Debat: DR og Politiken maler skræmmebillede om kemi
10/11/2021EU-Kommissionen udsender udfasningsscenarier for PVC
01/03/2022I en ny omfattende kritik advarer PVC-industrien kraftigt beslutningstagere mod at lytte til PVC-anbefalinger fra de grønne organisationer.
I 2021 udgav den toneangivne ngo Health Care Without Harm rapporten "The polyvinyl chloride debate. Why PVC remains a problematic material." Målgruppen for rapporten er beslutningstagere i EU, der opfordres til at udvikle en strategi for en PVC-udfasning i Europa. Alle førende europæiske ngo'er har underskrevet og bidraget med input til rapporten. Fra Danmark har Rådet for Grøn Omstilling og Plastic Change bidraget.
Efter en grundig gennemgang udtaler projektleder Ole Grøndahl Hansen fra PVCMed Alliance: "Ngo-rapporten indeholder så mange fejl og misforståelser, at vi må opfordre politiske beslutningstagere til helt at se bort fra dens anbefalinger. Mange hospitaler rundt om i Europa er i øjeblikket ved at undersøge, hvordan de kan indføre cirkulære initiativer for deres plastaffald. Hvis de beslutter sig for at følge ngo’ernes anbefalinger, så vil hospitalerne paradoksalt nok gøre miljøet mere skade end gavn."
Ngo’erne hævder, at PVC er meget svært at genanvende, at det let kan erstattes, og at PVC-produkterne indeholder kemiske stoffer, der både er sundheds- og miljøskadelige. Disse og mange andre forfejlede påstande bliver alle grundigt afkræftet i en 24-siders lang veldokumenteret kritik, som PVCMed Alliance netop har offentliggjort. Dokumentationen bygger hovedsageligt på rapporter udgivet af skandinaviske miljømyndigheder.
Allerede i dag indsamler mere end 300 hospitaler rundt om i verden PVC-baseret medicinsk udstyr til genanvendelse. For at fremskynde den grønne omstilling i sundhedssektoren har VinylPlus® Med netop lanceret en pilotordning for genanvendelse af PVC-baseret medicinsk udstyr i Belgien. Senere vil ordningen blive implementeret andre steder i Europa.
En ny markedsundersøgelse viser i øvrigt, at PVC er det mest anvendte plastmateriale til medicinsk udstyr med en markedsandel på omkring 30 pct. På grund af materialets unikke egenskaber såsom sikkerhed, alsidighed, genanvendelighed og produkternes lave pris, forventes denne andel at forblive uændret i mindst det næste årti. En PVC-udfasning i sundhedsvæsenet er derfor urealistisk.
Ole Grøndahl Hansen fortsætter: ”Vi ved godt, at det er sjældent set at en brancheorganisation offentligt bekæmper ngo-synspunkter. I en sådan kamp er industrien næsten altid dømt til at tabe. Men kombinationen af den enorme indflydelse ngo'er har på europæiske politikere og andre beslutningstagere, og de mange åbenlyse faktuelle fejl i ngo-papiret, gør, at vi finder os nødsaget til dette usædvanlige og måske ligefrem dumdristige træk.