PVC står for polyvinylklorid og kendes også som vinyl. PVC er et af de mest anvendte plastmaterialer, og du møder PVC overalt i samfundet, i det offentlige rum, på arbejdet og inden for hjemmets fire vægge.

At PVC er så udbredt skyldes materialets tekniske egenskaber, lave pris og talrige miljømæssige fordele, bl.a. lang holdbarhed, genanvendelighed, den lave vægt og minimal vedligeholdelse.

Udover at have opfyldt en lang række samfundsbehov i over 100 år, repræsenterer PVC ydermere en unik mulighed for vores fremtid, og de mange udfordringer plasten står overfor. Efter mange årtiers målrettet arbejde, samt store miljøinvesteringer på europæisk plan, bliver PVC-industrien i dag således kaldt for en frontløber i den cirkulære økonomi og en rollemodel for andre industrisektorer af såvel Europa-Kommissionen som af FN.

PVC fremstilles i modsætning til alle andre plasttyper hovedsageligt af salt (57%) og ethylen (43%). Salt eller natriumklorid (NaCl) er en uudtømmelig ressource, som spaltes i en kemisk proces til klor (Cl) og lud eller natriumhydroxid (NaOH).

Klor og lud er forudsætninger for vores høje levestandard. Omkring 30% af kloren, der produceres i Europa, bruges til PVC. De resterende 70% bruges bl.a. til desinficering af drikkevand og vand i svømmehallen, til fremstilling af livsvigtig medicin, computere, batterier til elbiler og en lang række andre produkter. På denne måde indgår PVC-fremstillingen i en større tilstrømning af vedvarende og samfundsunderstøttende produkter.

Lud bruges til fremstilling af medicin, glas, aluminium, vaskemiddel, sæbe og i mange andre processer.

Ethylenen kommer i dag fra olie eller gas, men kan i princippet fremstilles af bio-baserede, fornybare ressource såsom træaffald. Den europæiske PVC-industri arbejder målrettet på at omstille til bio-baserede råstoffer, og de første fossilfri PVC-rør er allerede lagt i jorden i Skandinavien.

PVC anvendes hovedsageligt i byggeriet til langtidsholdbare og genanvendelige produkter. Kig dig omkring, og du vil med stor sandsynlighed finde genstande og produkter, der er fremstillet af PVC.

70 % af PVC’en bruges til fremstillingen af tagbelægninger, tagrender, kabler, gulve, rør, vinduer og andre byggeprodukter.

De resterende 30 % anvendes til medicinsk udstyr, vindmøllevinger, presenninger, hoppeborge, reklamebannere, kreditkort, sportsudstyr og meget, meget andet.

PVC er som udgangspunkt et stift og hårdt materiale. Hård PVC anvendes typisk til vinduesprofiler, tagrender og rør, men andre, mere fleksible produkter, såsom gulve og medicinske slanger kræver blød PVC.

PVC blødgøres ved hjælp af ftalater eller andre blødgørere. Ftalaterne kan opdeles i to grupper: Højmolekylære og lavmolekylære ftalater. Hvor de højmolekylære ftalater anses som uproblematiske at anvende, klassificeres de lavmolekylære som reproduktionsskadelige. På grund af enten forbud eller stram regulering anvender PVC-industrien inden for EU i dag de lavmolekylære ftalater i et særligt begrænset omfang til meget specifikke produkter, der er omfattet af en streng europæisk lovgivning for at sikre forbruger- og miljøsikkerhed. Det er fx blodposer, hvor substitution endnu ikke har været mulig.

Danske plastvirksomheder anvender på de nær de ovenstående særlige medicinske anvendelser ikke længere de problematiske ftalater.

Siden 2020 har det ikke længere været tilladt at importere produkter til EU, der indeholder klassificerede ftalater. Grundet globalisering kan danske og europæiske forbrugere dog fortsat møde disse stoffer. For at imødegå problemet har PVC Informationsrådet, VinylPlus og Miljøstyrelsen indgået et partnerskab for at informere særligt den kinesiske PVC-industri om hvordan udfasning af uønskede ftalater kan finde sted.

PVC’ens oprindelse kan spores tilbage til 1913, da den tyske kemiker Dr. Fritz Klatte fik sin ansøgning om at tegne patent på fremstillingen af PVC godkendt. Dr. Klatte, der med patentet skrev sig ind i kemihistorien, forudså PVC-materialets potentiale i et Europa under voldsom industriel og teknologisk udvikling.

De første PVC-produkter blev lavet i 1930’erne. Rør var blandt de første anvendelser, og mange af disse er stadig i brug den dag i dag.

Det var dog først i slutningen af 1950’erne, at PVC-produktionen for alvor blev udbredt i Europa og andre dele af verden. Dels på grund af de tekniske muligheder der nu forelå, og dels på grund af PVC’ens nytteværdi, særligt inden for bygge- og anlægssektoren. Rør, vinduer, døre, gulve, kabler og mange andre byggevarer fremstilles i PVC.

PVC’ens historie har været og vedbliver således med at være uløseligt forbundet med det moderne velfærdssamfunds historie og med den vestlige kulturhistorie – i form af vinylpladens indtog i musikken – dette takket være materialets unikke udfoldelsesmuligheder.

Nej. I modsætning til andre plasttyper bruges omkring 70% af PVC’en til langtidsholdbare byggeprodukter som rør, vinduer, gulve, tagplader, døre og kabler. PVC er både den mest anvendte og genanvendte plast i byggeriet.

Omkring 1% af PVC’en bruges til medicinske engangsprodukter såsom blodposer, IV-poser, iltmasker og slanger. På trods af den lille procentdel udgør PVC den største plasttype indenfor medicinsk engangsudstyr med en andel på omkring 30%.

