PVC og blødgørere
Omkring 90% af de kemikalier, der går under fællesbetegnelsen blødgørere, bruges i blød PVC. Blødgørere er farveløse og lugtfri væsker, som tilsættes PVC-råvaren når man ønsker at producere PVC-produkter, der kræver blødhed og fleksbilitet. Der tilsættes eksempelvis blødgørere til PVC-produkter såsom medicinsk udstyr, gulve og kabler. På verdensplan forbruges omkring 7,5 millioner tons blødgørere årligt, og i Europa er forbruget omkring 1,35 millioner tons.
Fordi blødgørere anvendes så bredt, er de blevet gennemtestet for mulige sundheds- og miljømæssige påvirkninger, og de er blandt de kemiske stoffer, som der har været forsket mest i. I Europa muliggøres sikker brug af blødgørere af REACH, som er den mest omfattende kemilovgivning i hele verden.
Afgifter på blød PVC genindført
Et folketingsflertal har besluttet at genindføre afgiften per 1. januar 2021 som del af finansloven for 2020. Danmark har således igen, som det eneste land i verden, en afgift på blød PVC. Læs den vedtage lovtekst.
Afgifterne er med få undtagelser de samme som blev fjernet under den forrige regering. Se forskellen på den nye og den gamle afgift i denne oversigt udarbejdet af PwC.
For at hjælpe virksomhederne med at forstå reglerne, har Skat lavet en juridisk vejledning.
Der er opstået forvirring om afgifterne skulle omfatte hård PVC. Det er ikke tilfældet, som du kan læse i denne nyhed fra PVC Informationsrådet.
Mange forskellige blødgørere
I løbet af de sidste 60 år er mere end 30.000 forskellige stoffer blevet evalueret i forhold til deres blødgørende egenskaber. Ud af disse er kun et lille antal – omkring 50 – at finde i handlen i dag, efter at have opfyldt de strenge krav til præstation, omkostninger, tilgængelighed, sundhed og miljø, som markedet, forbrugerne og myndighederne stiller.
De mest almindelige blødgørere omfatter estere, såsom adipater, azelater, benzoater, citrater, cyclohexanoater, orthoftalater, sebacater, tereftalater og trimellitater. De såkaldte ftalater (også kendt som phthalater) udgør den største gruppe af blødgørere. Ftalaterne opdeles normalt i to grupper: Lavmolekylære ftalater, som er klassificerede, og højmolekylære, ikke-klassificerede ftalater. De klassificerede ftalater kræver autorisation i den europæiske kemikalieforordning REACH. Det vil sige, at disse kemikalier ikke bør anvendes, hvis der findes egnede alternativer. Det mest anvendte højmolekylære ftalat er DINP, som Udvalget for Risikovurdering (RAC) under EU's kemikalieagentur ECHA for nyligt har konkluderet er sikkert i brug i de produkter, hvor blødgøreren anvendes i dag. Udover ftalater findes en række andre blødgørere, fx DINCH, DEHT og TOTM, som vinder større og større udbredelse.
Læs mere om de forskellige blødgørere.
Europæiske virksomheder er gået væk fra klassificerede ftalater
I Europa og Danmark er blødgørerforbruget stærkt domineret af de højmolekylære ftalater og andre blødgørere. Omkring 90% af blødgørerforbruget i Europa udgøres i dag af disse stoffer. Globalt er forbruget af klassificerede ftalater dog ikke faldet i samme omfang, da de stadig anvendes i lande som Kina og Indien.
Fra 2020 må importvarer ikke indeholde klassificerede ftalater
Nethandel og import af PVC-forbrugerprodukter fra Fjernøsten udgør en udfordring. Hvor der i Europa er styr på stofferne, kan det være anderledes med varer fra Fjernøsten. Miljøstyrelsen har eksempelvis fundet problematiske ftalater i importerede forbrugerprodukter såsom legetøj, beklædning, sportsudstyr, oppustelige badeartikler, fodtøj, vægbeklædning og elektronik. Fra 2020 er EU-landene dog blevet enige om, at varer der indeholder de problematiske ftalater DEHP, DBP, BBP og DIBP ikke længere må importeres til EU.
