PVC står for polyvinylklorid og kendes også som vinyl. PVC er et af de mest anvendte plastmaterialer, og du møder PVC overalt i samfundet, i det offentlige rum, på arbejdet og inden for hjemmets fire vægge.

At PVC er så udbredt skyldes materialets tekniske egenskaber, lave pris og talrige miljømæssige fordele, bl.a. lang holdbarhed, genanvendelighed, den lave vægt og minimal vedligeholdelse.

Udover at have opfyldt en lang række samfundsbehov i over 100 år, repræsenterer PVC ydermere en unik mulighed for vores fremtid, og de mange udfordringer plasten står overfor. Efter mange årtiers målrettet arbejde, samt store miljøinvesteringer på europæisk plan, bliver PVC-industrien i dag således kaldt for en frontløber i den cirkulære økonomi og en rollemodel for andre industrisektorer af såvel Europa-Kommissionen som af FN.

PVC fremstilles i modsætning til alle andre plasttyper hovedsageligt af salt (57%) og ethylen (43%). Salt eller natriumklorid (NaCl) er en uudtømmelig ressource, som spaltes i en kemisk proces til klor (Cl) og lud eller natriumhydroxid (NaOH).

Klor og lud er forudsætninger for vores høje levestandard. Omkring 30% af kloren, der produceres i Europa, bruges til PVC. De resterende 70% bruges bl.a. til desinficering af drikkevand og vand i svømmehallen, til fremstilling af livsvigtig medicin, computere, batterier til elbiler og en lang række andre produkter. På denne måde indgår PVC-fremstillingen i en større tilstrømning af vedvarende og samfundsunderstøttende produkter.

Lud bruges til fremstilling af medicin, glas, aluminium, vaskemiddel, sæbe og i mange andre processer.

Ethylenen kommer i dag fra olie eller gas, men kan i princippet fremstilles af bio-baserede, fornybare ressource såsom træaffald. Den europæiske PVC-industri arbejder målrettet på at omstille til bio-baserede råstoffer, og de første fossilfri PVC-rør er allerede lagt i jorden i Skandinavien.

PVC anvendes hovedsageligt i byggeriet til langtidsholdbare og genanvendelige produkter. Kig dig omkring, og du vil med stor sandsynlighed finde genstande og produkter, der er fremstillet af PVC.

70 % af PVC’en bruges til fremstillingen af tagbelægninger, tagrender, kabler, gulve, rør, vinduer og andre byggeprodukter.

De resterende 30 % anvendes til medicinsk udstyr, vindmøllevinger, presenninger, hoppeborge, reklamebannere, kreditkort, sportsudstyr og meget, meget andet.

PVC er som udgangspunkt et stift og hårdt materiale. Hård PVC anvendes typisk til vinduesprofiler, tagrender og rør, men andre, mere fleksible produkter, såsom gulve og medicinske slanger kræver blød PVC.

PVC blødgøres ved hjælp af ftalater eller andre blødgørere. Ftalaterne kan opdeles i to grupper: Højmolekylære og lavmolekylære ftalater. Hvor de højmolekylære ftalater anses som uproblematiske at anvende, klassificeres de lavmolekylære som reproduktionsskadelige. På grund af enten forbud eller stram regulering anvender PVC-industrien inden for EU i dag de lavmolekylære ftalater i et særligt begrænset omfang til meget specifikke produkter, der er omfattet af en streng europæisk lovgivning for at sikre forbruger- og miljøsikkerhed. Det er fx blodposer, hvor substitution endnu ikke har været mulig.

Danske plastvirksomheder anvender på de nær de ovenstående særlige medicinske anvendelser ikke længere de problematiske ftalater.

Siden 2020 har det ikke længere været tilladt at importere produkter til EU, der indeholder klassificerede ftalater. Grundet globalisering kan danske og europæiske forbrugere dog fortsat møde disse stoffer. For at imødegå problemet har PVC Informationsrådet, VinylPlus og Miljøstyrelsen indgået et partnerskab for at informere særligt den kinesiske PVC-industri om hvordan udfasning af uønskede ftalater kan finde sted.

PVC’ens oprindelse kan spores tilbage til 1913, da den tyske kemiker Dr. Fritz Klatte fik sin ansøgning om at tegne patent på fremstillingen af PVC godkendt. Dr. Klatte, der med patentet skrev sig ind i kemihistorien, forudså PVC-materialets potentiale i et Europa under voldsom industriel og teknologisk udvikling.

