Ofte stillede spørgsmål om PVC

Få svar på ofte stillede spørgsmål om PVC. Hvis du har spørgsmål du ikke kan finde svar på her, så kontakt os på pvc@pvc.dk.
1Hvad er PVC?
PVC står for polyvinylklorid, men kendes nok bedst som vinyl. PVC er et af de mest anvendte plastmaterialer, og du møder PVC overalt i samfundet, i det offentlige rum, på arbejdet og inden for hjemmets fire vægge. At PVC er så udbredt skyldes materialets tekniske egenskaber, lave pris og talrige miljømæssige fordele, bl.a. lang holdbarhed, genanvendelighed, den lave vægt og minimal vedligeholdelse. Udover at have opfyldt en lang række samfundsbehov i over 100 år, repræsenterer PVC ydermere en unik mulighed for vores fremtid, og de mange udfordringer plasten står overfor. Efter mange årtiers målrettet arbejde, samt store miljøinvesteringer på europæisk plan, bliver PVC-industrien i dag således kaldt for en frontløber i den cirkulære økonomi og en rollemodel for andre industrisektorer af såvel Europa-Kommissionen som af FN.
2Til hvilke produkter er PVC mest anvendt?
PVC anvendes hovedsageligt i byggeriet til langtidsholdbare og genanvendelige produkter. Kig dig omkring, og du vil med stor sandsynlighed finde genstande og produkter, der er fremstillet af PVC. Hvor 60 % af PVC’en fortrinsvis bruges til fremstillingen af tagbelægninger, tagrender, kabler, gulve, rør og vinduer, anvendes de resterende 40 % inden for sundhedssektoren, it- og elektroniksektoren, transportsektoren og idræts-, kultur- og fritidssektoren. Der er her tale om bl.a. medicinsk udstyr, isolering af elkabler og bolde.
3Hvordan fremstilles PVC?
PVC fremstilles af salt og olie eller naturgas, og netop saltet er grundstenen i PVC. Salt er en uudtømmelig ressource, og spaltes i en kemisk proces i natrium og klor. Kloren, der bruges til fremstillingen af PVC, benyttes ligeledes til desinficering af drikke- og badevand, til fremstillingen af livsvigtig medicin, computere, batterier til hybridbiler og en lang række andre produkter. På denne måde indgår PVC-fremstillingen i en større tilstrømning af vedvarende og samfundsunderstøttende produkter.
4Hvad er forskellen på hård og blød PVC?

PVC er som udgangspunkt et stift og hårdt materiale. Hård PVC anvendes typisk til vinduesprofiler, tagrender og rør, men andre, mere fleksible produkter, så som gulve og medicinske slanger kræver blød PVC.

PVC blødgøres ved hjælp af ftalater eller andre blødgørere. Ftalaterne kan opdeles i to grupper: høj- og lavmolekylære ftalater. Hvor de højmolekylære ftalater anses som uproblematiske at anvende, klassificeres de lavmolekylære som reproduktionsskadelige. På grund af enten forbud eller stram regulering anvender PVC-industrien inden for EU i dag de lavmolekylære ftalater i et særligt begrænset omfang til meget specifikke produkter, der er omfattet af en streng europæisk lovgivning for at sikre forbruger- og miljøsikkerhed. Danske plastvirksomheder anvender stort set ikke længere de problematiske ftalater, og forbruget af blødgørere, der ikke er ftalater, er stigende.

5Hvor længe har PVC været en del af samfundet?

PVC’ens oprindelse kan spores tilbage til 1913, da den tyske kemiker, Dr. Fritz Klatte, fik sin ansøgning om at tegne patent på fremstillingen af PVC godkendt. Dr. Klatte, der med patentet skrev sig ind i kemihistorien, forudså PVC-materialets potentiale i et Europa under voldsom industriel og teknologisk udvikling.

Det var dog først i slutningen af 1950’erne, at PVC-produktionen for alvor blev udbredt i Europa og andre dele af verden, dels på grund af de tekniske muligheder der nu forelå, og dels på grund af PVC’ens nytteværdi, særligt inden for bygge- og anlægssektoren. Rør, vinduer, døre, gulve og kabler fremstilles i PVC.

