Plast i byggesektoren er afgørende for mange moderne konstruktionsløsninger på grund af materialets alsidighed, holdbarhed og lette vægt. Dog medfører indsamling og genanvendelsen af denne plast en række udfordringer. Under verdenskongressen for arkitekter i København i 2023 var der netop fokus på genanvendelse af plast fra byggeriet.
Barrierer og muligheder for at øge genanvendelsen af byggeplast
Der er sat ambitiøse mål for indsamling og genanvendelse af plast fra byggebranchen i Danmark. I 2025 skal 25% udsorteres til genanvendelse. I 2030 skal det stige til 75%. I sit foredrag i Plastindustriens pavilion på Gammel Strand under verdenskongressen for arkitekter lagde nu forhenværende direktør Massimo Forti fra WUPPIs samarbejdspartner Ragn-Sells Danmark vægt på, at det er nødvendigt med investeringer for at få sat skub på den cirkulære plastøkonomi. Derfor bygger Ragn-Sells et plastsorteringsanlæg i Kolding sammen med hollandske Van Werven, som i dag er hovedaftageren for den PVC, som indsamles i Danmark.
Men mere sortering er ikke nok. Han nævnte plastens volatile råvarepris og de høje omkostninger ved sortering som nogle af barriererne for at øge genanvendelsen af plast i byggeriet. Som eksempel nævnte Massimo Forti de 15.000 tons genanvendt plast, der har hobet sig op hos en førende europæisk plastgenanvendelsesvirksomhed grundet lav pris på virgin plast.
Genanvendelse af plast fra byggeriet har PVC i førertrøjen
Polyvinylklorid, ofte omtalt som PVC eller vinyl, er blandt de mest genanvendelige materialer til rådighed. Siden begyndelsen af det nye årtusind har den europæiske sektor investeret stort i både indsamling og genanvendelse. Via initiativet VinylPlus® genanvendes der nu over 800.000 tons PVC-affald årligt i Europa. Fra 2000 til nu er det blevet til i alt 8,1 millioner tons genanvendt PVC, hvilket har medført en reduktion i CO2-udslip på 16,2 millioner tons. At vælge genanvendt PVC over nyproduceret giver også en besparelse på hele 90% af den nødvendige energi. Ikke nok med det; PVC-genanvendelse bidrager også positivt til beskæftigelsen, idet det i 2022 understøttede 1600 grønne arbejdspladser i Europa.
Takket være årelange investeringer, er PVC nu førende inden for genanvendelse af byggematerialer, især i lande som Danmark og Tyskland. Men der er rum for forbedring. VinylPlus har forpligtet sig til at genanvende minimum 900.000 tons årligt i nye produkter inden 2025, hvilket er en del af EU-Kommissionens Circular Plastics Alliance. Ifølge VinylPlus' 2030-plan skal dette tal stige til mindst 1.000.000 tons om året.