At medicoprodukterne er engangsudstyr er dog ikke ensbetydende med at de ikke kan genanvendes. Den europæiske PVC-industri har i mange år støttet indsamlings- og genanvendelsesprojekter for PVC-baseret medicinsk udstyr. Projekterne demonstrerer, at det er sikkert at indsamle og genanvende brugt medicinsk udstyr fra hospitaler.

Nej. Det er ikke PVC-materialet som sådan der kan være farligt. PVC er et såkaldt inert materiale og defineres som "Polymer of Low Concern" af OECD.

Tilsætter man tilladte tilsætningsstoffer er der ingen risiko overhovedet ved at bruge PVC-produkter. I EU sikrer REACH-forordningen, at der er styr de stoffer man anvender i PVC’en.

Moderne PVC-produkter, som genanvendes efter mange års brug er således IKKE farlige. Tværtimod kan PVC’en her være et samfundsnyttigt produkt, der på grund af sin lange holdbarhed, lethed og genanvendelighed være et materiale, som kan passe perfekt i den cirkulære økonomi.

Det er ofte bløde PVC-forbrugerprodukter fra Fjernøsten, som tiltrækker opmærksomheden når talen falder på at PVC skulle være farligt. På grund af afvigende miljøhensyn og manglende tilsyn i de fjernøstlige plastindustrier, forefindes der stadig problematiske ftalater og tungmetaller i produkter fra disse lande.

Ser vi bort fra producenterne af medicinsk udstyr, så har danske virksomheder for længst udfaset de hormonforstyrrende ftalater, og i Europa er de så godt som forsvundet. Siden 2020 har det været forbudt at importere varer med problematiske ftalater til EU.

At sige PVC-materialet som sådan er farligt, svarer til at påstå køkkensalt er et farligt stof. Ifølge Miljøstyrelsen ender hvert år 700.000 tons madaffald i skraldespandene i danske hjem, kantiner, restauranter og dagligvarebutikker. En stor del bliver kørt direkte på forbrændingsanlægget. Hver dansker indtager 10 g salt om dagen gennem maden, så saltindholdet i madaffald må være betydeligt.

Det saltholdige madaffald skal, når det havner i forbrændingsovnene – nøjagtig som det er tilfældet med PVC-affaldet – neutraliseres, og restprodukterne bortskaffes som farligt affald. Det giver derfor ingen mening at kalde PVC et farligt stof. Men hermed absolut ikke sagt, at PVC ikke skal holdes udenfor affaldsforbrændingen lige såvel som man skal forsøge at udnytte ressourcerne i madaffaldet på en bedre måde.

Der findes nu en løsning på problemet med restprodukter fra PVC og andre affaldsfraktioner. Den dansk udviklede HaloSep-teknologi kan nyttiggøre restprodukterne, hvorved deponi som farligt affald undgås. Teknologien kører i fuldskala på Vestforbrænding og er klar til eksport.

Nej. PVC er et såkaldt inert materiale og defineres som "Polymer of Low Concern" af OECD. Tilsætter man tilladte tilsætningsstoffer er der ingen risiko overhovedet ved at bruge PVC-produkter. I EU sikrer REACH-forordningen, at der er styr de stoffer man anvender i PVC’en.

Moderne PVC-byggeprodukter, som genanvendes efter mange års brug er således IKKE farlige. Tværtimod kan PVC’en her være et samfundsnyttigt produkt, der på grund af sin lange holdbarhed, lethed og genanvendelighed være et materiale, som kan passe perfekt i den cirkulære økonomi.

Det er ofte bløde PVC-forbrugerprodukter fra Fjernøsten, som tiltrækker opmærksomheden når talen falder på at PVC skulle være farligt. På grund af afvigende miljøhensyn og manglende tilsyn i de fjernøstlige plastindustrier håndteres de problematiske stoffer i den bløde PVC i langt mindre grad end i Europa.

Ser vi bort fra producenterne af medicinsk udstyr, så har danske virksomheder for længst udfaset de hormonforstyrrende ftalater, og i Europa er de så godt som forsvundet. Fra 2020 er EU-landene blevet enige om helt at stoppe importen til EU af varer med problematiske ftalater.

At sige PVC-materialet som sådan er farligt, svarer til at påstå køkkensalt er et farligt stof. Ifølge Miljøstyrelsen ender hvert år 700.000 tons madaffald i skraldespandene i danske hjem, kantiner, restauranter og dagligvarebutikker. En stor del bliver kørt direkte på forbrændingsanlægget. Hver dansker indtager 10 g salt om dagen gennem maden, så saltindholdet i madaffald må være betydeligt. Det saltholdige madaffald skal, når det havner i forbrændingsovnene – nøjagtig som det er tilfældet med PVC-affaldet – neutraliseres. Restprodukterne fra processen bortskaffes som farligt affald.

Det giver derfor ingen mening at kalde PVC et farligt stof. Men hermed absolut ikke sagt, at PVC ikke skal holdes udenfor affaldsforbrændingen lige såvel som man skal forsøge at udnytte ressourcerne i madaffaldet på en bedre måde.

Der findes nu en løsning på problemet med restprodukter fra PVC og andre affaldsfraktioner. Den dansk udviklede HaloSep-teknologi kan nyttiggøre restprodukterne, hvorved deponi som farligt affald undgås. Teknologien kører i fuldskala på Vestforbrænding og er klar til eksport.

Polyvinylklorid (PVC eller vinyl) udmærker sig som et materiale med exceptionelle brandsikkerhedsegenskaber, der adskiller sig fra de fleste polymere materialer, både naturlige og syntetiske. Dets iboende egenskaber sikrer, at det er mindre brandfarligt og normalt ikke fortsætter med at brænde, medmindre det udsættes for en betydelig ildkilde. Dette aspekt er afgørende for anvendelser, hvor brandsikkerhed er af største vigtighed, herunder i beboelse.