De første PVC-produkter blev lavet i 1930’erne. Rør var blandt de første anvendelser, og mange af disse er stadig i brug den dag i dag.

Det var dog først i slutningen af 1950’erne, at PVC-produktionen for alvor blev udbredt i Europa og andre dele af verden. Dels på grund af de tekniske muligheder der nu forelå, og dels på grund af PVC’ens nytteværdi, særligt inden for bygge- og anlægssektoren. Rør, vinduer, døre, gulve, kabler og mange andre byggevarer fremstilles i PVC.

PVC’ens historie har været og vedbliver således med at være uløseligt forbundet med det moderne velfærdssamfunds historie og med den vestlige kulturhistorie – i form af vinylpladens indtog i musikken – dette takket være materialets unikke udfoldelsesmuligheder.

Nej. I modsætning til andre plasttyper bruges omkring 70% af PVC’en til langtidsholdbare byggeprodukter som rør, vinduer, gulve, tagplader, døre og kabler. PVC er både den mest anvendte og genanvendte plast i byggeriet.

Omkring 1% af PVC’en bruges til medicinske engangsprodukter såsom blodposer, IV-poser, iltmasker og slanger. På trods af den lille procentdel udgør PVC den største plasttype indenfor medicinsk engangsudstyr med en andel på omkring 30%.

At medicoprodukterne er engangsudstyr er dog ikke ensbetydende med at de ikke kan genanvendes. Den europæiske PVC-industri har i mange år støttet indsamlings- og genanvendelsesprojekter for PVC-baseret medicinsk udstyr. Projekterne demonstrerer, at det er sikkert at indsamle og genanvende brugt medicinsk udstyr fra hospitaler.

Nej. Det er ikke PVC-materialet som sådan der kan være farligt. PVC er et såkaldt inert materiale og defineres som "Polymer of Low Concern" af OECD.

Tilsætter man tilladte tilsætningsstoffer er der ingen risiko overhovedet ved at bruge PVC-produkter. I EU sikrer REACH-forordningen, at der er styr de stoffer man anvender i PVC’en.

Moderne PVC-produkter, som genanvendes efter mange års brug er således IKKE farlige. Tværtimod kan PVC’en her være et samfundsnyttigt produkt, der på grund af sin lange holdbarhed, lethed og genanvendelighed være et materiale, som kan passe perfekt i den cirkulære økonomi.

Det er ofte bløde PVC-forbrugerprodukter fra Fjernøsten, som tiltrækker opmærksomheden når talen falder på at PVC skulle være farligt. På grund af afvigende miljøhensyn og manglende tilsyn i de fjernøstlige plastindustrier, forefindes der stadig problematiske ftalater og tungmetaller i produkter fra disse lande.

Ser vi bort fra producenterne af medicinsk udstyr, så har danske virksomheder for længst udfaset de hormonforstyrrende ftalater, og i Europa er de så godt som forsvundet. Siden 2020 har det været forbudt at importere varer med problematiske ftalater til EU.

At sige PVC-materialet som sådan er farligt, svarer til at påstå køkkensalt er et farligt stof. Ifølge Miljøstyrelsen ender hvert år 700.000 tons madaffald i skraldespandene i danske hjem, kantiner, restauranter og dagligvarebutikker. En stor del bliver kørt direkte på forbrændingsanlægget. Hver dansker indtager 10 g salt om dagen gennem maden, så saltindholdet i madaffald må være betydeligt.

Det saltholdige madaffald skal, når det havner i forbrændingsovnene – nøjagtig som det er tilfældet med PVC-affaldet – neutraliseres, og restprodukterne bortskaffes som farligt affald. Det giver derfor ingen mening at kalde PVC et farligt stof. Men hermed absolut ikke sagt, at PVC ikke skal holdes udenfor affaldsforbrændingen lige såvel som man skal forsøge at udnytte ressourcerne i madaffaldet på en bedre måde.

Der findes nu en løsning på problemet med restprodukter fra PVC og andre affaldsfraktioner. Den dansk udviklede HaloSep-teknologi kan nyttiggøre restprodukterne, hvorved deponi som farligt affald undgås. Teknologien kører i fuldskala på Vestforbrænding og er klar til eksport.

