Folketingspolitiker Frederik Vad besøger Plastmo
07/04/2025PVC-industrien har med oprettelsen af VinylPlus Healthcare fået en ny og styrket platform, der samler både interessevaretagelse og genanvendelsesinitiativer for PVC i sundhedssektoren.
Platformen er en del af VinylPlus® – den europæiske PVC-industris officielle miljøprogram – og udgør en videreudvikling af den tidligere PVCMed Alliance, som nu ophører med at eksistere.
Ole Grøndahl Hansen og Tobias Johnsen fra PVC-Informationsrådet er blevet udpeget til at stå i spidsen for denne indsats. De repræsenterer nu hele det medicinske område i VinylPlus-regi og fungerer som PVC-industriens stemme på et felt, der – selv om det kun udgør en meget lille del af det samlede PVC-forbrug – spiller en stor rolle for branchens omdømme. At et materiale, der ofte kritiseres i den offentlige debat, rent faktisk bruges til livsvigtigt medicinsk udstyr, er et stærkt argument i den brede fortælling om PVC’s værdi og samfundsnytte.
Den nye platform blev præsenteret officielt ved Medical Tubing and Catheters 2025, som fandt sted den 1.–2. april i Düsseldorf med omkring 100 deltagere. Her sendte VinylPlus Healthcare et tydeligt signal: Polyvinylklorid (PVC eller vinyl) er det førende materiale til medicinske slanger med over 50 % markedsandel, oplever fortsat vækst – og bliver allerede genanvendt, på trods af forældede forestillinger om det modsatte.
Konferencen samlede materialespecialister, producenter af medicinsk udstyr og bæredygtighedseksperter til drøftelser om fremtidens løsninger inden for medicinske slanger. VinylPlus Healthcare deltog både i paneldebatter og med tekniske oplæg og bidrog med veldokumenteret viden om PVC’ens ydeevne, sikkerhed og genanvendelighed.
Et opgør med konservatisme og falsk tryghed
I en livlig paneldebat udfordrede projektleder for VinylPlus Healthcare Ole Grøndahl Hansen forestillingen om, at udviklingen inden for medicinske slanger udelukkende drives af innovation. “I virkeligheden er branchen forsigtig – ja, til tider direkte konservativ,” sagde han og pegede blandt andet på den langsomme udfasning af DEHP-blødgørere, selvom der både findes brugbare, sikre alternativer og en EU-REACH-frist i 2030.
Han stillede også spørgsmålstegn ved forventningen om ubegrænset vækst i efterspørgslen og nævnte blandt andet blodposer, hvis anvendelse er faldet i flere lande som følge af ændrede medicinske retningslinjer. I takt med at hospitaler tager nye teknologier i brug og møder stigende miljøkrav, advarede Ole Grøndahl Hansen om potentielle ændringer i efterspørgslen – især for engangsprodukter.
Vinyl: Stadig uundværlig – og stadig misforstået
På trods af sin dominerende markedsposition er vinyl fortsat omgærdet af misforståelser. En live-afstemning under panelet viste, at deltagerne var næsten ligeligt delt i spørgsmålet om, hvorvidt PVC-fri slanger bør foretrækkes – hvilket tydeliggør den vedvarende forvirring.
Ole Grøndahl Hansen gentog derfor vinylens veldokumenterede sikkerhedsprofil og livscyklusresultater. “Vinyl er måske det mest gennemanalyserede plastmateriale,” sagde han. “Opfordringer til at erstatte det med såkaldte PVC-fri alternativer overser ofte risikoen for beklagelig substitution – hvor man bytter et grundigt reguleret materiale ud med et, der er langt mindre undersøgt.”
Han henviste til det europæiske kemikalieagentur ECHAs rapport fra 2023, som konkluderer, at der ikke findes dokumentation for, at PVC-alternativer er bedre ud fra en helhedsbetragtning.
Genanvendelse i praksis – ikke blot teori
Konsulent for VinylPlus Healthcare Tobias Johnsen fulgte op med et oplæg om genanvendelse af medicinsk PVC og gik direkte i rette med den påstand, som netop var blevet fremsat i et oplæg om alternative materialer – nemlig at PVC ikke kan genanvendes. Med tredjepartsdata demonstrerede han, at blød PVC bevarer sin ydeevne gennem flere genanvendelsescyklusser og samtidig bidrager positivt til miljøet. Læs mere i nyt faktaark.
Tobias Johnsen fremlagde konkrete resultater fra VinylPlus® Med-programmet – nu en del af VinylPlus Healthcare – hvor brugt PVC-udstyr som slanger og masker indsamles og genanvendes fra hospitaler i Belgien.
“PVC bliver allerede genanvendt i hospitaler verden over,” fastslog Tobias Johnsen. “Vi skal basere samtalen om bæredygtighed på fakta – ikke på antagelser.”