikken forbundet med PVC udgør et så stort problem, at man helt skal undgå forbrænding. De anser det for mere hensigtsmæssigt at udnytte den energi, PVC-affaldet giver i forbrændingsprocessen frem for at øge mængden af affald, der skal på deponi.

Da blød PVC i princippet kan genanvendes, vil det være muligt i fremtiden at reducere deponi og forbrænding markant. På forsøgsbasis foreligger der allerede lovende resultater med at omdanne røgrensningsprodukterne til nyttige kemikalier, hvor restprodukterne genanvendes til fremstillingen af glas, papir, beton og vaskemiddel. Herved undgår man deponi.

I denne sammenhæng udgør PVC i gennemsnit 1 % af det affald, der går til forbrænding. Mængden tyder endda på at være lavere i Danmark, på grund af bestræbelserne på at udsortere og genanvende PVC.

Omkring en tredjedel af den PVC, der produceres i Europa, består af blødgjort PVC. Når denne type PVC anses som værende problematisk, skyldes det PVC-forbrugerprodukter der produceres i Fjernøsten, og finder vej til Europa via nethandel eller import. På grund af afvigende miljøhensyn og manglende tilsyn i de fjernøstlige plastindustrier håndteres de problematiske stoffer i den bløde PVC i langt mindre grad.

Ser vi bort fra producenterne af medicinsk udstyr, så har danske virksomheder for længst udfaset de hormonforstyrrende ftalater, og i Europa er de så godt som forsvundet. Fra 2020 er EU-landene blevet enige om helt at stoppe importen til EU af varer med problematiske ftalater.

Det er et spørgsmål man længe har diskuteret i miljøvidenskabelige kredse og i EU-Kommissionens kompetente organer. Her er det igen vigtigt, at skelne mellem det hårde og det bløde PVC-affald, der indeholder disse gamle uønskede tilsætningsstoffer. Når det gælder hård PVC, så er man er for nylig kommet frem til, at så længe man overholder nogle strenge krav til indhold af tungmetaller i det genanvendte materiale, så er der ikke nogen risiko for hverken sundhed eller miljø ved at man genanvender PVC med tungmetaller. Ud fra en klimavinkel er dette vigtig. Man opnår tydelige klimagevinster ved at genanvende PVC frem for at anvende nyt materiale.

Når det gælder det bløde PVC-affald med problematiske ftalater, er sagen en anden. I modsætning til tungmetallerne i det hårde PVC, der ikke migrerer ud af materialet, så har de problematiske ftalater en tendens til at migrere ud af produkterne under brug. Derfor arbejder man at få udvasket de problematiske ftalater af det bløde PVC-affald, førend man genanvender det.

PVC-industrien har taget markante skridt på vejen mod bæredygtighed og cirkulær økonomi, dels på grund af Danmarks vidtspændende bestræbelser på at få sat PVC på dagsordenen i EU, og dels på grund af PVC-industriens lydhørighed over for kritikken af de miljø- og sundhedsmæssige udfordringer. Gennem partnerskaber som Vinyl 2010 og VinylPlus® – bestående af hele værdikæden af europæiske PVC-relaterede virksomheder – har PVC-industrien opnået mange af de resultater, som i årevis har været efterspurgt af NGOer og andre aktører.

Mere end 4.2 millioner tons PVC er genanvendt siden 2000, og mængden vokser for hvert år. Tungmetaller er udfaset, problematiske ftalater er udskiftet med sikre alternativer og emissioner og energiforbruget er reduceret. Rejsen mod renere produktion, bæredygtig brug af additiver, energireduktion og udbredelse af genanvendelse fortsætter i de kommende år.

Både Europa-Kommission og FN har udråbt PVC-industrien som bannerfører for den cirkulære økonomi og en rollemodel for andre industrisektorer, takket være partnerskaberne med Vinyl 2010 og VinylPlus® og den enorme udvikling, der siden 2000 er sket.

Christoph Yvetot fra FNs Organisation for Industriel Udvikling (UNIDO) udtaler således: ”Fra vores side er vi klar til at arbejde tættere sammen med VinylPlus, måske også promovere denne model til andre lande rundt om i verden. VinylPlus viser, hvordan industrien kan forandre sig, og det er en god rollemodel.”

I en tale til PVC-industriens repræsentanter i Istanbul i 2013 udtalte den danske ambassadør og seniorrådgiver for FN's Office for Partnerships, Tomas Anker Christensen: ”Den tilgang, I har med opbygning af partnerskaber og fastlæggelse af fælles standarder og målsætninger om bæredygtighed, håber jeg, at I vil være i stand til at sprede både til kolleger og lignende industrier i andre dele af verden. Jeg tror, at hvis I er i stand til at gøre det, så vil I hjælpe FN-agendaen på vej. Jeres vugge til vugge-tilgang er præcis, hvad der er behov for.”

Læs flere udtalelser fra VinylPlus’ interessenter.

Nej. Selvom vinylklorid er en del af fremstillingsprocessen for polyvinylklorid, er der ingen sammmenhæng mellem vinylkloridforureningen fra Grindstedværket og PVC. Der har aldrig været PVC-råvareproduktion i Danmark, og den vinylklorid man har fundet i området omkring Grindstedværket stammer fra klorerede opløsningsmidler, der tidligere blev anvendt på fabrikken. Over tid og under særlige forhold kan de klorerede opløsningsmidler blive nedbrudt til vinylklorid.

Desuden er der i dag så skrappe krav til håndtering af vinylklorid i PVC-produktionen i Europa, at fremstillingen af plasten hverken udgør en risiko for mennesker eller miljø når det gælder vinylklorid.