Nej. PVC er et såkaldt inert materiale og defineres som "Polymer of Low Concern" af OECD. Tilsætter man tilladte tilsætningsstoffer er der ingen risiko overhovedet ved at bruge PVC-produkter. I EU sikrer REACH-forordningen, at der er styr de stoffer man anvender i PVC’en.

Moderne PVC-byggeprodukter, som genanvendes efter mange års brug er således IKKE farlige. Tværtimod kan PVC’en her være et samfundsnyttigt produkt, der på grund af sin lange holdbarhed, lethed og genanvendelighed være et materiale, som kan passe perfekt i den cirkulære økonomi.

Det er ofte bløde PVC-forbrugerprodukter fra Fjernøsten, som tiltrækker opmærksomheden når talen falder på at PVC skulle være farligt. På grund af afvigende miljøhensyn og manglende tilsyn i de fjernøstlige plastindustrier håndteres de problematiske stoffer i den bløde PVC i langt mindre grad end i Europa.

Ser vi bort fra producenterne af medicinsk udstyr, så har danske virksomheder for længst udfaset de hormonforstyrrende ftalater, og i Europa er de så godt som forsvundet. Fra 2020 er EU-landene blevet enige om helt at stoppe importen til EU af varer med problematiske ftalater.

At sige PVC-materialet som sådan er farligt, svarer til at påstå køkkensalt er et farligt stof. Ifølge Miljøstyrelsen ender hvert år 700.000 tons madaffald i skraldespandene i danske hjem, kantiner, restauranter og dagligvarebutikker. En stor del bliver kørt direkte på forbrændingsanlægget. Hver dansker indtager 10 g salt om dagen gennem maden, så saltindholdet i madaffald må være betydeligt. Det saltholdige madaffald skal, når det havner i forbrændingsovnene – nøjagtig som det er tilfældet med PVC-affaldet – neutraliseres. Restprodukterne fra processen bortskaffes som farligt affald.

Det giver derfor ingen mening at kalde PVC et farligt stof. Men hermed absolut ikke sagt, at PVC ikke skal holdes udenfor affaldsforbrændingen lige såvel som man skal forsøge at udnytte ressourcerne i madaffaldet på en bedre måde.

Der findes nu en løsning på problemet med restprodukter fra PVC og andre affaldsfraktioner. Den dansk udviklede HaloSep-teknologi kan nyttiggøre restprodukterne, hvorved deponi som farligt affald undgås. Teknologien kører i fuldskala på Vestforbrænding og er klar til eksport.

Ja, PVC udmærker sig som materiale ved at beholde sine tekniske egenskaber, selv efter at være blevet genanvendt mange gange.

Flere uafhængige studier viser, at PVC kan genanvendes 8 til 10 gange uden at miste sine tekniske egenskaber.

I EU genanvendes omkring 800.000 tons PVC per år, hvilket i CO2-besparelse svarer til at fjerne 800.000 biler fra de europæiske veje. Siden 2000 er 7,3 millioner tons PVC blevet genanvendt, hvilket har sparet klimaet for 14,5 millioner tons CO2.

Mængden af genanvendt PVC er fortsat stigende. Målet er 900.000 tons per år i 2025 og 1.000.000 tons per år i 2030.

Ja. Omkring 30% af PVC'en genanvendes. Det er højere end den gennemsnitlige genanvendelsesprocent for plast i Europa, som ligger på 23%.

I EU genanvendes over 800.000 tons PVC om året gennem VinylPlus, som er den europæiske PVC-industris miljøprogram. Siden 2000 er mere end 7,3 millioner tons blevet genanvendt i nye produkter. Mængden af genanvendt PVC er fortsat stigende. Målet er 900.000 tons per år i 2025 og 1.000.000 tons per år i 2030.

I Danmark har WUPPI-ordningen siden 1997 sørget for, at hårde PVC-byggeprodukter kan indsamles til genanvendelse. WUPPI drives af en række danske producenter og forhandlere af hårde PVC-byggeprodukter. WUPPI er medvirkende til, at PVC i dag er den suverænt mest genanvendte byggeplast ifølge DTU.

Nej, tværtimod. Som alt andet plast skal PVC udsorteres før genanvendelse. Når det er sket udmærker PVC sig som materiale ved at beholde sine tekniske egenskaber, selv efter at være blevet genanvendt mange gange.

Flere studier viser, at PVC kan genanvendes 8 til 10 gange uden at miste sine tekniske egenskaber.