Den såkaldte Heat Release Rate for PVC er markant lavere end for de fleste brændbare materialer. Denne egenskab er betydningsfuld, fordi Heat Release Rate er en kritisk faktor, der styrer intensiteten af en brand. Følgelig, når PVC brænder, genererer det mindre varme sammenlignet med mange andre materialer og frigiver denne varme mere langsomt. Denne langsommere og lavere varmefrigivelse bidrager til en reduceret brandspredningshastighed og -intensitet, hvilket giver værdifuld tid til brandrespons og potentielt mindsker skader og risiko for liv.

Røgproduktion fra PVC, som observeret i småskala tests, falder inden for samme område som mange andre materialer. Det er vigtigt at understrege, at i fuldskala brandscenarier er mængden af røg genereret fra PVC-materialer normalt lavere, fordi PVC som nævnt har sværere ved at brænde end de fleste andre materialer. Denne reducerede røgproduktion er en kritisk faktor i brandsikkerhed, da røg kan betydeligt nedsætte synligheden og udgøre alvorlige sundhedsrisici under en brandhændelse.

Desuden er giftigheden af røg fra PVC på samme niveau som de fleste kommercielle materialer. Dette er afgørende når man overvejer de potentielle sundhedsfarer forbundet med indånding af røg under brande. PVC udgør derfor ikke en større risiko i forhold til generering af giftige dampe under brande end andre almindeligt anvendte plasttyper.

Læs mere om PVC og brand.

Polyvinylklorid (PVC) har grundet sit høje indhold af klor naturligt brandhæmmende egenskaber.

Røgproduktion fra PVC, som observeret i småskala tests, falder inden for samme område som mange andre materialer. Det er vigtigt at understrege, at i fuldskala brandscenarier er mængden af røg genereret fra PVC-materialer normalt lavere, fordi PVC som nævnt har sværere ved at brænde end de fleste andre materialer. Denne reducerede røgproduktion er en kritisk faktor i brandsikkerhed, da røg kan betydeligt nedsætte synligheden og udgøre alvorlige sundhedsrisici under en brandhændelse.

Desuden er giftigheden af røg fra PVC på samme niveau som de fleste kommercielle materialer. Dette er afgørende når man overvejer de potentielle sundhedsfarer forbundet med indånding af røg under brande. PVC udgør derfor ikke en større risiko i forhold til generering af giftige dampe under brande end andre almindeligt anvendte plasttyper.

Der florerer fortsat myter om, at PVC-kabler ikke må anvendes i beboelse grundet bekymring for brandsikkerhed og udvikling af giftig røg. Det er lovligt at bruge PVC-installationskabler, så længe de er CE-mærkede og opfylder kabelklasse Eca i byggevareforordningen (CPR). Teknologiske fremskridt har endda gjort det muligt at fremstille PVC-kabler, der når op til brandklasse B-s1-d0, hvilket vidner om PVC's potentiale i forhold til brandsikkerhed.

Læs mere om PVC og brand.

Der florerer fortsat myter om, at PVC-kabler ikke må bruges i boliger og andre steder hvor mennesker færdes på grund af brandfare og giftig røg, PVC er naturligt brandhæmmende og afgiver ikke mere giftig røg end andre plasttyper ved brand. Lovgivningen tillader brug af PVC-installationskabler, hvis de er CE-mærkede og lever op til kabelklasse Eca i byggevareforordningen (CPR. Desuden har teknologiske fremskridt muliggjort produktion af PVC-kabler, der opfylder brandklasse B-s1-d0, hvilket understreger PVC's evne til at opfylde strenge brandsikkerhedskrav.

Ja, PVC udmærker sig som materiale ved at beholde sine tekniske egenskaber, selv efter at være blevet genanvendt mange gange.

Flere uafhængige studier viser, at PVC kan genanvendes 8 til 10 gange uden at miste sine tekniske egenskaber.

I EU genanvendes omkring 800.000 tons PVC per år, hvilket i CO2-besparelse svarer til at fjerne 800.000 biler fra de europæiske veje. Siden 2000 er 7,3 millioner tons PVC blevet genanvendt, hvilket har sparet klimaet for 14,5 millioner tons CO2.

Mængden af genanvendt PVC er fortsat stigende. Målet er 900.000 tons per år i 2025 og 1.000.000 tons per år i 2030.

Ja. Omkring 30% af PVC'en genanvendes. Det er højere end den gennemsnitlige genanvendelsesprocent for plast i Europa, som ligger på 23%.

I EU genanvendes over 800.000 tons PVC om året gennem VinylPlus, som er den europæiske PVC-industris miljøprogram. Siden 2000 er mere end 7,3 millioner tons blevet genanvendt i nye produkter. Mængden af genanvendt PVC er fortsat stigende. Målet er 900.000 tons per år i 2025 og 1.000.000 tons per år i 2030.

I Danmark har WUPPI-ordningen siden 1997 sørget for, at hårde PVC-byggeprodukter kan indsamles til genanvendelse. WUPPI drives af en række danske producenter og forhandlere af hårde PVC-byggeprodukter. WUPPI er medvirkende til, at PVC i dag er den suverænt mest genanvendte byggeplast ifølge DTU.

Nej, tværtimod. Som alt andet plast skal PVC udsorteres før genanvendelse. Når det er sket udmærker PVC sig som materiale ved at beholde sine tekniske egenskaber, selv efter at være blevet genanvendt mange gange.

Flere studier viser, at PVC kan genanvendes 8 til 10 gange uden at miste sine tekniske egenskaber.

I EU genanvendes omkring 800.000 tons PVC per år, hvilket i CO2-besparelse svarer til at fjerne 800.000 biler fra de europæiske veje.

Mængden af genanvendt PVC er fortsat stigende. Målet er 900.000 tons per år i 2025 og 1.000.000 tons per år i 2030.

