Der er næppe noget mere patetisk end når industrien ynker over manglende anerkendelse for sin store samfundsunderstøttende betydning. Men i forlængelse af kronikken i Berlingske Tidende d. 7. august hvor betonindustrien går i rette med den ofte ensporede debat om beton, som formidles via medierne, ser vi i PVC-industrien faktisk den nøjagtig samme tendens når vores materiale er genstand for opmærksomhed i medierne.

Selvom man måske tror, at alle i vore dage har nem adgang til at formidle informationer, så er det faktisk sværere end nogensinde før at få ørenlyd. PVC er det anvendte plastmateriale i byggeriet og sundhedssektoren, det er langtidsholdbart og ekstremt genanvendeligt, produceres uden tungmetaller, og EU har sørget for at farlige tilsætningsstoffer er under kontrol. Allerede i dag genanvendes årligt 640.000 tons PVC i Europa – det svarer til produktionen på to store PVC-fabrikker eller det samme som at fjerne 640.000 biler fra de europæiske veje i CO2-besparelse. Genanvendes PVC fremfor at producere nyt, spares der 90% af energien. For hvert kilo PVC der genbruges, spares 2 kg CO2. Det er værd at tage med i klimadiskussionen.

Desuagtet at den europæiske PVC-industri gennem miljøprogrammet VinylPlus® kan dokumentere virkelige fremskridt og anerkendes som forløber for den cirkulære økonomi af EU-Kommissionen og rollemodel af FN, ser vi i Danmark fortsat et syn på PVC, som ikke synes at tage hensyn til den seneste udvikling. Det kom bl.a. til udtryk i foråret, da Socialdemokratiet i deres nye klima- og energipolitik “Danmark skal igen være en grøn stormagt” proklamerede, at så snart de få regeringsmagten, vil de afgiftsbelægge PVC med formål at reducere forbruget. Det synes mildest talt ejendommeligt at afgiftsbelægge et materiale med så god en klimaprofil, særligt når man end ikke har gjort sig den ulejlighed at undersøge om alternativerne er bedre.

Der hvor PVC har en udfordring i dag, er ikke i forbindelse med de produkter danske virksomheder fremstiller. At lægge afgifter på disse produkter vil ikke løse det problem, som vi anerkender eksisterer. Nemlig nethandel. Hvis man fx handler på Wish.com, kan de billige varer man få hjem ofte indeholde uønskede stoffer, fordi de er produceret i lande der ikke er underlagt EU’s fornuftige miljø- og sundhedskrav.

Selvom vi gennem årene har formidlet vores positive miljøhistorie via Twitter, Facebook og alle de andre digitale platforme, er informationsmængden så overvældende, at vi ligesom betonindustrien har svært ved at trænge igennem muren.