I EU genanvendes omkring 800.000 tons PVC per år, hvilket i CO2-besparelse svarer til at fjerne 800.000 biler fra de europæiske veje.

Mængden af genanvendt PVC er fortsat stigende. Målet er 900.000 tons per år i 2025 og 1.000.000 tons per år i 2030.

Nej, ikke længere. For år tilbage blev PVC retmæssigt knyttet sammen med dioxinforurening. Både når det gjaldt produktionen af råvaren, og når det gjaldt forbrænding af PVC-affald. Nu er sagen en ganske anden.

Historien om PVC og dioxin er faktisk et eksempel på en rigtig god miljøhistorie, hvor en indsats fra både myndigheder og industri har før til markante resultater. I dag er de meget små dioxinudslip, der finder sted i forbindelse med PVC-produktion i EU uden betydning. PVC-produktion udgør i dag omkring 0,1% af industriens samlede udledninger, som i øvrigt er faldet med 99% gennem de seneste årtier.

Når det gælder industriproduktion er det i dag stål- og cementindustrien, der står for den største udledning af dioxiner til miljøet.

Tidligere var forbrænding af affald i affaldsforbrændingsanlæg den største kilde til forurening med dioxin, men her har indførelsen af krav om bedre forbrænding og rensning af røgen ført til at udslippene ifølge Miljøstyrelsen er faldet med 94%.

Det er meget tvivlsomt om PVC-affaldet i dag overhovedet har en rolle at spille, når det gælder dioxinforurening i forbindelse med forbrænding. I dag er det ifølge Miljøstyrelsen røgen fra fyring med træ i private husholdninger der er den største nationale kilde til forurening med dioxin af det danske miljø.

Træfyring står nu for 40% af det samlede danske udslip af dioxin. Ildebrande er den næststørste kilde, i det brande i bygninger, biler og lossepladser står for 28% af det samlede danske udslip.

Tidligere var affaldsforbrænding af klorholdigt affald den største kilde til forurening med dioxin, men her har indførelsen af krav om bedre forbrænding og rensning af røgen ført til at udslippene ifølge Miljøstyrelsen er faldet med 94%.

Det har været frygtet, at tilstedeværelsen af PVC i affald øger dannelsen af dioxiner ved affaldsforbrændingen, fordi PVC indeholder klor. Men det er nu klart, at det primært er udformningen af kedlen og forbrændingsprocessens forløb, der afgør, om der dannes lidt eller meget af dioxiner.

De små mængder klor, der findes i affald i almindelighed, er rigeligt til, at dioxiner kan dannes ved uhensigtsmæssig forbrænding, og tilføjelsen af de mængder PVC, der forekommer i affald, har ingen eller kun ringe betydning. Man kan heller ikke opnå en reduktion af dioxindannelsen ved at fjerne PVC fra affaldet.

PVC består hovedsageligt af klor udvundet fra almindeligt salt (NaCl). Det høje klorindhold er unikt for PVC, da andre plasttyper næsten udelukkende består af olie. Kloren gør også PVC meget langtidsholdbar og genanvendelig.

Imidlertid udgør klor et problem ved forbrænding. Her dannes saltsyre, der skal neutraliseres i skorstenen. Herved skabes restprodukter eller flyveaske, som skal deponeres som farligt affald. I Danmark udgør PVC-affald ifølge Miljøstyrelsen mindre end fem procent af alle de restprodukter, som skal deponeres efter forbrænding.

For at reducere dannelse af restprodukter, har Danmark en politik der kræver, at det bløde PVC-affald skal deponeres og ikke forbrændes. I Skandinavien er det kun Danmark, der ser sådan på det. I de andre nordiske lande mener man ikke, at forbrændingsproblematikken forbundet med PVC udgør et så stort problem, at man helt skal undgå forbrænding. De anser det for mere hensigtsmæssigt at udnytte den energi, PVC-affaldet giver i forbrændingsprocessen frem for at øge mængden af affald, der skal på deponi.

Da blød PVC kan genanvendes, vil det være muligt i fremtiden at reducere deponi og forbrænding markant.

I denne sammenhæng udgør PVC i gennemsnit 1 % af det affald, der går til forbrænding. Mængden tyder endda på at være lavere i Danmark, på grund af bestræbelserne på at udsortere og genanvende PVC.