PVC’ens historie har været og vedbliver således med at være uløseligt forbundet med det moderne velfærdssamfunds historie og med den vestlige kulturhistorie – i form af vinylpladens indtog i musikken – dette takket være materialets unikke udfoldelsesmuligheder.

6Er PVC ikke et farligt og giftigt stof?

Det er ikke PVC-materialet som sådan der kan være farligt eller giftigt. Tilsætter man tilladte tilsætningsstoffer er der ingen risiko overhovedet ved at bruge PVC-produkter. I EU sikrer REACH-forordningen, at der er styr de stoffer man anvender i PVC’en. Moderne PVC-byggeprodukter, som genanvendes efter mange års brug er således IKKE farlige. Tværtimod kan PVC’en her være et samfundsnyttigt produkt, der på grund af sin lange holdbarhed, lethed og genanvendelighed være et materiale, som kan passe perfekt i den cirkulære økonomi.

Det er ofte bløde PVC-forbrugerprodukter fra Fjernøsten, som tiltrækker opmærksomheden når talen falder på at PVC skulle være farligt. På grund af afvigende miljøhensyn og manglende tilsyn i de fjernøstlige plastindustrier håndteres de problematiske stoffer i den bløde PVC i langt mindre grad end i Europa.

Ser vi bort fra producenterne af medicinsk udstyr, så har danske virksomheder for længst udfaset de hormonforstyrrende ftalater, og i Europa er de så godt som forsvundet. Fra 2020 er EU-landene blevet enige om helt at stoppe importen til EU af varer med problematiske ftalater.

At sige PVC-materialet som sådan er farligt, svarer til at påstå køkkensalt er et farligt stof. Ifølge Miljøstyrelsen ender hvert år 700.000 tons madaffald i skraldespandene i danske hjem, kantiner, restauranter og dagligvarebutikker. En stor del bliver kørt direkte på forbrændingsanlægget. Hver dansker indtager 10 g salt om dagen gennem maden, så saltindholdet i madaffald må være betydeligt. Det saltholdige madaffald skal, når det havner i forbrændingsovnene – nøjagtig som det er tilfældet med PVC-affaldet – neutraliseres med kalk, og bortskaffes som farligt affald. Det giver derfor ingen mening at kalde PVC et farligt stof. Men hermed absolut ikke sagt, at PVC ikke skal holdes udenfor affaldsforbrændingen lige såvel som man skal forsøge at udnytte ressourcerne i madaffaldet på en bedre måde.

7Skaber PVC ikke problemer når plast genanvendes?

Nej, tværtimod. PVC udmærker sig som materiale ved at beholde sine tekniske egenskaber, selv efter at være blevet genanvendt flere gange. Forsøg har eksempelvis vist, at et PVC-rør kan genanvendes op til syv gange og stadig bibeholde tekniske egenskaber. I EU genanvendes omkring 640.000 tons PVC per år, hvilket i CO2-besparelse svarer til at fjerne 640.000 biler fra de europæiske veje, og mængden af genanvendt PVC er fortsat stigende. Målet er 900.000 tons per år i 2025.

8Har PVC ikke et dioxin-problem?

Nej, ikke længere. For år tilbage blev PVC retmæssigt knyttet sammen med dioxinforurening. Både når det gjaldt produktionen af råvaren, og når det gjaldt forbrænding af PVC-affald. Nu er sagen en ganske anden. Historien om PVC og dioxin er faktisk et eksempel på en rigtig god miljøhistorie, hvor en indsats fra både myndigheder og industri har før til markante resultater. I dag er de meget små dioxinudslip, der finder sted i forbindelse med PVC-produktion i EU uden betydning. PVC-produktion udgør i dag omkring 0,1% af industriens samlede udledninger, som i øvrigt er faldet med 99% gennem de seneste årtier. PVC’ens andel er derfor i dag ubetydelig. Når det gælder industriproduktion er det i dag stål- og cementindustrien, der står for den største udledning af dioxiner til miljøet.

