Chat om medicinsk udstyr i plast
10/12/2012PVC fylder 100 år – kronik i Ingeniøren
04/09/2013Bogen udkommer i dag og beskriver kunstnere som “extreme users” af plast
Museer verden over oplever lidt af et fælles paradoks. De kunstværker, der hurtigst og mest akut kræver bevaringsmæssige indgreb, er ofte værker af nyere dato. Nærmere bestemt er det kunstværker, der indeholder eller udelukkende består af plastic. Fra 1960’erne finder plastic vej til kunsten i takt med dens indtog i hverdagen. Plast kan bearbejdes, bruges, blødgøres og hærdes i et utal af faconer. Et ideelt materiale for den formgivende kunstner. Men de kemiske processer i plastic nedbrydes langt hurtigere end de fleste andre materialer, og uundgåelige faktorer som varme, lys og luft fremskynder ældningen radikalt.
PRIMI bygger bro mellem videnskab, kunst og industri
Netop denne problemstilling var årsagen til, at forskningscentret CATS ved Statens Museum for Kunst i 2010 tog initiativ til et nyt forskningssamarbejde, der bygger bro mellem de humanistiske videnskaber og naturvidenskaben.
PRIMI er således et partnerskab mellem plastindustrien, kunstnere, designere, forskere og kunstkonservatorer, som forhåbentlig med tiden skal være med til at gentænke og bearbejde plastmateriale på en radikal anderledes og mere bæredygtig måde.
I dag udgiver Statens Museum for Kunst og forskningscentret CATS en ny bog, der sammenfatter en række af PRIMI-projektets (PRIMI – Plastic Research and Innovation for Museums and Industry) overvejelser og analyser med henblik på, at de kan føres videre i fremtidig forskning. Bogen er rigt illustreret og indeholder artikler og bidrag af forskere, konservatorer, kunstnere samt aktører fra plastindustrien.
Extreme users
Bogens grundlæggende fokus hæfter sig ved tanken om billedkunstnere og designere som extreme users. Med grænsesøgende metoder har kunstnere gennem tiden skabt grobund for nyopdagelser til forbedret brug af materialer, når det gælder kvalitet, æstetik, anvendelighed og holdbarhed. Denne kongstanke forfølger bogen, bl.a. gennem dialog med en række danske kunstnere og designere. Samtidig fremlægger udgivelsen museumskonservatorenes unikke viden på området. Sammenlignet med kunstnere og plastindustrien registrerer konservatorer nemlig i langt højere grad og over længere tid ældningsprocesserne i plastmaterialer.
Bogen indeholder artikler af Roland Barthes, Claus Carstensen, Louise Cone, Christian Flindt, Bodil Jerichau, Ole Grøndahl Hansen, Lars Lundbye, Yvonne Shashoua og Carsten Thau.
De deltagende kunstnere og designere i PRIMI-projektet har desuden skabt helt nye værker af plast, der indgår i bogen. Søren Dahlgaard har skabt bogens cover, mens Claus Carstensen, Christian Flindt, Bodil Jerichau og Bjørn Poulsen har udarbejdet en billedside i plast.
Bogen er hardcover, på 76 sider og rigt illustreret. På engelsk.
Pris: 148 kr. Kan købes hos Arnold Busck.
Læs PRIMI-bogen.
Læs mere om PRIMI-projektet.