PVC den mest genanvendte plast i Europa i 2021
30/05/2022Allez allez med PVC!
05/07/2022Det er både i strid med Affaldsbekendtgørelsen og den cirkulære økonomi, når PVC-trapezplader fra 19 vestsjællandske genbrugspladser hidtil er blevet sendt på deponi. Borgerhenvendelse har ført til, at affaldsselskabet nu ændrer praksis.
En borger undrede sig, da han for nylig besøgte sin lokale genbrugsplads på Vestsjælland. Her så han et skilt, der anviste PVC-trapezplader til såkaldt nedgravning, også kendt som deponi.
Efter to klik på nettet fandt borgeren frem til, at hård PVC – også trapezplader – skal indsamles til genanvendelse. Borgeren kontaktede derfor Sjællandske Medier, som spurgte genbrugspladsens ejer AffaldPlus hvorfor trapezpladerne blev sendt på deponi og ikke til genanvendelse, som Affaldsbekendtgørelsen foreskriver.
Årsagen var ifølge AffaldPlus, at aftageren af det øvrige PVC-affald ikke ville tage imod trapezplader, der følgeligt blev rubriceret som ikke-genanvendeligt PVC og sendt på deponi. Da det er muligt at genanvende trapezpladerne, og der findes aftagere rundt om i Europa, der allerede gør det i dag, er det glædeligt at AffaldPlus nu arbejder på en genanvendelsesløsning.
PVC Informationsrådets konsulent Tobias Johnsen blev interviewet til artiklen, hvor han nævner WUPPI-ordningen som en eksisterende velfungerende indsamlingsordning for hårdt PVC-affald – også trapezplader. Ordningen er landsdækkende og drives i samarbejde med Marius Pedersen A/S.
WUPPI er med til at sikre, at PVC ifølge DTU er den suverænt mest indsamlede og genanvendte byggeplast. Også i Europa er PVC i front. Ifølge en ny undersøgelse blev næsten 30% af PVC’en genanvendt i 2021. Det er højere end de 23%, som var den gennemsnitlige genanvendelsesprocent for plast.