Tidligere var forbrænding af affald i affaldsforbrændingsanlæg den største kilde til forurening med dioxin, men her har indførelsen af krav om bedre forbrænding og rensning af røgen ført til at udslippene er faldet med 94 %. Det er meget tvivlsomt om PVC-affaldet i dag overhovedet har en rolle at spille, når det gælder dioxinforurening i forbindelse med forbrænding. I dag er det røgen fra fyring med træ i private husholdninger der er den største nationale kilde til forurening med dioxin af det danske miljø. Træfyring står nu for 40 % af det samlede danske udslip af dioxin. Ildebrande er den næststørste kilde i dag, idet brande i bygninger, biler og lossepladser står for 28 % af det samlede danske udslip.

9Skaber PVC ikke bjerge af farligt affald når det forbrændes?

I forbrændingsfasen af PVC dannes der saltsyre, der skal neutraliseres i skorstenen. Herved skabes restprodukter, som skal deponeres som ”farligt affald”. I Danmark anslås det, at PVC-affald udgør mindre end fem procent af alle de restprodukter, som skal deponeres efter forbrænding.

For at reducere dannelse af restprodukter, har Danmark en politik der kræver, at det bløde PVC-affald skal deponeres og ikke forbrændes. I Skandinavien er det kun Danmark, der ser sådan på det. I de andre nordiske lande mener man ikke, at forbrændingsproblematikken forbundet med PVC udgør et så stort problem, at man helt skal undgå forbrænding. De anser det for mere hensigtsmæssigt at udnytte den energi, PVC-affaldet giver i forbrændingsprocessen frem for at øge mængden af affald, der skal på deponi.

Da blød PVC i princippet kan genanvendes, vil det være muligt i fremtiden at reducere deponi og forbrænding markant. På forsøgsbasis foreligger der allerede lovende resultater med at omdanne røgrensningsprodukterne til nyttige kemikalier, hvor restprodukterne genanvendes til fremstillingen af glas, papir, beton og vaskemiddel. Herved undgår man deponi.

I denne sammenhæng udgør PVC i gennemsnit 1 % af det affald, der går til forbrænding. Mængden tyder endda på at være lavere i Danmark, på grund af bestræbelserne på at udsortere og genanvende PVC.

10Er den bløde PVC ikke fyldt med hormonforstyrrende ftalater?

Omkring en tredjedel af den PVC, der produceres i Europa, består af blødgjort PVC. Når denne type PVC anses som værende problematisk, skyldes det PVC-forbrugerprodukter der produceres i Fjernøsten, og finder vej til Europa via nethandel eller import. På grund af afvigende miljøhensyn og manglende tilsyn i de fjernøstlige plastindustrier håndteres de problematiske stoffer i den bløde PVC i langt mindre grad.

Ser vi bort fra producenterne af medicinsk udstyr, så har danske virksomheder for længst udfaset de hormonforstyrrende ftalater, og i Europa er de så godt som forsvundet. Fra 2020 er EU-landene blevet enige om helt at stoppe importen til EU af varer med problematiske ftalater.