Nej, ikke længere. For år tilbage blev PVC retmæssigt knyttet sammen med dioxinforurening. Både når det gjaldt produktionen af råvaren, og når det gjaldt forbrænding af PVC-affald. Nu er sagen en ganske anden.

Historien om PVC og dioxin er faktisk et eksempel på en rigtig god miljøhistorie, hvor en indsats fra både myndigheder og industri har før til markante resultater. I dag er de meget små dioxinudslip, der finder sted i forbindelse med PVC-produktion i EU uden betydning. PVC-produktion udgør i dag omkring 0,1% af industriens samlede udledninger, som i øvrigt er faldet med 99% gennem de seneste årtier.

Når det gælder industriproduktion er det i dag stål- og cementindustrien, der står for den største udledning af dioxiner til miljøet.

Tidligere var forbrænding af affald i affaldsforbrændingsanlæg den største kilde til forurening med dioxin, men her har indførelsen af krav om bedre forbrænding og rensning af røgen ført til at udslippene ifølge Miljøstyrelsen er faldet med 94%.

Det er meget tvivlsomt om PVC-affaldet i dag overhovedet har en rolle at spille, når det gælder dioxinforurening i forbindelse med forbrænding. I dag er det ifølge Miljøstyrelsen røgen fra fyring med træ i private husholdninger der er den største nationale kilde til forurening med dioxin af det danske miljø.

Træfyring står nu for 40% af det samlede danske udslip af dioxin. Ildebrande er den næststørste kilde, i det brande i bygninger, biler og lossepladser står for 28% af det samlede danske udslip.

Tidligere var affaldsforbrænding af klorholdigt affald den største kilde til forurening med dioxin, men her har indførelsen af krav om bedre forbrænding og rensning af røgen ført til at udslippene ifølge Miljøstyrelsen er faldet med 94%.

Det har været frygtet, at tilstedeværelsen af PVC i affald øger dannelsen af dioxiner ved affaldsforbrændingen, fordi PVC indeholder klor. Men det er nu klart, at det primært er udformningen af kedlen og forbrændingsprocessens forløb, der afgør, om der dannes lidt eller meget af dioxiner.

De små mængder klor, der findes i affald i almindelighed, er rigeligt til, at dioxiner kan dannes ved uhensigtsmæssig forbrænding, og tilføjelsen af de mængder PVC, der forekommer i affald, har ingen eller kun ringe betydning. Man kan heller ikke opnå en reduktion af dioxindannelsen ved at fjerne PVC fra affaldet.

PVC består hovedsageligt af klor udvundet fra almindeligt salt (NaCl). Det høje klorindhold er unikt for PVC, da andre plasttyper næsten udelukkende består af olie. Kloren gør også PVC meget langtidsholdbar og genanvendelig.

Imidlertid udgør klor et problem ved forbrænding. Her dannes saltsyre, der skal neutraliseres i skorstenen. Herved skabes restprodukter eller flyveaske, som skal deponeres som farligt affald. I Danmark udgør PVC-affald ifølge Miljøstyrelsen mindre end fem procent af alle de restprodukter, som skal deponeres efter forbrænding.

For at reducere dannelse af restprodukter, har Danmark en politik der kræver, at det bløde PVC-affald skal deponeres og ikke forbrændes. I Skandinavien er det kun Danmark, der ser sådan på det. I de andre nordiske lande mener man ikke, at forbrændingsproblematikken forbundet med PVC udgør et så stort problem, at man helt skal undgå forbrænding. De anser det for mere hensigtsmæssigt at udnytte den energi, PVC-affaldet giver i forbrændingsprocessen frem for at øge mængden af affald, der skal på deponi.

Da blød PVC kan genanvendes, vil det være muligt i fremtiden at reducere deponi og forbrænding markant.

I denne sammenhæng udgør PVC i gennemsnit 1 % af det affald, der går til forbrænding. Mængden tyder endda på at være lavere i Danmark, på grund af bestræbelserne på at udsortere og genanvende PVC.

Når det gælder PVC og forbrænding er der nu sket et teknologisk gennembrud. Den dansk udviklede HaloSep-teknologi kan nyttiggøre restprodukterne, så deponi som farligt affald kan undgås. HaloSep fungerer i fuldskala på Vestforbrænding og har potentiale til at blive Danmarks næste grønne eksporteventyr.

PVC laves delvist af klor udvundet fra almindeligt bordsalt. Det gør plasten ressourceeffektiv, da salt jo som bekendt er en uudtømmelig ressource. Klor giver dog en udfordring når det forbrændes. For ikke at danne saltsyre (HCl) der bidrager til syreregn, hvilket tidligere var et stort problem i Europa, skal kloren neutraliseres. Dette sker i det såkaldte røggasrensingssystem, som er påbudt alle forbrændingsanlæg i EU.

Sammen med det øvrige affald bidrager PVC til røggasrensningsprodukter, der deponeres som særligt farligt affald i udlandet. PVC bidrager ifølge Miljøstyrelsen med mindre end 5% af restprodukterne, også kendt som flyveaske.

Imidlertid kan den dansk udviklede miljøteknologi HaloSep omdanne flyveasken til genanvendelige metaller, vejsalt og renset aske. Teknologien kan installeres på både nye og eksisterende anlæg og har potentiale til at blive den næste grønne danske eksportsucces.

I forbrændingsfasen af PVC dannes der saltsyre, der skal neutraliseres i skorstenen. Herved skabes restprodukter eller flyveaske, som skal deponeres som farligt affald.

I Danmark udgør PVC-affald ifølge Miljøstyrelsen mindre end fem procent af alle de restprodukter, som skal deponeres efter forbrænding.

For at reducere dannelse af restprodukter eller flyveaske, har Danmark en politik der kræver, at det bløde PVC-affald skal deponeres og ikke forbrændes.

