PVC er hovedsageligt lavet af klor udvundet fra almindeligt salt, hvilket i princippet er en uendelig ressource og gør materialet særdeles ressourceeffektivt, langtidsholdbart og genanvendeligt. For at udnytte genanvendeligheden har PVC-industrien i Europa gennem mange år investeret massivt i indsamlingssystemer. Selvom indsatsen for at gøre PVC’en mere cirkulær fortsat øges, kan det ikke undgås at noget PVC havner i forbrændingsanlæggene. Det kan fx være forbrugerprodukter købt på netbutikker udenfor EU, som smides ud med den almindelige dagrenovation.

Dansk teknologi kan udnytte restprodukter

Når PVC og andet klorholdigt affald forbrændes skal røggassen renses for at undgå udslip af syregasser. De såkaldte restprodukter, eller flyveasken, er hidtil blevet deponeret som farligt affald i udlandet. Restprodukterne, som bliver dannet om PVC’en er til stede eller ej, har i mange år været danske myndigheder og NGO’ers hovedanke mod PVC, og har betydet, at blød PVC skal deponeres og hård PVC genanvendes. Imidlertid kan den dansk udviklede miljøteknologi HaloSep omdanne flyveasken til genanvendelige metaller, vejsalt og renset aske. Teknologien kan installeres på både nye og eksisterende anlæg og har potentiale til at blive den næste grønne danske eksportsucces.

 

PVC-industrien bidrager til den cirkulære økonomi

Genanvendelse af PVC og anden plast er at foretrække, da man herved udnytter ressourcerne bedst muligt. Både i Europa og Danmark gøres der meget for at øge genanvendelsesmængderne af PVC. Gennem VinylPlus®-programmet genanvendes der hvert år over 800.000 tons PVC-affald i Europa, med et mål om 900.000 tons per år i 2025 og 1 million tons i 2030.

I Danmark sikrer WUPPI-ordningen at det hårde PVC-affald fra byggeriet – som er der hvor størsteparten af PVC'en bruges – kan indsamles til genanvendelse. WUPPI er med til at gøre PVC til den suverænt mest indsamlede byggeplast i Danmark ifølge DTU.

 

Barrierer for genanvendelse

Det er desværre ikke altid miljømæssigt eller økonomisk forsvarligt at indsamle PVC til genanvendelse. Det kan skyldes at affaldsfraktionerne er svært tilgængelige og kræver mere energi at indsamle end hvad kan opnås af besparelser ved genanvendelse. Det kan også være fordi affaldet indeholder uønskede ftalater.

Desuden kan mange af de PVC-produkter, der tidligere blev produceret, bestå af flere forskellige materialer, hvilket vanskeliggør genanvendelse. I dag har man dog i designfasen meget mere fokus på at de produkter man designer skal kunne genanvendes.

 

Forbrænding foretrækkes i Norden – bortset fra Danmark

Spørgsmålet er hvad man gør med det PVC-affald, der ikke kan genanvendes. Ifølge EU's affaldshierarki er forbrænding en bedre løsning end deponi. Ved forbrænding genindvindes noget af energien fra PVC-affaldet til strøm og varme. Samtidig sikrer teknologi på forbrændningsanlæggene, at problematiske emissioner ikke slipper ud i atmosfæren. 

Forbrænding af PVC-affald har blandt danske myndigheder i mange år været betragtet som et alvorligt miljøproblem, og man har reguleret herefter. I praksis betyder det at hård PVC skal indsamles til genanvendelse, mens blød PVC skal deponeres. Rapporten PVC waste treatment in the Nordic countries fra Nordisk Ministerråd viser, at de andre nordiske lande har fundet det miljømæssigt forsvarligt, gennem forbrænding, at udnytte energien i det PVC-affald, som ikke genanvendes.

 

Miljøstyrelsen: PVC bidrager med mindre end 5% af restprodukterne

PVC laves delvist af klor udvundet fra almindeligt bordsalt. Det gør plasten ressourceeffektiv, da salt jo som bekendt er en uudtømmelig ressource. Klor giver dog en udfordring når det forbrændes. For ikke at danne saltsyre (HCl) der bidrager til syreregn, hvilket tidligere var et stort problem i Europa, skal kloren neutraliseres. Dette sker i det såkaldte røggasrensingssystem, som er påbudt alle forbrændingsanlæg i EU. Sammen med det øvrige affald bidrager PVC til røggasrensningsprodukter. PVC bidrager ifølge Miljøstyrelsen med mindre end 5% af restprodukterne, også kendt som flyveaske.