11Er PVC-folier til fødevarer ikke fyldt med hormonforstyrrende ftalater?
Nej, der er ikke ftalater i de afgiftsbelagte PVC-folier til fødevarer. Det har der ikke været i mange år. Der er sat ekstra forsigtige grænseværdier på disse fødevareemballager, hvilket betyder, at det nu er andre sikre blødgørere, som anvendes til fremstilling af de bløde PVC-folier. Det siges også, at der er ftalater i de øvrige bløde PVC-produkter. Der bør her skelnes mellem klassificerede (læs: farlige ftalater) og ikke klassificerede (sikre) ftalater. I EU produceres langt det meste bløde PVC uden brug af klassificerede ftalater, og ingen danske virksomheder (bortset fra producenter af medicinsk udstyr) benytter klassificerede ftalater i deres bløde PVC. Det har EU’s REACH-forordning sat en stopper for.
12Findes der alternativer til ftalaterne?
Ja, der findes en lang række alternativer til ftalater, som kan anvendes som blødgørere i blød PVC. De mest kendte er DINCH, DEHT, TOTM og BTHC. Disse fire blødgørere er godkendt til medicinsk brug af den europæiske farmakopé, som sætter sikkerheds- og sundhedsstandarderne for medicinsk udstyr i Europa og følges i resten af verden.
13Er der fortsat hormonforstyrrende ftalater i medicinsk udstyr?
Ja, den uønskede ftalat DEHP anvendes fortsat i en vis udstrækning i det PVC-baserede medicinske udstyr. Ny lovgivning betyder dog, at dette hormonforstyrrende stof vil være udfaset i det medicinske udstyr inden for en kort årrække. Gennem innovation har den kemiske industri udviklet en lang række sikre alternativer, som nu er blevet godkendt til anvendelse i det højt regulerede område, som medicinsk udstyr tilhører.
14PVC fremstilles jo delvis af klor. Er det ikke et afgørende problem for PVC?
Klor er et grundelement i en lang række kemiske processer, og bruges udover desinficering af drikkevand bl.a. til fremstilling af livsvigtig medicin, batterier til hybridbiler og computere. Klor udvindes af almindeligt salt og udgør 57 % af PVC-råvaren. Salt er en uudtømmelig ressource. Den store saltmængde betyder, at der bruges mindre olie til at fremstille PVC end til andre plasttyper. Og saltmængden er også årsag til, at PVC hører til de prisbillige plastmaterialer. Men det faktum at PVC delvis består af klor betyder, at der dannes saltsyre ved forbrænding. Når PVC-affald skal brændes tilsættes kalk til forbrændingsprocessen, hvilket betyder, at der dannes restprodukter, som skal deponeres som farligt affald. Det anslås, at PVC-affaldet bidrager til mindre end 5 % af de restprodukter, der skal deponeres. Med den stigende mængde PVC, der bliver genanvendt mindskes mængden af restprodukter, som skal til deponi.
15Bruger man ikke det miljøfarlige kviksølv til at fremstille PVC?
Nej, ikke længere. EU har forbudt brugen af kviksølv i industrien, og den europæiske PVC-industri har nu gennem store investeringer konverteret sine produktionsanlæg til en sikker teknologi. En sidegevinst er bl.a. at der er en markant energibesparelse på helt op til 25%, når virksomheden har skiftet teknologi. Der foreligger nu et arbejde i FN-regi med at gøre den såkaldte Minamatakonvention om minimering af kviksølv verdensomspændende.
16Kræftfremkaldende VCM er nødvendigt for at producere PVC. Er det ikke et problem for arbejdsmiljøet?
Nej, ikke længere. Når det gælder VCM-eksponering i PVC-råvarefabrikkernes arbejdsmiljø, kan man heldigvis konstatere, at det er et eksempel på endnu et problem, som er løst. Eksponeringen af det kræftfremkaldende stof VCM i arbejdsmiljøet var et meget alvorligt problem for de mennesker, der arbejdede i PVC-industrien i begyndelsen af 1970’erne. I USA fik enkelte PVC-arbejdere konstateret kræft. De havde arbejdet med at rengøre de tanke, hvor VCM blev opbevaret. Som følge af kræfttilfældene stilles der nu meget strenge krav til VCM i arbejdsmiljøet. I dag er der således ingen eksponering af betydning. Det anses i dag for sikkert, at arbejde på en PVC-råvarefabrik.
17Grundet PVC-produkternes lange holdbarhed kan PVC-affald indeholde uønskede stoffer, som man ikke længere bruger. Er det ikke bedre for miljø og sundhed at undgå genanvendelse af det gamle PVC?

Det er et spørgsmål man længe har diskuteret i miljøvidenskabelige kredse og i EU-Kommissionens kompetente organer. Her er det igen vigtigt, at skelne mellem det hårde og det bløde PVC-affald, der indeholder disse gamle uønskede tilsætningsstoffer. Når det gælder hård PVC, så er man er for nylig kommet frem til, at så længe man overholder nogle strenge krav til indhold af tungmetaller i det genanvendte materiale, så er der ikke nogen risiko for hverken sundhed eller miljø ved at man genanvender PVC med tungmetaller. Ud fra en klimavinkel er dette vigtig. Man opnår tydelige klimagevinster ved at genanvende PVC frem for at anvende nyt materiale.

Når det gælder det bløde PVC-affald med problematiske ftalater, er sagen en anden. I modsætning til tungmetallerne i det hårde PVC, der ikke migrerer ud af materialet, så har de problematiske ftalater en tendens til at migrere ud af produkterne under brug. Derfor arbejder man at få udvasket de problematiske ftalater af det bløde PVC-affald, førend man genanvender det.

18Alle industrier taler om bæredygtighed og cirkulær økonomi. Hvad gør PVC-industrien i den henseende?