I Skandinavien er det kun Danmark, der ser sådan på det. I de andre nordiske lande mener man ikke, at forbrændingsproblematikken forbundet med PVC udgør et så stort problem, at man helt skal undgå forbrænding. De anser det for mere hensigtsmæssigt at udnytte den energi, PVC-affaldet giver i forbrændingsprocessen frem for at øge mængden af affald, der skal på deponi.

Da blød PVC kan genanvendes, vil det være muligt i fremtiden at reducere deponi og forbrænding markant.

Ny dansk miljøteknologi muliggør nyttiggørelse af restprodukterne. Teknologien fungerer i fuldskala på Vestforbrænding og er klar til eksport.

I denne sammenhæng udgør PVC i gennemsnit 1% af det affald, der går til forbrænding. Mængden tyder endda på at være lavere i Danmark, på grund af bestræbelserne på at udsortere og genanvende PVC.

Omkring en tredjedel af den PVC, der produceres i Europa, består af blødgjort PVC. Når denne type PVC anses som værende problematisk, skyldes det PVC-forbrugerprodukter der produceres i Fjernøsten, og finder vej til Europa via nethandel eller import. På grund af afvigende miljøhensyn og manglende tilsyn i de fjernøstlige plastindustrier håndteres de problematiske stoffer i den bløde PVC i langt mindre grad.

Ser vi bort fra producenterne af medicinsk udstyr, så har danske virksomheder for længst udfaset de hormonforstyrrende ftalater, og i Europa er de så godt som forsvundet. Fra 2020 er EU-landene blevet enige om helt at stoppe importen til EU af varer med problematiske ftalater.

Nej, der er ikke ftalater i de afgiftsbelagte PVC-folier til fødevarer. Det har der ikke været i mange år. Der er sat ekstra forsigtige grænseværdier på disse fødevareemballager, hvilket betyder, at det nu er andre sikre blødgørere, som anvendes til fremstilling af de bløde PVC-folier. Det siges også, at der er ftalater i de øvrige bløde PVC-produkter. Der bør her skelnes mellem klassificerede (læs: farlige ftalater) og ikke klassificerede (sikre) ftalater. I EU produceres langt det meste bløde PVC uden brug af klassificerede ftalater, og ingen danske virksomheder (bortset fra producenter af medicinsk udstyr) benytter klassificerede ftalater i deres bløde PVC. Det har EU’s REACH-forordning sat en stopper for.

Ja, der findes en lang række alternativer til ftalater, som kan anvendes som blødgørere i blød PVC. De mest kendte er DINCH, DEHT, TOTM og BTHC. Disse fire blødgørere er godkendt til medicinsk brug af den europæiske farmakopé, som sætter sikkerheds- og sundhedsstandarderne for medicinsk udstyr i Europa og følges i resten af verden.

Medicinsk udstyr har indtil for nylig været undtaget det generelle forbud mod klassificerede ftalater såsom DEHP. Fra 1. juli 2030 er det forbudt at anvende disse stoffer. Gennem innovation har den kemiske industri udviklet en række sikre alternativer, som er godkendt til anvendelse i det højt regulerede område, som medicinsk udstyr tilhører.

Ja, der er specifikke undtagelser for forbuddet mod de fire ftalater DEHP, DBP, BBP, og DIBP. Disse undtagelser inkluderer visse industrielle og landbrugsartikler, artikler beregnet til udendørs brug som ikke kommer i kontakt med menneskers slimhinder eller hud, visse transportmidler som luftfartøjer og motorkøretøjer, artikler solgt før juli 2020, laboratorieudstyr, fødevarekontaktmaterialer, elektronisk udstyr, medicinsk udstyr, samt indre emballage til lægemidler. Disse undtagelser betyder dog ikke, at ftalaterne kan anvendes frit. Yderligere regulering inden for de nævnte områder kan begrænse anvendelsen yderligere, så det er vigtigt at være opmærksom på specifikke regler og forordninger, der gælder for hvert område.

Klor er et grundelement i en lang række kemiske processer, og bruges udover desinficering af drikkevand bl.a. til fremstilling af livsvigtig medicin, batterier til hybridbiler og computere. Klor udvindes af almindeligt salt og udgør 57 % af PVC-råvaren. Salt er en uudtømmelig ressource. Den store saltmængde betyder, at der bruges mindre olie til at fremstille PVC end til andre plasttyper. Og saltmængden er også årsag til, at PVC hører til de prisbillige plastmaterialer. Men det faktum at PVC delvis består af klor betyder, at der dannes saltsyre ved forbrænding. Når PVC-affald skal brændes tilsættes kalk til forbrændingsprocessen, hvilket betyder, at der dannes restprodukter, som skal deponeres som farligt affald. Det anslås, at PVC-affaldet bidrager til mindre end 5 % af de restprodukter, der skal deponeres. Med den stigende mængde PVC, der bliver genanvendt mindskes mængden af restprodukter, som skal til deponi.

Nej, ikke længere. EU har forbudt brugen af kviksølv i industrien, og den europæiske PVC-industri har nu gennem store investeringer konverteret sine produktionsanlæg til en sikker teknologi. En sidegevinst er bl.a. at der er en markant energibesparelse på helt op til 25%, når virksomheden har skiftet teknologi. Der foreligger nu et arbejde i FN-regi med at gøre den såkaldte Minamatakonvention om minimering af kviksølv verdensomspændende.

