Uddrag af denne replik er offentliggjort under videnskab.dk's artikel "Færre forbudte ftalater i vores urin – men flere nye »bekymrende« erstatninger"

Konstruktive nyheder fik aldrig rigtig luft under vingerne. Medierne fandt hurtigt ud af, at skrækhistorier sælger bedre end opbyggelige fortællinger. Frygten for de farlige kemikalier er en sådan skrækhistorie, og i særdeles har ftalater i PVC givet næring til mange artikler gennem tiderne. Seneste på videnskab.dk, hvor et nyt studie med et i grunden positivt budskab hurtigt bliver til en dyster historie om sisyfosarbejde mod den mægtige industri.

I kort form beskriver artiklen, at der er færre forbudte ftalater men flere af erstatningsstofferne i urinen blandt danske og tyske drenge og unge mænd. De nye blødgørere er ifølge de bekymrede forskere i artiklen potentielt lige så skadelige – ”men vi ved det bare ikke endnu,” som en af dem siger. Der plæderes derfor ud fra et forsigtighedsprincip for et forbud mod blødgørere i PVC-plast generelt.

Dette simple budskab, som sætter spørgsmålstegn ved sikkerheden af kemiske stoffer generelt, kræver dog en nuancering. Sagen er nemlig, at substitutionen af farlige ftalater i PVC er en dansk succeshistorie. Det var primært danske forskere med Skakkebæk i spidsen der for snart mange år siden fandt mulige negative virkninger ved visse ftalater. Miljømyndighederne fulgte op, og Danmark fik skabt opbakning til et EU-forbud mod brugen af de mest anvendte skadelige ftalater.

Som artiklen rigtigt beskriver, startede industrien udviklingen af nye ftalatfri blødgørere lang tid før forbuddet blev en realitet. For at undgå at de nye blødgørere skulle arve de samme negative egenskaber som dem de skulle erstatte, sammensatte kemikerne molekylerne anderledes end de farlige ftalater. Det lykkedes. De nye blødgørere, fx DINCH og DEHT, har således ikke de samme negative effekter på mennesker og miljø og migrerer langt mindre end de forbudte ftalater.

I EU har industrien ansvaret for at sikre stoffer den sender på markedet er sikre, så efter at have brugt omkring 40 milliarder kroner på udvikling og test blev blødgørerne godkendt af REACH, som er verdens skrappeste kemikalieregulering. No data, no market er dette princip blevet kaldt.

Udover at leve op til de strenge informationskrav i REACH, er stofferne grundigt undersøgt under forskellige programmer af EUs kemikalieagentur (ECHA) uden at der er fundet bevis for at stofferne ikke skulle være sikre i brug. De er også blevet vurderet af bl.a. den danske miljøstyrelse og Kemikalieinspektionen i Sverige, og er godkendt til kritiske applikationer som fx medicinsk udstyr. 

Denne gode nyhed preller dog af på de bekymrede danske forskere i videnskab.dk's artikel, som ikke har tiltro til at eksperterne hos ECHA i Helsingfors gør deres arbejde grundigt nok. Og jo, selvfølgelig giver argumentet om at de stoffer, der vurderes sikre i dag, ikke nødvendigvis er det i morgen, mening. Men følges logikken til dørs bliver resultatet uoverskueligt: Alle kemikalier skal forbydes, for det kan jo ikke udelukkes at de i fremtiden vil vise sig at være skadelige.

Et sådant ekstremt forsigtighedsprincip er der givetvis opbakning til i visse kredse, men er praktisk umuligt og vil sætte udviklingen af sikre alternativer til uønskede stoffer i stå. For spørgsmålet er om der nogensinde vil blive genereret nok data til at afmontere bekymringerne? Når det gælder blødgørere i PVC-plast synes det i hvert fald ikke muligt at overbevise dele af den danske forskerstand om at de er sikre i brug. Man fristes næsten til at kalde det sisyfosarbejde.