Foruden at være en af klodens absolut vigtigste ressourcer, er vand også det primære medium, hvorigennem vi mærker de globale klimaforandringer. I Danmark er det særligt stigende regnmængder, vi oplever. Regnen presser kloaker og rensningsanlæg til det yderste, og derfor udbygger mange forsyninger i disse år kloaknettet med langtidsholdbare og genanvendelige PVC-rør. Ved stormflod er mobile oversvømmelsværn i PVC, såkaldte watertubes, med til at sikre bygninger og infrastruktur. PVC er også med til at sikre drikkevandskvaliteten, da størstedelen af de danske drikkevandsledninger består af sikker PVC. På bygninger sørger PVC-tagrender og -nedløbsrør for at lede vandet væk, mens PVC-tagfolier benyttes som underlag på grønne tage, der aflaster kloaknettet.
Drikkevandet løber i PVC
Danmark er verdenskendt for sit rene drikkevand, og PVC er med til at sikre den høje kvalitet: PVC er ifølge Miljøstyrelsen det materiale, der har den mindste afsmitning til drikkevandet. PVC-drikkevandsrør er desuden retningsstabile, langtidsholdbare og vedligeholdelsesfrie. De gode egenskaber har betydet, at PVC-trykrør i dag udgør størstedelen af de danske drikkevandsledninger. PVC-drikkevandsrør er uden phthalater og kan genanvendes 100%. I mere end 25 år har branchens egen WUPPI-ordning været med til at sikre indsamling og genanvendelse af hård PVC.
PVC håndterer spildevandet uden spild
Når spildevandet skal fra bygning til rensningsanlæg, løber det gennem PVC-rør. PVC er det foretrukne valg til afløbsrør og kloakrør. Det skyldes plastmaterialets problemfri installation, lange levetid på 100 år eller mere, driftsikkerhed og ikke mindst genanvendelighed: PVC-rør kan genanvendes op til 10 gange uden at miste sine tekniske egenskaber. Siden 1997 har den danske PVC-branches genanvendelsesordning WUPPI været med til at sikre genanvendelsen af PVC-rør til kloak og afløb. PVC-rør er uden ftalater.
PVC-tagrender beskytter bygninger
De stigende regnmængder stiller store krav til tagrender og nedløbsrør. PVC er det optimale valg til det danske klima, hvor mange bygninger er udsat for saltholdig luft. Tagrender og nedløbsrør i PVC korroderer ikke. PVC kan limes, hvilket gør montering simpel og giver tætte samlinger i mange år. Selvom vi sjældent er udsat for hård frost, kan PVC holde til selv ekstreme kuldegrader. Ved renovering af bygningen kan PVC-tagrender -og nedløbsrør kan genanvendes igen og igen. Det sker bl.a. gennem WUPPI, som er den danske PVC-branches genanvendelsesordning for hård PVC. Tagrender og nedløbsrør i PVC indeholder ikke phthalater eller andre blødgørere.
Stormflodssikring i PVC holder vandet på afstand
Klimaforandringerne medfører havvandsstigninger og hyppigere tilfælde af stormflod. Stormflodssikring i form af mobile oversvømmelsesværn i PVC er med til at beskytte bygninger og infrastruktur mod indtrængning af vand. PVC er det eneste materiale, der kan holde til det høje tryk fra vandet. PVC-stormflodssikring er relativt hurtigt at sætte op og kan bruges igen og igen.
Grønne tage aflaster kloaksystemet
Grønne tage kan bidrage til at aflaste kloaksystemet i tilfælde af skybrud. Samtidig kan de bidrage til biodiversiteten i byerne og fungere som grønt område for mennesker. Byhaver eller bylandbrug findes på flere og flere grønne tage verden over. I Danmark findes bl.a. Østergro, som er et taglandbrug med tilhørende restaurant. Under det grønne på taget findes ofte PVC-tagfolie, der beskytter bygningen mod vandindtrængning.
PVC inddæmmer forurening
Forurening af havmiljøet med olie eller kemikalier har store konsekvenser for fugle og havdyr. Når uheldet er ude er det vigtigt at få inddæmmet forureningen hurtigst muligt. PVC bruges til flydespærrer, der hurtigt mindsker spredningen af olie eller kemikalier. Årsagen til at netop PVC anvendes er materialets store styrke og modstandsdygtighed. Flydespærrer i PVC kan bruges igen og igen.
Klimavenlig kloakrenovering med PVC
En stor del af kloaknettet i Danmark blev lavet før produktionen af PVC-rør for alvor begyndte efter 2. Verdenskrig. Mange af de gamle rør af jern, cement og ler er klar til udskiftning. Nedlægning af rør er klimabelastende, tidskrævende og forstyrrende. Ved brug af såkaldt stram foring med en PVC-liner kan man undgå at grave.
Stram foring foregår ved, at det nye, sammenfoldede rør – PVC-lineren – trækkes igennem det gamle rør. Lineren udvides ved hjælp af damp, og smyger sig til det gamle rør. I praksis er der tale om et nyt PVC-rør med en levetid på mange årtier.
I modsætning til andre løsninger er der ingen eksponering af uønskede stoffer til arbejdsmiljøet.
Fossil-fri PVC-liner nu tilgængelig
PVC består af 57% salt og kun 43% ethylen fra olie eller gas, hvilket er unikt indenfor plastfamilien. Innovative virksomheder har imidlertid forbedret klimaregnskabet for PVC betydeligt. Ved brug af affald fra træindustrien er det lykkedes at fremstille en PVC-liner, der er 100% fossil-fri (massebalance).