Ja, ikke alle ftalater er ens, når det gælder risiko. Der findes to hovedgrupper af ftalater: Dem der tilhører CMR-stofferne og dem der ikke gør. CMR-stofferne er de stoffer, der kan fremkalde kræft, skade arveanlæg eller skade fosteret og/eller menneskets frugtbarhed. Til denne gruppe hører den mest kendte problematiske ftalat, nemlig DEHP. Da DEHP blev klassificeret som farlig begyndte den europæiske industri at substituere dette kemikalie med en anden type ftalat, nemlig den der hedder DINP. På baggrund af nogle enkeltstående studier, der er blevet foretaget for nylig, begyndte den danske Miljøstyrelse at stille spørgsmålstegn ved, om nu også DINP var sikker at anvende. Men efter at EU’s kompetente videnskabelige komiteer indgående havde vurderet de studier som Miljøstyrelsens argumenter byggede på, kunne de konstatere, at DINP var sikker at anvende som blødgører i PVC-produkter. Af forsigtighedsårsager er det dog forbudt at anvende DINP til legetøj, der er beregnet til at putte i munden.

. PVC-plast fremstilles ved polymerisation af vinylkloridmonomer (VCM), som, ligesom mange industrielle kemikalier, kræver sikker håndtering. VCM er en farveløs gas, som er meget brandfarlig. VCM er ikke akut giftigt, som fx sennepsgas, og nedbrydes til andre stoffer efter få dage i kontakt med atmosfæren. VCM bio-akkumuleres ikke i planter eller dyr.

Processen med at omdanne vinylklorid til PVC foregår i et lukket system, uden eksponering til mennesker og miljø. Der er heller ikke vinylklorid-rester i den færdige PVC-plast.

De høje sikkerhedsstandarder for VCM sikres via det charter, som de europæiske PVC-råvareproducenter underskrev i 1995. Charteret opdateres løbende på baggrund af seneste viden.

Eksponeringen af VCM i arbejdsmiljøet var tidligere et problem for de mennesker, der arbejdede i PVC-industrien i begyndelsen af 1970’erne. I USA fik enkelte PVC-arbejdere konstateret en sjælden form for leverkræft. De havde arbejdet med at rengøre de tanke, hvor VCM blev opbevaret. Som følge af kræfttilfældene blev der indført meget strenge krav til VCM i arbejdsmiljøet, og det anses i dag for sikkert at arbejde på en PVC-råvarefabrik. Siden de skrappere krav blev indført, har der ikke været konstateret kræfttilfælde som følge af VCM i arbejdsmiljøet.

Polyvinylklorid eller PVC laves ved at omdanne vinylkloridmonomer eller VCM til plast. Vinylklorid er en brandfarlig gas, som er potentielt skadelig for mennesker og miljø. Vinylklorid håndteres derfor efter strenge sikkerhedsforskrifter, så risikoen for udslip er så lille som mulig.

Sikker håndtering af VCM er del af det charter, som de europæiske PVC-råvareproducenter har tilsluttet sig.

I Europa har der gennem mange år været en tendens til at integrere produktionen af vinylklorid og færdig PVC-plast. Langt det meste af den vinylklorid, der produceres i Europa, forlader ikke fabrikken, men løber i lukkede rørsystemer. Resten transporteres via skib, lastbiler eller tog. Transporten er underlagt samme regulativer som anden form transport af farligt gods. Desuden finder der grundige tjek af togvogne sted før og efter påfyldning af vinylklorid. Seneste ulykke, der involverede VCM, skete i Tyskland i 1996. Ulykken skyldtes dårligt vedligehold af skinnerne. Ingen langtidsvirkninger for mennesker og miljø er blevet observeret.

Det er et spørgsmål man længe har diskuteret i miljøvidenskabelige kredse og i EU-Kommissionens kompetente organer. Her er det igen vigtigt, at skelne mellem det hårde og det bløde PVC-affald, der indeholder disse gamle uønskede tilsætningsstoffer. Når det gælder hård PVC, så er man er for nylig kommet frem til, at så længe man overholder nogle strenge krav til indhold af tungmetaller i det genanvendte materiale, så er der ikke nogen risiko for hverken sundhed eller miljø ved at man genanvender PVC med tungmetaller. Ud fra en klimavinkel er dette vigtig. Man opnår tydelige klimagevinster ved at genanvende PVC frem for at anvende nyt materiale.

Når det gælder det bløde PVC-affald med problematiske ftalater, er sagen en anden. I modsætning til tungmetallerne i det hårde PVC, der ikke migrerer ud af materialet, så har de problematiske ftalater en tendens til at migrere ud af produkterne under brug. Derfor arbejder man at få udvasket de problematiske ftalater af det bløde PVC-affald, førend man genanvender det.

PVC-industrien har taget markante skridt på vejen mod bæredygtighed og cirkulær økonomi, dels på grund af Danmarks vidtspændende bestræbelser på at få sat PVC på dagsordenen i EU, og dels på grund af PVC-industriens lydhørighed over for kritikken af de miljø- og sundhedsmæssige udfordringer. Gennem partnerskaber som Vinyl 2010 og VinylPlus® – bestående af hele værdikæden af europæiske PVC-relaterede virksomheder – har PVC-industrien opnået mange af de resultater, som i årevis har været efterspurgt af NGOer og andre aktører.

Mere end 5 millioner tons PVC er genanvendt siden 2000, og mængden vokser for hvert år. Tungmetaller er udfaset, problematiske ftalater er udskiftet med sikre alternativer og emissioner og energiforbruget er reduceret. Rejsen mod renere produktion, bæredygtig brug af additiver, energireduktion og udbredelse af genanvendelse fortsætter i de kommende år.

Både Europa-Kommission og FN har udråbt PVC-industrien som bannerfører for den cirkulære økonomi og en rollemodel for andre industrisektorer, takket være partnerskaberne med Vinyl 2010 og VinylPlus® og den enorme udvikling, der siden 2000 er sket.

Christoph Yvetot fra FNs Organisation for Industriel Udvikling (UNIDO) udtaler således: ”Fra vores side er vi klar til at arbejde tættere sammen med VinylPlus, måske også promovere denne model til andre lande rundt om i verden. VinylPlus viser, hvordan industrien kan forandre sig, og det er en god rollemodel.”