Når det gælder PVC og forbrænding er der nu sket et teknologisk gennembrud. Den dansk udviklede HaloSep-teknologi kan nyttiggøre restprodukterne, så deponi som farligt affald kan undgås. HaloSep fungerer i fuldskala på Vestforbrænding og har potentiale til at blive Danmarks næste grønne eksporteventyr.

PVC laves delvist af klor udvundet fra almindeligt bordsalt. Det gør plasten ressourceeffektiv, da salt jo som bekendt er en uudtømmelig ressource. Klor giver dog en udfordring når det forbrændes. For ikke at danne saltsyre (HCl) der bidrager til syreregn, hvilket tidligere var et stort problem i Europa, skal kloren neutraliseres. Dette sker i det såkaldte røggasrensingssystem, som er påbudt alle forbrændingsanlæg i EU.

Sammen med det øvrige affald bidrager PVC til røggasrensningsprodukter, der deponeres som særligt farligt affald i udlandet. PVC bidrager ifølge Miljøstyrelsen med mindre end 5% af restprodukterne, også kendt som flyveaske.

Imidlertid kan den dansk udviklede miljøteknologi HaloSep omdanne flyveasken til genanvendelige metaller, vejsalt og renset aske. Teknologien kan installeres på både nye og eksisterende anlæg og har potentiale til at blive den næste grønne danske eksportsucces.

I forbrændingsfasen af PVC dannes der saltsyre, der skal neutraliseres i skorstenen. Herved skabes restprodukter eller flyveaske, som skal deponeres som farligt affald.

I Danmark udgør PVC-affald ifølge Miljøstyrelsen mindre end fem procent af alle de restprodukter, som skal deponeres efter forbrænding.

For at reducere dannelse af restprodukter eller flyveaske, har Danmark en politik der kræver, at det bløde PVC-affald skal deponeres og ikke forbrændes.

I Skandinavien er det kun Danmark, der ser sådan på det. I de andre nordiske lande mener man ikke, at forbrændingsproblematikken forbundet med PVC udgør et så stort problem, at man helt skal undgå forbrænding. De anser det for mere hensigtsmæssigt at udnytte den energi, PVC-affaldet giver i forbrændingsprocessen frem for at øge mængden af affald, der skal på deponi.

Da blød PVC kan genanvendes, vil det være muligt i fremtiden at reducere deponi og forbrænding markant.

Ny dansk miljøteknologi muliggør nyttiggørelse af restprodukterne. Teknologien fungerer i fuldskala på Vestforbrænding og er klar til eksport.

I denne sammenhæng udgør PVC i gennemsnit 1% af det affald, der går til forbrænding. Mængden tyder endda på at være lavere i Danmark, på grund af bestræbelserne på at udsortere og genanvende PVC.

Omkring en tredjedel af den PVC, der produceres i Europa, består af blødgjort PVC. Når denne type PVC anses som værende problematisk, skyldes det PVC-forbrugerprodukter der produceres i Fjernøsten, og finder vej til Europa via nethandel eller import. På grund af afvigende miljøhensyn og manglende tilsyn i de fjernøstlige plastindustrier håndteres de problematiske stoffer i den bløde PVC i langt mindre grad.

Ser vi bort fra producenterne af medicinsk udstyr, så har danske virksomheder for længst udfaset de hormonforstyrrende ftalater, og i Europa er de så godt som forsvundet. Fra 2020 er EU-landene blevet enige om helt at stoppe importen til EU af varer med problematiske ftalater.

Nej, der er ikke ftalater i de afgiftsbelagte PVC-folier til fødevarer. Det har der ikke været i mange år. Der er sat ekstra forsigtige grænseværdier på disse fødevareemballager, hvilket betyder, at det nu er andre sikre blødgørere, som anvendes til fremstilling af de bløde PVC-folier. Det siges også, at der er ftalater i de øvrige bløde PVC-produkter. Der bør her skelnes mellem klassificerede (læs: farlige ftalater) og ikke klassificerede (sikre) ftalater. I EU produceres langt det meste bløde PVC uden brug af klassificerede ftalater, og ingen danske virksomheder (bortset fra producenter af medicinsk udstyr) benytter klassificerede ftalater i deres bløde PVC. Det har EU’s REACH-forordning sat en stopper for.

Ja, der findes en lang række alternativer til ftalater, som kan anvendes som blødgørere i blød PVC. De mest kendte er DINCH, DEHT, TOTM og BTHC. Disse fire blødgørere er godkendt til medicinsk brug af den europæiske farmakopé, som sætter sikkerheds- og sundhedsstandarderne for medicinsk udstyr i Europa og følges i resten af verden.

