Dette debatindlæg har været bragt i Weekendavisen.

Af Ole Grøndahl Hansen, direktør, PVC Informationsrådet.

Jeg har med stor interesse læst Pernille Stensgaards »Nederlagsdagbog« i Weekendavisen 18. oktober, hvor hun fortæller om sit eksperiment med at undgå plast. Eksperimentet mislykkes. Det viser sig nærmest umuligt for hende at skære ned på et ufrivilligt overdådigt plastforbrug.

Selv om Pernille Stensgaards antiplastik-eksperiment tilsyneladende kun går ud på at undgå plastemballage, så får man det indtryk, at der er tale om en generel kritik af plast, og at vejen frem derfor er en generel reduktion af vores plastforbrug. Hvis det er tilfældet, så synes jeg, det er en lidt forenklet tilgang.

De færreste tænker nok over, at plast er en forudsætning for det moderne liv. Uden plast ville vanddistribution, fødevareproduktion, telekommunikation, sundhed, beklædning, byggeri, underholdning, fritidsaktiviteter samt transport til lands, til vands og i luften enten være umuliggjort eller på et lavere niveau, tilgængeligt for færre og ikke mindst meget dyrere. Og for mange produkters vedkommende tillige også mere miljøbelastende.

Denne positive fortælling, som ser plasten som en vigtig drivkraft i de sidste 100 års positive samfundsudvikling, er i dag overskygget fuldstændig af en forestilling om, at plasten nu udelukkende er kilden til miljøproblemer, som truer civilisationen. Nøjagtig som Frankenstein var i stand til med en imponerende skaberkraft at skabe liv, har mennesket bedrevet underværker gennem plasten.

Og nøjagtig som Frankensteins skabning udvikler sig til et uhyggeligt, destruktivt og ubehersket monster, kan vi i dag se en forestilling om, at plasten vender sig mod os med uoverskuelige konsekvenser til følge. Men skal vi aflive monstret, eller skal vi forsøge at beherske det, så vi alle kan nyde godt af de mange fordele, som det giver? Det er det spørgsmål, der i dag er værd at drøfte, når vi taler om plast.

Pernille Steensgaard skriver, at plast er et problem, fordi plast er lavet af olie, det lever evigt i naturen, og det bliver så godt som aldrig genanvendt. Ja, Steensgaard har ret i, at plast indeholder olie, men hun har ikke ret i, at plast så godt som aldrig genanvendes.

Ser vi lidt bort fra den plast, der anvendes i emballage, hvilket drejer sig om cirka halvdelen af den plast, der forbruges i dag, og de udfordringer, der knytter sig til genanvendelse af denne fraktion, så er der andre samfundsnyttige plastanvendelser, hvor genanvendelse er sat i system eller er ved at blive det.

Ser vi for eksempel på plastmaterialet PVC, som jeg har beskæftiget mig med de seneste 20 år, er der en positiv historie at fortælle. PVC er det mest anvendte plastmateriale i byggeriet og det mest anvendte plastmateriale i sundhedssektoren.

Selvom materialet fortsat har et blakket ry, har materialet gennemgået en så positiv miljømæssig udvikling de seneste 20 år, at både FN og EU i dag fremhæver den europæiske PVC-industri som rollemodel for andre industrier, når det gælder bæredygtig udvikling.

PVC’en har nogle unikke egenskaber, som såkaldte plastfri materialer har svært ved at matche. PVC fremstilles af lige store mængder salt og olie. Salt er en uudtømmelig ressource, hvilket selvfølgelig er en fordel. Når det gælder materialets holdbarhed, så må man sige, at Pernille Stensgaard selvfølgelig har ret i, at plast lever for evigt i naturen, men denne egenskab er altså ikke udelukkende en ulempe.

De færreste ville nok foretrække, at deres drikkevandsrør eller afløbsrør var bionedbrydelige.

Genanvendeligheden er også unik for PVC. Studier viser, at et PVC-rør kan holde i mindst 100 år og genanvendes op til ti gange, uden at der skal tilføres ny råvare. Og genanvendeligheden er ikke bare snak: Siden 2000 er over fem millioner tons PVC blevet genanvendt i Europa. Så jo, plast genanvendes faktisk, Pernille Stensgaard.

Hovedanken, der rettes mod plast, som Pernille Stengaard også nævner, er selvfølgelig, at plast produceres på basis af olie. Men også her er en positiv udvikling i gang. Den første biobaserede PVC er netop blevet lanceret, og andre plastindustrier arbejder også på at udvikle biobaserede plasttyper.

Vigtigt er her at påpege, at plast selvfølgelig ikke skal produceres af fødevarer. Der er lang vej igen, men industrien har set skriften på væggen og er i fuld gang med den grønne omstilling. En omstilling der forhåbentlig vil resultere i, at vi efterhånden får løst de miljøproblemer, der knytter sig til plast, samtidig med at vi kan drage fuld nytte af materialet.