I en tale til PVC-industriens repræsentanter i Istanbul i 2013 udtalte den danske ambassadør og seniorrådgiver for FN's Office for Partnerships, Tomas Anker Christensen: ”Den tilgang, I har med opbygning af partnerskaber og fastlæggelse af fælles standarder og målsætninger om bæredygtighed, håber jeg, at I vil være i stand til at sprede både til kolleger og lignende industrier i andre dele af verden. Jeg tror, at hvis I er i stand til at gøre det, så vil I hjælpe FN-agendaen på vej. Jeres vugge til vugge-tilgang er præcis, hvad der er behov for.”

Læs flere udtalelser fra VinylPlus’ interessenter.

I nutidens miljøbevidste samfund ser vi ofte virksomheder reklamere med begrebet "PVC-fri", uden at give en klar indikation af, hvad deres produkter indeholder i stedet, eller om disse alternativer faktisk er mere bæredygtige. Det er vigtigt for forbrugeren at forstå, at bare fordi et produkt er mærket som "PVC-fri", betyder det ikke nødvendigvis, at det er bedre for miljøet. Transparent kommunikation omkring produktets indhold og dets miljøpåvirkning er essentiel for en fuldt informeret beslutning.

Der er ingen tvivl om, at der findes alternativer til både hård og blød PVC. Men skønt det i tidligere tider kunne synes logisk at erstatte PVC, er det i dag ikke nødvendigvis givet, at alternativer til PVC giver en klar miljøgevinst. Nyere undersøgelser har ikke vist en entydig fordel ved at skifte PVC ud med andre materialer. Med de forbedrede produktionsprocesser indenfor PVC, inklusiv genanvendelse og substitution af uønskede ftalater og tungmetaller, er PVC blevet et materiale med en højere miljømæssig standard.

Men ét aspekt er utvetydigt: når man udskifter PVC med nogle af de alternative materialer, står man ifølge Miljøstyrelsen ofte over for produkter, der både er dyrere og af lavere teknisk kvalitet. Derfor er det vigtigt, at forbrugere og virksomheder gør deres hjemmearbejde og træffer beslutninger baseret på fakta og ikke blot på markedsføringsstrategier.

Når produkter markedsføres som "PVC-fri" eller "PVC-frie", antyder det ofte en højere standard for miljø- og sundhedsforhold. Men det er vigtigt at forstå, at denne betegnelse alene ikke nødvendigvis garanterer en bedre miljø- eller sundhedsmæssig profil for produktet. Ydermere giver "fri for"-betegnelsen ikke en indikation af, hvad produktet er lavet af i stedet for PVC. Transparent kommunikation om produktets indhold og dets miljøpåvirkning er derfor central for en oplyst beslutning.

Der findes alternativer til PVC, men det er ikke altid givet, at disse alternativer repræsenterer en klar fordel for miljø eller sundhed. Der anvendes omkring 16.000 forskellige kemikalier i plast, og over 4.000 af disse vurderes som værende af bekymring. Derfor er der en risiko for beklagelig substitution hvis PVC blot erstattes af andre plasttyper. I en rapport fra Miljøstyrelsen konkluderes det, at alternativer til PVC ofte resulterer i produkter, der både er dyrere og har en lavere teknisk kvalitet. Se rapporten her.

Derfor er det afgørende, at både forbrugere og virksomheder undersøger og forstår de forskellige materialers miljøpåvirkning og træffer beslutninger baseret på fakta og ikke blot på markedsføringsbetegnelser.

PVC (polyvinylchlorid) er en plasttype, der er blevet kritiseret for dens påvirkning på miljøet og menneskers sundhed. Men PVC er ikkemere problematisk end andre plasttyper, og dens miljømæssige påvirkning er overdrevet.

For det første har PVC en høj holdbarhed og er resistent over for kemikalier og vejrpåvirkninger. Dette betyder, at PVC-produkter kan have en længere levetid end andre plasttyper, hvilket kan reducere behovet for at producere nye produkter. Når PVC-produkter endelig når slutningen af deres levetid, kan de genanvendes og bruges til at producere nye produkter. Faktisk kan PVC genanvendes op til 10 gange uden at kvaliteten forringes.

For det andet er PVC's miljøpåvirkning relativt lille, når det sammenlignes med andre plasttyper. Da PVC primær består af klor udvindes fra almindeligt bordsalt kræver produktionen af PVC mindre energi end andre plasttyper. Dette resulterer i mindre CO2-udledning. PVC-produkter kan også genbruges eller genanvendes, hvilket kan reducere mængden af affald og minimere behovet for at producere nyt PVC-materiale.

For det tredje er PVC-produkter ofte mere omkostningseffektive end andre plasttyper. PVC-produkter kan være billigere at producere, og de kan også have en længere levetid, hvilket kan reducere omkostningerne ved at skulle erstatte dem hyppigt.

Det skal også nævnes, at nogle af de farlige stoffer, der tidligere var til stede i PVC-produkter, er blevet fjernet eller reduceret i de senere år. For eksempel indeholdt PVC tidligere ftalater, der kan påvirke hormonsystemet hos mennesker og dyr, men ftalaterne er nu blevet begrænset i PVC-produkter, og der findes alternative tilsætningsstoffer, der kan bruges.

Selvom PVC ikke nødvendigvis er mere problematisk end andre plasttyper, er det vigtigt at understrege, at plastforurening generelt er en stor udfordring for miljøet og menneskers sundhed. Der er stadig behov for at finde mere bæredygtige alternativer og reducere brugen af ​​plast generelt. Men det er vigtigt at have en nuanceret diskussion omkring PVC og dets miljømæssige påvirkning, og ikke bare fokusere på det som et problematisk materiale.