Ja, den uønskede ftalat DEHP anvendes fortsat i en vis udstrækning i det PVC-baserede medicinske udstyr. Ny lovgivning betyder dog, at dette hormonforstyrrende stof vil være udfaset i det medicinske udstyr inden for en kort årrække. Gennem innovation har den kemiske industri udviklet en lang række sikre alternativer, som nu er blevet godkendt til anvendelse i det højt regulerede område, som medicinsk udstyr tilhører.

Klor er et grundelement i en lang række kemiske processer, og bruges udover desinficering af drikkevand bl.a. til fremstilling af livsvigtig medicin, batterier til hybridbiler og computere. Klor udvindes af almindeligt salt og udgør 57 % af PVC-råvaren. Salt er en uudtømmelig ressource. Den store saltmængde betyder, at der bruges mindre olie til at fremstille PVC end til andre plasttyper. Og saltmængden er også årsag til, at PVC hører til de prisbillige plastmaterialer. Men det faktum at PVC delvis består af klor betyder, at der dannes saltsyre ved forbrænding. Når PVC-affald skal brændes tilsættes kalk til forbrændingsprocessen, hvilket betyder, at der dannes restprodukter, som skal deponeres som farligt affald. Det anslås, at PVC-affaldet bidrager til mindre end 5 % af de restprodukter, der skal deponeres. Med den stigende mængde PVC, der bliver genanvendt mindskes mængden af restprodukter, som skal til deponi.

Nej, ikke længere. EU har forbudt brugen af kviksølv i industrien, og den europæiske PVC-industri har nu gennem store investeringer konverteret sine produktionsanlæg til en sikker teknologi. En sidegevinst er bl.a. at der er en markant energibesparelse på helt op til 25%, når virksomheden har skiftet teknologi. Der foreligger nu et arbejde i FN-regi med at gøre den såkaldte Minamatakonvention om minimering af kviksølv verdensomspændende.

Ja, ikke alle ftalater er ens, når det gælder risiko. Der findes to hovedgrupper af ftalater: Dem der tilhører CMR-stofferne og dem der ikke gør. CMR-stofferne er de stoffer, der kan fremkalde kræft, skade arveanlæg eller skade fosteret og/eller menneskets frugtbarhed. Til denne gruppe hører den mest kendte problematiske ftalat, nemlig DEHP. Da DEHP blev klassificeret som farlig begyndte den europæiske industri at substituere dette kemikalie med en anden type ftalat, nemlig den der hedder DINP. På baggrund af nogle enkeltstående studier, der er blevet foretaget for nylig, begyndte den danske Miljøstyrelse at stille spørgsmålstegn ved, om nu også DINP var sikker at anvende. Men efter at EU’s kompetente videnskabelige komiteer indgående havde vurderet de studier som Miljøstyrelsens argumenter byggede på, kunne de konstatere, at DINP var sikker at anvende som blødgører i PVC-produkter. Af forsigtighedsårsager er det dog forbudt at anvende DINP til legetøj, der er beregnet til at putte i munden.

Som med mange andre materialer indgår der farlige stoffer i produktionen PVC. PVC-plast laves ved såkaldt polymerisation af vinylkloridmonomer eller VCM, som er en potentielt kræftfremkaldende og miljøskadelig gas. VCM er ikke akut giftigt, som fx sennepsgas, og nedbrydes til andre stoffer efter få dage i kontakt med atmosfæren. VCM bioakkumuleres ikke i planter eller dyr.

Processen med at omdanne vinylklorid til PVC foregår i et lukket system, uden eksponering til mennesker og miljø. Der er heller ikke vinylklorid-rester i den færdige PVC-plast.

De høje sikkerhedsstandarder for VCM sikres via det charter, som de europæiske PVC-råvareproducenter underskrev i 1995. Charteret opdateres løbende på baggrund af seneste viden.

Eksponeringen af VCM i arbejdsmiljøet var et meget alvorligt problem for de mennesker, der arbejdede i PVC-industrien i begyndelsen af 1970’erne. I USA fik enkelte PVC-arbejdere konstateret en sjælden form for leverkræft. De havde arbejdet med at rengøre de tanke, hvor VCM blev opbevaret. Som følge af kræfttilfældene blev der indført meget strenge krav til VCM i arbejdsmiljøet, og det anses i dag for sikkert at arbejde på en PVC-råvarefabrik. Siden de skrappere krav blev indført, har der ikke været konstateret kræfttilfælde som følge af VCM i arbejdsmiljøet.