PVC-industrien har taget markante skridt på vejen mod bæredygtighed og cirkulær økonomi, dels på grund af Danmarks vidtspændende bestræbelser på at få sat PVC på dagsordenen i EU, og dels på grund af PVC-industriens lydhørighed over for kritikken af de miljø- og sundhedsmæssige udfordringer. Gennem partnerskaber som Vinyl 2010 og VinylPlus® – bestående af hele værdikæden af europæiske PVC-relaterede virksomheder – har PVC-industrien opnået mange af de resultater, som i årevis har været efterspurgt af NGOer og andre aktører.

Mere end 4.2 millioner tons PVC er genanvendt siden 2000, og mængden vokser for hvert år. Tungmetaller er udfaset, problematiske ftalater er udskiftet med sikre alternativer og emissioner og energiforbruget er reduceret. Rejsen mod renere produktion, bæredygtig brug af additiver, energireduktion og udbredelse af genanvendelse fortsætter i de kommende år.

19Er der andre end industrien selv, der påstår at PVC-industrien er på rette vej, når det gælder bæredygtighed?

Både Europa-Kommission og FN har udråbt PVC-industrien som bannerfører for den cirkulære økonomi og en rollemodel for andre industrisektorer, takket være partnerskaberne med Vinyl 2010 og VinylPlus® og den enorme udvikling, der siden 2000 er sket.

Christoph Yvetot fra FNs Organisation for Industriel Udvikling (UNIDO) udtaler således: ”Fra vores side er vi klar til at arbejde tættere sammen med VinylPlus, måske også promovere denne model til andre lande rundt om i verden. VinylPlus viser, hvordan industrien kan forandre sig, og det er en god rollemodel.”

I en tale til PVC-industriens repræsentanter i Istanbul i 2013 udtalte den danske ambassadør og seniorrådgiver for FN's Office for Partnerships, Tomas Anker Christensen: ”Den tilgang, I har med opbygning af partnerskaber og fastlæggelse af fælles standarder og målsætninger om bæredygtighed, håber jeg, at I vil være i stand til at sprede både til kolleger og lignende industrier i andre dele af verden. Jeg tror, at hvis I er i stand til at gøre det, så vil I hjælpe FN-agendaen på vej. Jeres vugge til vugge-tilgang er præcis, hvad der er behov for.”

Læs flere udtalelser fra VinylPlus’ interessenter.

20Findes der uproblematiske ftalater?
Ja, ikke alle ftalater er ens, når det gælder risiko. Der findes to hovedgrupper af ftalater: Dem der tilhører CMR-stofferne og dem der ikke gør. CMR-stofferne er de stoffer, der kan fremkalde kræft, skade arveanlæg eller skade fosteret og/eller menneskets frugtbarhed. Til denne gruppe hører den mest kendte problematiske ftalat, nemlig DEHP. Da DEHP blev klassificeret som farlig begyndte den europæiske industri at substituere dette kemikalie med en anden type ftalat, nemlig den der hedder DINP. På baggrund af nogle enkeltstående studier, der er blevet foretaget for nylig, begyndte den danske Miljøstyrelse at stille spørgsmålstegn ved, om nu også DINP var sikker at anvende. Men efter at EU’s kompetente videnskabelige komiteer indgående havde vurderet de studier som Miljøstyrelsens argumenter byggede på, kunne de konstatere, at DINP var sikker at anvende som blødgører i PVC-produkter. Af forsigtighedsårsager er det dog forbudt at anvende DINP til legetøj, der er beregnet til at putte i munden.
21Findes der alternativer til PVC?
Ja, der findes alternativer til både hård og blød PVC. Men hvor det tidligere var mere åbenbart at en substitution var ønskelig, er det i dag mere end tvivlsomt, om der er en miljøgevinst at hente ved at benytte alternativer til PVC. Ingen nye analyser peger i den retning. Da PVC-produkter i stigende omfang genanvendes, de uønskede ftalater og tungmetaller er blevet substitueret, samt udslip i forbindelse med produktion er under kontrol, er PVC et helt andet materiale end det var engang. Men en ting er sikkert, og det er, at skifter man PVC ud med alternative materialer, får man et produkt der dels er mere kostbart, dels af ringere teknisk kvalitet.