Dette debatindlæg af Ole Grøndahl Hansen, direktør i PVC Informationsrådet, og Tobias Johnsen, konsulent, VinylPlus/PVC Informationsrådet, har været bragt i Altinget d. 29 april.

Dele af kritikken af klimapartnerskabet har sin berettigelse, men det er ikke rigtigt, at industrien mangler grønne ambitioner. Snarere er ambitionerne for abstrakte og naive på flere områder, mener PVC Informationsrådet og VinylPlus.

På det seneste har der i Altinget været kritik rettet mod de anbefalinger, som Klimapartnerskabet for affald, vand og cirkulær økonomi for nyligt har offentliggjort.

Kritikken har primært været rettet mod industriens manglende vilje til handling og mod, at anbefalingerne i rapporten er meget abstrakte.

Omkring det abstrakte er vi enige. Vi skal genbruge, vi skal genanvende, og vi skal finde cirkulære forretningsmodeller, hedder det. Hvordan disse anbefalinger mere konkret skal udmøntes i praksis, er desværre så godt som fraværende.

Men her hører vores enighed med kritikerne op. Vi mener i al beskedenhed, at vores industri ikke mangler vilje til handling, når det gælder bæredygtig udvikling, som det for eksempel sås, da vi kom med vores samlede bud på, hvordan PVC-plasten kan bidrage til at realisere klimapartnerskabets anbefalinger.

PVC-industriens miljøarbejde er centreret om VinylPlus, der er et frivilligt bæredygtighedsprogram med konkrete mål og faste deadlines.

VinylPlus udmærker sig ved at være en frivillig industriaftale, der fungerer ikke mindst på grund af investeringer i milliardklassen.

Genanvendelse og levetid på højt niveau

At industrien opfylder sine bæredygtighedsmål, har blandt andet medført, at FN og EU-Kommissionen anser PVC-industrien som rollemodel for andre industrier og som frontløber for cirkulær økonomi.

Produktlevetider er et vigtigt parameter for, om et materiale kan karakteriseres som klimavenligt, siger klimapartnerskabet. Når det gælder byggeri, hvor langt størstedelen af PVC’en bruges, er lang levetid et særkende.

Et PVC-kloakrør forventes for eksempel at kunne holde i mindst 100 år, og forsøg viser, at det kan genanvendes mindst ti gange, uden at der skal tilsættes ny råvare. Ingen andre plastmaterialer har vist sig at kunne matche en sådan levetid og genanvendelsesevne.

Et andet vigtigt parameter i rapporten er øget brug af genanvendte materialer, da genanvendelse nedsætter behovet for at producere nyt med langt større CO2-belastning til følge.

Allerede i 2001 satte Vinylplus et ambitiøst mål om at øge genanvendelsen af PVC markant. Siden da er mere end fem millioner tons PVC blevet genanvendt, og for hvert kilo PVC, der genanvendes, spares omkring to kilo CO2.

Den genanvendte PVC fortrænger desuden ny råvare på markedet, og der genanvendes omkring 740.000 tons PVC årligt i Europa. Uden genanvendelse skulle der bygges tre nye store PVC-råvarefabrikker.

Danmark har ikke førertrøjen på

Udvikling af nye materialer, som klimapartnerskabet også anbefaler, er i det hele taget central for den europæiske PVC-industri. Gennem innovation er det lykkedes at udskifte uønskede stoffer i PVC med sikre alternativer.

Men at det skulle være os i Danmark, der med klimapartnerskabets ord skal “vise vejen til klimaneutralitet”, finder vi tvivlsomt.

Selvom Danmark eksempelvis har haft succes med at identificere mange miljø- og sundhedsmæssige aspekter ved kemikalier, så må vi ikke glemme, at vi ikke har nogen større kemisk industri hertillands.

Når det gælder plast, skal vi efter vores opfattelse ikke se Danmark som et land, der alene kan vise verden vejen til klimaneutralitet.

For eksempel er det Sverige, der har den nordiske førertrøje på, når det gælder udviklingen af biobaserede materialer, som klimapartnerskabet anbefaler.

Her findes nemlig en stærk petrokemisk industri med stor viden, som i øjeblikket mobiliseres for at gøre morgendagens plastprodukter mere klimavenlige.

Det samme gør sig gældende, hvis vi ønsker at udvikle plastprodukter, der kan holde endnu længere end i dag. Her er det især vores tyske naboer, som har den ekspertise, der skal til for eksempelvis at opfinde nye tilsætningsstoffer, der gør, at rør og vinduer kan holde hundreder af år.

Vejen mod cirkulær økonomi bliver med andre ord kun farbar, hvis den bliver lagt sammen med andre europæiske lande og deres industrier.

Langt fra mål i køreplan

En sidste kommentar herfra skulle lige være den, at vi selvfølgelig deler klimapartnerskabets høje ambitionsniveau. Men sætter man alt for høje mål uden at overveje sanktioner og løbende rapportering og auditering, kan ambitionerne give bagslag.

Vi ser desværre igen og igen, at myndigheder og organisationer sætter helt urealistiske tidshorisonter for implementering af meget gennemgribende forandringer.

Især EU-Kommissionen er slem til at overvurdere, hvad der kan lade sig gøre. Ifølge køreplanen til et ressourceeffektivt Europa fra 2011 skulle lossepladser for eksempel være afskaffet i Europa i 2020, og affaldsforbrænding kun gælde ikke-genanvendeligt affald. Som bekendt er vi desværre endnu langt fra det mål.

Det samme gør sig gældende for FN’s Verdensmål. Det er vel naivt at tro, at vi i allerede 2030 har løst verdens problemer. Ligeledes kommer klimapartnerskabets vision om, at 90 procent af alt affald genanvendes om bare ti år højst sandsynlig ikke til at ske.

Men når det er sagt, udstikker partnerskabet en række gode pejlemærker, og det er vores håb, at vi med dette indlæg har sandsynliggjort, at et af de mest anvendte plastmaterialer tager klimaudfordringen alvorligt og investerer store summer i bæredygtighed og på denne måde forhåbentlig kan være et eksempel for andre.