Polyvinylklorid eller PVC laves ved at omdanne vinylkloridmonomer eller VCM til plast. Vinylklorid er en brandfarlig gas, som er potentielt skadelig for mennesker og miljø. Vinylklorid håndteres derfor efter strenge sikkerhedsforskrifter, så risikoen for udslip er så lille som mulig.

Sikker håndtering af VCM er del af det charter, som de europæiske PVC-råvareproducenter har tilsluttet sig.

I Europa har der gennem mange år været en tendens til at integrere produktionen af vinylklorid og færdig PVC-plast. Langt det meste af den vinylklorid, der produceres i Europa, forlader ikke fabrikken, men løber i lukkede rørsystemer. Resten transporteres via skib, lastbiler eller tog. Transporten er underlagt samme regulativer som anden form transport af farligt gods. Desuden finder der grundige tjek af togvogne sted før og efter påfyldning af vinylklorid. Seneste ulykke, der involverede VCM, skete i Tyskland i 1996. Ulykken skyldtes dårligt vedligehold af skinnerne. Ingen langtidsvirkninger for mennesker og miljø er blevet observeret.

Det er et spørgsmål man længe har diskuteret i miljøvidenskabelige kredse og i EU-Kommissionens kompetente organer. Her er det igen vigtigt, at skelne mellem det hårde og det bløde PVC-affald, der indeholder disse gamle uønskede tilsætningsstoffer. Når det gælder hård PVC, så er man er for nylig kommet frem til, at så længe man overholder nogle strenge krav til indhold af tungmetaller i det genanvendte materiale, så er der ikke nogen risiko for hverken sundhed eller miljø ved at man genanvender PVC med tungmetaller. Ud fra en klimavinkel er dette vigtig. Man opnår tydelige klimagevinster ved at genanvende PVC frem for at anvende nyt materiale.

Når det gælder det bløde PVC-affald med problematiske ftalater, er sagen en anden. I modsætning til tungmetallerne i det hårde PVC, der ikke migrerer ud af materialet, så har de problematiske ftalater en tendens til at migrere ud af produkterne under brug. Derfor arbejder man at få udvasket de problematiske ftalater af det bløde PVC-affald, førend man genanvender det.

PVC-industrien har taget markante skridt på vejen mod bæredygtighed og cirkulær økonomi, dels på grund af Danmarks vidtspændende bestræbelser på at få sat PVC på dagsordenen i EU, og dels på grund af PVC-industriens lydhørighed over for kritikken af de miljø- og sundhedsmæssige udfordringer. Gennem partnerskaber som Vinyl 2010 og VinylPlus® – bestående af hele værdikæden af europæiske PVC-relaterede virksomheder – har PVC-industrien opnået mange af de resultater, som i årevis har været efterspurgt af NGOer og andre aktører.

Mere end 5 millioner tons PVC er genanvendt siden 2000, og mængden vokser for hvert år. Tungmetaller er udfaset, problematiske ftalater er udskiftet med sikre alternativer og emissioner og energiforbruget er reduceret. Rejsen mod renere produktion, bæredygtig brug af additiver, energireduktion og udbredelse af genanvendelse fortsætter i de kommende år.

Både Europa-Kommission og FN har udråbt PVC-industrien som bannerfører for den cirkulære økonomi og en rollemodel for andre industrisektorer, takket være partnerskaberne med Vinyl 2010 og VinylPlus® og den enorme udvikling, der siden 2000 er sket.

Christoph Yvetot fra FNs Organisation for Industriel Udvikling (UNIDO) udtaler således: ”Fra vores side er vi klar til at arbejde tættere sammen med VinylPlus, måske også promovere denne model til andre lande rundt om i verden. VinylPlus viser, hvordan industrien kan forandre sig, og det er en god rollemodel.”

I en tale til PVC-industriens repræsentanter i Istanbul i 2013 udtalte den danske ambassadør og seniorrådgiver for FN's Office for Partnerships, Tomas Anker Christensen: ”Den tilgang, I har med opbygning af partnerskaber og fastlæggelse af fælles standarder og målsætninger om bæredygtighed, håber jeg, at I vil være i stand til at sprede både til kolleger og lignende industrier i andre dele af verden. Jeg tror, at hvis I er i stand til at gøre det, så vil I hjælpe FN-agendaen på vej. Jeres vugge til vugge-tilgang er præcis, hvad der er behov for.”

