Dette debatindlæg af Ole Grøndahl Hansen, PVC Informationsrådet, og Tobias Johnsen, VinylPlus/PVC Informationsrådet, har været bragt i WasteTech d. 25. februar 2021.

På den ene side skal vi selvfølgelig bestræbe os på at skabe et giftfrit miljø. Men på den side bør vi ikke, med Voltaires ord, lade det perfekte blive det godes værste fjende, derfor mener vi, at man bør høste de store klimagevinster som PVC-genanvendelsen bidrager med.

En af de længstvarende diskussioner i miljødebatten er i disse måneder blevet aktuel igen, nemlig spørgsmålet om hvorvidt man skal regulere et stof efter dets farlighed eller dets risiko. Et billede på forskellen er hajen ved badestranden og hajen bag panserglas i akvariet. Hvor førstnævnte vitterligt udgør en reel fare, er hajen bag panserglas stadig farlig, men der er kun en minimal risiko for, at den vil kunne udgøre en fare.

Aktuelt drejer det sig om ja eller nej på EU-niveau til fortsat genanvendelse af gamle udtjente PVC-produkter, der indeholder små mængder bly. Der er fortrinsvis tale om byggeprodukter såsom drikkevandsrør, kloakrør, vinduer og tagrender. I dag genanvendes omkring en halv million tons blyholdigt PVC. 

Alle er enige om, at bly er et farligt stof, og nye PVC-produkter indeholder da heller ikke bly. Men spørgsmålet er, hvordan vi håndterer alle de mange millioner tons gamle blyholdige PVC-produkter, som under alle omstændigheder vil blive til affald i de kommende årtier.

EU-Kommissionen: Genanvendelse er den bedste løsning

NGO’erne foreslår en meget kostbar løsning, der bygger på stoffets farlighed. De mener, at alene blys tilstedeværelse gør, at PVC-affaldet skal deponeres i særlige anlæg, der svarer til dem der huser radioaktivt affald. Mængder, eksponering, proportioner og andre elementer i risikovurderingen synes ikke at interessere NGO’erne.

Når det gælder mængder og eksponering, har EU-Kommissionens videnskabelige eksperter efter årelange undersøgelser konkluderet, at der ikke er nogen nævneværdig risiko ved at genanvende PVC’en. 

Konklusionen er faktisk, at der er mindre risiko ved at genanvende PVC’en fremfor at bortskaffe den på anden vis. Men den argumentation bider NGO’erne ikke på. De har overbevist et flertal af EU-parlamentarikerne om at stemme nej til fortsat genanvendelse. Nu er det op til Kommissionen at udarbejde et nyt forslag, der tager hensyn til parlamentarikernes holdning.

Et nej vil koste klimagevinster 

Hvis nej’et bliver endeligt vil PVC-genanvendelsen i Europa stoppe, hvilket betyder vi går glip af store klimagevinster. Hvert år genanvendes omkring 800.000 tons PVC, der svarer til en CO2-besparelse på 1.6 millioner tons. 

Da den genanvendte PVC fortrænger nyproduceret plast på markedet, skal der bygges tre store kemiske fabrikker for at imødegå efterspørgslen på langtidsholdbare og genanvendelige byggeprodukter.

Men er det ikke en fornuftig betragtning at undlade at sprede blyholdigt affald, når først man har samlet det ind? Jo, det kan man selvfølgelig godt sige. Men hvis man ser på hvilke bly-genanvendelser der accepteres i vores samfund, så ser billedet markant anderledes ud.

PVC er langt fra den største bly-synder 

Tag for eksempel de omkring 1.200 fredede bygninger i Danmark, som har blytage. Her er der dispensation til fortsat brug og genanvendelse. Branden i Notre Dame-kirken i Paris viste tydeligt, at det ikke er uden risiko, når kirketage fortsat består af bly. 

Blyforureningen i kirkens nærområde var langt over grænseværdierne. Eller hvad med de hundreder af millioner biler i Europa, der kører rundt med blybatterier. I Sverige ligger et af Europas største genanvendelsesanlæg til bilbatterier, og her har genanvendelsen medført markant blyforurening af Øresund siden 1970’erne. 

Sammenligner man eksponeringen fra blyholdige PVC-rør med blytagene, så er PVC’ens rolle ifølge Miljøstyrelsen ubetydelig. Vi opnår altså ingen nævneværdig reduktion i blyforureningen, hvis vi stopper genanvendelsen af PVC-affaldet.

Som tilføjelse til den førnævnte ældgamle diskussion om fare vs. risiko, så viser denne sag også på eksemplarisk vis, hvor svært det er at løse dilemmaet mellem ønsket om at opnå et såkaldt ‘giftfrit miljø’ og cirkulær økonomi. 

På sigt skal vi selvfølgelig fjerne uønskede stoffer fra affaldet. Et teknologisk gennembrud som vil kunne fjerne blyet fra PVC-affaldet er nært forestående, men det vil nok tage et årti før teknologien kan tages i brug i stor skala. Indtil da må vi så leve med den minimale risiko, der er forbundet med at genanvende det blyholdige PVC-affald. For gør vi ikke noget ved klimaet, udsætter vi os jo for en stor risiko.