Kom til netværksreception på K-messen
10/09/2019Debatindlæg: Plastikskam
01/11/2019PVC Informationsrådet og PVCMed Alliance deltager i projekt støttet af Miljøstyrelsen, hvor brugte iltmasker indsamles og behandles med superkritisk CO2-teknologi før genanvendelse.
Det moderne sundhedsvæsen vi i dag tager for givet ville være utænkeligt uden plast. Plast er overalt på hospitaler og lægeklinikker, lige fra iltmasker og slanger over blodposer til højteknologiske scannere og maskiner til strålebehandling. Størstedelen af det medicinske engangsudstyr er lavet af PVC, som egner sig fortrinligt til genanvendelse. Allerede i dag indsamles og genanvendes brugt PVC-baseret medicinsk udstyr i en række lande verden over, bl.a. i Australien, New Zealand, Sydafrika og England. I et projekt støttet af Miljøstyrelsen undersøger man i øjeblikket mulighederne for lignende ordninger i Danmark.
PVC Informationsrådet og PVCMed Alliance deltager i projektet, hvor anæstesisygeplejersker på Rigshospitalet Glostrup over en periode på to måneder vil indsamle brugte PVC-iltmasker til genanvendelse. Efter indsamling vil maskerne blive behandlet med såkaldt superkritisk CO2-teknologi på Teknologisk Institut. Her udvaskes additiverne, og efter behandling kan plasten indgå som råmateriale til nye produkter.
Medicoplast skal indgå i den cirkulære økonomi
Ifølge direktør i PVC Informationsrådet, Ole Grøndahl Hansen, er dette den rigtige vej at gå: ”PVC er den plasttype der egner sig allerbedst til genanvendelse, og særligt den PVC der bruges til medicinsk udstyr er en råvare i høj kvalitet der kan bruges i et utal af nye produkter efter endt brug. Desuden er medicoplast fordelagtigt for genanvendelsesvirksomheder, da man fx ved præcist hvor mange iltmasker, der bliver brugt på et hospital indenfor en vis periode. Det giver forsyningssikkerhed, hvilket er vigtigt.”
Men hvad med smitterisikoen? Ole Grøndahl Hansen uddyber: ”Selvom debatten om cirkulær økonomi og plast har været i gang i lang tid har man holdt sundhedsvæsenet udenfor af frygt for smitterisiko. Imidlertid viser erfaringerne fra bl.a. Australien og New Zealand, hvor omkring 200 hospitaler er med i en genanvendelsesordning for brugt PVC-baseret medicinsk udstyr, at der ikke er nogen fare for hverken patienter, personale eller de genanvendelsesvirksomheder, der håndterer affaldet. Man har godt styr på hvilke patienter der kunne udgøre en smitterisiko, og indsamler selvsagt ikke medicinsk udstyr brugt på disse.”
Store perspektiver
Superkritisk CO2-teknologi bruges allerede i dag indenfor andre industrier, så der er store perspektiver hvis Teknologisk Instituts forsøg som ventet bliver en succes. Man ved at teknologien fungerer i stor skala, og man ved nogenlunde hvad det vil koste at opføre anlæg til behandling af PVC-affald fra sundhedssektoren. Hertil kommer, at processen potentielt vil kunne anvendes på andre bløde PVC-affaldsfraktioner.
Projektdeltagere er PVC Informationsrådet, PVCMed Alliance, Teknologisk Institut, AMBU, SP Extrusion og Region Hovedstaden.