Fra råvare til rør
PVC Informationsrådets
medlemsvirksomhed Wavin har produceret PVC-rør i mere end 60 år. Vi har besøgt plastvirksomheden i Hammel for at se hvordan man laver et rør.
Processen starter med modtagelse af PVC-råvaren, såkaldt resin, der opbevares i store siloer. Resinen produceres i udlandet, og for eksempel har Norge og Sverige store PVC-fabrikker. Råvaren blandes derefter op med stabilisatorer og andre tilsætningsstoffer. Tidligere brugte man bly som stabilisator, hvilket dog har været forbudt i Danmark siden 2002. I stedet bruges mere miljøvenlige calcium-zink-stabilisatorer. På EU-niveau udfasede de europæiske stabilisatorproducenter bly med udgangen af 2015.
Sidste skridt i processen er ekstruderingen, hvor den miksede råvare – som nu er en færdigblandet såkaldt compound – føres fra siloerne ind i produktionshallen. Her bliver compounden varmet op i ekstruderingsmaskinen og ekstruderet til de forskellige rør, som så er klar til at blive solgt.