PVC er den mest anvendte plasttype i byggeriet. For at gøre hårde PVC-byggeprodukter som rør og vinduer langtidsholdbare og vejrbestandige, samt af tekniske årsager i fremstillingsprocessen, tilsættes små mængder af såkaldte stabilisatorer. I dag bruges sikre tungmetalfri stabilisatorer som calcium-zink.

Tidligere brugte man bly, men det er nu udfaset på europæisk plan. Udfasningen startede i Danmark. Som det første land i verden blev bly forbudt i 2002. Ligeledes besluttede Danmark, at udtjente byggeprodukter af hård PVC indeholdende bly ikke måtte genanvendes hertillands. En EU-forordning fra maj 2023 har imidlertid harmoniseret reglerne i EU. Det betyder, at grænseværdien i blybekendtgørelsen (BEK nr 856 af 05/09/2009) ikke vil gælde for bly i PVC-artikler.

Det hårde PVC-affald WUPPI-ordningen indsamler vil dog fortsat blive transporteret til behandling i andre EU-lande indtil en dansk genanvendelsesinfrastruktur er på plads. Danske virksomheder må dog gerne benytte genanvendt PVC med bly under de betingelser, som forordningen opstiller.

Projekter støttet af PVC-industrien og EU arbejder desuden på teknologi til at fjerne bly inden genanvendelse, så PVC’en kan bruges uden restriktioner.

Nej. PVC-rør er fremstillet af hård PVC og indeholder derfor ikke blødgørere som fx ftalater.

Nej, PVC-rør er kendetegnet ved en meget lang levetid – 100 år eller mere.

Den første store installation af PVC-rør fandt sted i Tyskland i 1936 til drikkevand og afløbssystemer i forskellige boligområder, herunder den olympiske by i Berlin. De fleste af disse rør er stadig i brug i dag – hvilket repræsenterer over 80 års driftssikkerhed.

Studier fra Europa og resten af verden har vist, at PVC-vand- og gasrør kan være i sikker drift i mindst 100 år uden nogen form for nedbrydning. Og når de efter +100 år har udtjent deres funktion kan de genanvendes og indgå som råmateriale i nye rør.

Nej. Selvom vinylklorid er en del af fremstillingsprocessen for polyvinylklorid, er der ingen sammmenhæng mellem vinylkloridforureningen fra Grindstedværket og PVC. Der har aldrig været PVC-råvareproduktion i Danmark, og den vinylklorid man har fundet i området omkring Grindstedværket stammer fra klorerede opløsningsmidler, der tidligere blev anvendt på fabrikken. Over tid og under særlige forhold kan de klorerede opløsningsmidler blive nedbrudt til vinylklorid.

Desuden er der i dag så skrappe krav til håndtering af vinylklorid i PVC-produktionen i Europa, at fremstillingen af plasten hverken udgør en risiko for mennesker eller miljø når det gælder vinylklorid.

Ja, pt. kan PVC-vinduer svanemærkes såfremt de indeholder mindst 30% genanvendt materiale uden bly eller cadmium. Nordisk Miljømærkenævn, der står for Svanemærket, skriver følgende om PVC:

"It is worth noticing that PVC products today can be produced in a much more circular way as additives such as phthalates and lead/cadmium-based stabilisers can be replaced by non-hazardous alternatives. Issues associated to PVC products end-of-use are being addressed, as both techniques to safely incinerate PVC waste and handle neutralisation residues in a responsible manner exist, while take-back, collection, identification, and separation processes to increase the amount of PVC which is recycled, already exist or are being developed."

PVDC (polyvinylidenklorid) er en syntetisk polymer, der er kendt for sin fremragende evne til at fungere som en barriere mod ilt, gasser, vanddamp, lugte og smagsstoffer. Dette gør den særligt værdifuld i blisterpakninger og anden emballage til medicin. PVDC er varmeforseglende, så den kan smeltes sammen ved opvarmning for at skabe en tæt forsegling. PVC (polyvinylklorid) er en bredt anvendt plasttype i mange applikationer, herunder bygge- og anlægsbranchen og medicinsk udstyr.

Selvom PVDC ofte forbindes med emballage og PVC med produkter som rør, vinduer, kabler, slanger og medico-udstyr, kombineres de ofte inden for emballageindustrien. Dette skyldes, at PVC er et fleksibelt og robust materiale, der er velegnet til strukturel emballage som blisterpakker, men kan være gennemtrængelig for visse gasser. PVDC's stærke barriereegenskaber, især mod ilt og vanddamp, forbedrer gasbarrierefunktionen, når den belægges på PVC. Denne kombination udnytter styrkerne ved begge materialer: PVC's fleksibilitet og robusthed kombineret med PVDC's barriereegenskaber, hvilket giver en emballage, der er både robust og beskyttende.

PVDC og PVC er begge syntetiske polymerer, men de adskiller sig markant i deres egenskaber og anvendelser:

• PVDC (polyvinylidenklorid): Denne polymer fremstilles ved polymerisering af vinylidenklorid og er særligt kendt for sin evne til at fungere som en effektiv barriere mod ilt, gasser, vanddamp, lugte og smagsstoffer. Dette gør PVDC særdeles værdifuld i blisterpakninger til medicin og emballering af andre produkter der kræver optimal beskyttelse. PVDC har også en varmeforseglende egenskab, som gør, at den kan smelte sammen ved opvarmning og skabe en tæt forsegling.
• PVC (polyvinylklorid): I modsætning til PVDC anvendes PVC bredt i mange sektorer. Den er en populær plasttype, der anvendes i bygge- og anlægsbranchen, til medicinsk udstyr, og mange andre områder. PVC's alsidighed og robusthed gør den til et foretrukket materiale til mange formål.

Det interessante er, at PVC og PVDC ofte kombineres, især inden for emballageindustrien. Kombinationen af PVC's strukturelle styrke og PVDC's barriereegenskaber skaber en emballage, der både er robust og beskyttende.