Læs flere udtalelser fra VinylPlus’ interessenter.

Ja, der findes alternativer til både hård og blød PVC. Men hvor det tidligere var mere åbenbart at en substitution var ønskelig, er det i dag mere end tvivlsomt, om der er en miljøgevinst at hente ved at benytte alternativer til PVC. Ingen nye analyser peger i den retning. Da PVC-produkter i stigende omfang genanvendes, de uønskede ftalater og tungmetaller er blevet substitueret, samt udslip i forbindelse med produktion er under kontrol, er PVC et helt andet materiale end det var engang. Men en ting er sikkert, og det er, at skifter man PVC ud med alternative materialer, får man et produkt der dels er mere kostbart, dels af ringere teknisk kvalitet.

PVC er den mest anvendte plasttype i byggeriet. For at gøre hårde PVC-byggeprodukter som rør og vinduer langtidsholdbare og vejrbestandige, samt af tekniske årsager i fremstillingsprocessen, tilsættes små mængder af såkaldte stabilisatorer. I dag bruges sikre tungmetalfri stabilisatorer som calcium-zink.

Tidligere brugte man bly, men det er nu udfaset på europæisk plan. Udfasningen startede i Danmark. Som det første land i verden blev bly forbudt i 2002. Ligeledes besluttede Danmark, at udtjente byggeprodukter af hård PVC indeholdende bly ikke måtte genanvendes hertillands. Det er derfor det hårde PVC-affald WUPPI-ordningen indsamler bliver transporteret til udlandet til genanvendelse. EU-Kommissionens forslag til en forordning, som nu er udsat på grund af Parlamentets modstand, ville fjerne den danske særregel og dermed åbne for genanvendelse af blyholdigt PVC i Danmark.

Selvom bly for længst er udfaset i Danmark kan der på grund af PVC-produkternes lange levetid – for nogle produkter over 100 år – fremkomme blystabiliserede PVC-produkter i affaldsstrømmen i mange år frem. Striden står om dette gamle blyholdige PVC skal genanvendes eller ej, og her mener vi – i lighed med EU-Kommissionen – at det er bedre at drage nytte af de store klima- og ressourcebesparelser ved genanvendelse fremfor deponi eller forbrænding.

Det er vigtigt at understrege, at der ligger en grundig videnskabelig vurdering bag Kommissionens forslag. Konklusionen er, at migrationen fra genanvendt blyholdigt PVC er ubetydelig og ikke udgør nogen risiko for mennesker eller miljø. Det er derfor sikkert bruge genanvendt blyholdigt PVC i de applikationer og under de anvisninger, som Kommissionen foreslår.

Nej. PVC-rør er fremstillet af hård PVC og indeholder derfor ikke blødgørere som fx ftalater.

Nej, PVC-rør er kendetegnet ved en meget lang levetid – 100 år eller mere.

Den første store installation af PVC-rør fandt sted i Tyskland i 1936 til drikkevand og afløbssystemer i forskellige boligområder, herunder den olympiske by i Berlin. De fleste af disse rør er stadig i brug i dag – hvilket repræsenterer over 80 års driftssikkerhed.

Studier fra Europa og resten af verden har vist, at PVC-vand- og gasrør kan være i sikker drift i mindst 100 år uden nogen form for nedbrydning. Og når de efter +100 år har udtjent deres funktion kan de genanvendes og indgå som råmateriale i nye rør.

Nej. Selvom vinylklorid er en del af fremstillingsprocessen for polyvinylklorid, er der ingen sammmenhæng mellem vinylkloridforureningen fra Grindstedværket og PVC. Der har aldrig været PVC-råvareproduktion i Danmark, og den vinylklorid man har fundet i området omkring Grindstedværket stammer fra klorerede opløsningsmidler, der tidligere blev anvendt på fabrikken. Over tid og under særlige forhold kan de klorerede opløsningsmidler blive nedbrudt til vinylklorid.

Desuden er der i dag så skrappe krav til håndtering af vinylklorid i PVC-produktionen i Europa, at fremstillingen af plasten hverken udgør en risiko for mennesker eller miljø når det gælder vinylklorid.