Flyveasken samles i sække og transporteres til sikker nyttiggørelse som fyldmateriale i Norge og udtjente tyske saltminer, hvor det erstatter grus. Flyveasken blandes med vand, additiver og andre affaldsfraktioner, hvorefter massen pumpes ind i saltminen. Massen danner et cementlignende materiale, som gør at saltminen ikke kollapser. DTU vurderer, at der ikke foregår udvaskning de første 100 år fordi materialet ligger under grundvandet.

Dansk teknologi forvandler restprodukter til ressourcer

For at undgå restprodukter fra forbrænding af PVC og andet affald har man længe forsket i at genanvende eller minimere restprodukterne. Det er nu lykkedes. Den danske HaloSep-teknologi, som er udviklet af ingeniør Erik Rasmussen, kan udtrække tungmetaller såsom zink fra flyveasken. Metallerne bliver genanvendt i nye produkter. Slutprodukterne fra processen er vejsalt, saltvand og renset aske, som kan deponeres lokalt eller anvendes i beton. HaloSep har kørt som fuldskalaforsøg på Vestforbrænding i Glostrup siden 2021 og kan installeres på både nye og eksisterende anlæg. HaloSep er støttet med midler fra EU's Life-program, og har tidligere fået finansiering fra VinylPlus.

Fordele ved HaloSep

 

Miljøstyrelsen: Brændefyring største dioxinkilde i dag

Tidligere var affaldsforbrænding af klorholdigt affald den største kilde til forurening med dioxin, men her har indførelsen af krav om bedre forbrænding og rensning af røgen ført til at udslippene ifølge Miljøstyrelsen er faldet med 94%. Hvor PVC-forbrænding tidligere blev anset som en kilde til dioxin, er det meget tvivlsomt om PVC-affaldet i dag overhovedet har en rolle at spille. De små mængder klor, der findes i affald i almindelighed, er rigeligt til, at dioxiner kan dannes ved uhensigtsmæssig forbrænding, og tilføjelsen af de mængder PVC, der forekommer i affald, har ingen eller kun ringe betydning. Man kan heller ikke opnå en reduktion af dioxindannelsen ved at fjerne PVC fra affaldet.

I dag er det ifølge Miljøstyrelsen røgen fra fyring med træ i private husholdninger der er den største nationale kilde til forurening med dioxin af det danske miljø. Træfyring står nu for 40% af det samlede danske udslip af dioxin. Ildebrande er den næststørste kilde, i det brande i bygninger, biler og lossepladser står for 28% af det samlede danske udslip.

Læs mere

Læs mere om de problematikker, som knytter sig til PVC-forbrænding.

Problemet med PVC i affaldsforbrændingen er nu løst

PVC bidrager med mindre end 5% af de restprodukter, der hidtil er blevet kørt på dyre deponier for særligt farligt affald i udlandet. Restprodukterne kan nu blive nyttiggjort. Processen hedder HaloSep og er udviklet i Danmark med finansiel støtte fra bl.a. den europæiske PVC-industris miljøprogram VinylPlus og EU.

PVC i affaldsforbrændingen

I dette notat skriver ekspert i affaldsforbrænding Ole Hjelmar om hvilken betydning det har PVC havner i affaldsforbrændingen. Notatet er skrevet i 2002, så de forskellige mængder kan være ændret, men udregningerne for hvilken betydning PVC har holder fortsat.

Udgør PVC stadig et dioxinproblem?

I denne rapport gennemgåes 200 videnskabelige studier om PVC og dioxiner. Den overordnede konklusion er, at PVC ikke udgør noget problem i moderne forbrændingsanlæg. Ligeledes konkluderes det, at den europæiske PVC-industri står for ubetydelige 0,1 % af de totale dioxiner der opstår ved industriel produktion. Dioxionemissionerne er i øvrigt generelt faldet dramatisk de seneste årtier grundet regulering og innovation. Det eneste tilbagestående spørgsmål i forbindelse med PVC og dioxiner er ulovlig ukontrolleret afbrænding af affald.

Hvad sker der når PVC forbrændes?

Ifølge EU's affaldshierarki bør ikke-genanvendeligt PVC-affald forbrændes, så energien fra plasten udnyttes. Som alt andet affald der indeholder klor, fx madrester, danner PVC saltsyre (HCl) ved forbrænding. På moderne forbrændingsanlæg sikrer røggasrensningsteknologi, at saltsyren ikke udsendes i atmosfæren.