Ny Rambøll-rapport underbygger behovet for at gentænke den danske PVC-politik
19/05/2021Der er behov for et paradigmeskift i den danske plastpolitik
08/06/2021Miljøstyrelsen og den europæiske PVC-industri skal med et nyt partnerskab forsøge at begrænse brugen af problematiske kemikalier i PVC. Målet er at udbrede det høje europæiske sikkerhedsniveau til resten af verden. Som en start skal en ny rapport om PVC-industrien i Kina danne basis for en dialog mellem partnerskabet og udvalgte kinesiske interessenter.
Partnerskabet ønsker i første omgang at fokusere på brugen af bly og fire af de mest skadelige ftalater i PVC. De skadelige tilsætningsstoffer er reguleret i EU, men pga. det globale marked kan de europæiske forbrugere komme i kontakt med PVC-produkter med skadelige stoffer. Da Kina er den største PVC-producent i verden, er det naturligt at indsatsen skal starte her.
I første omgang har partnerskabet fået udarbejdet en rapport over den kinesiske PVC-industri, markedet, Kinas regulering på området og de specifikke barrierer, der eksisterer, for at problematiske PVC-tilsætningsstoffer kan erstattes med mindre skadelige alternativer.
Partnerskabet er indgået imellem PVC informationsrådet i Danmark, VinylPlus og Miljøstyrelsen. I første omgang er partnerskabet aftalt som en pilotfase. PVC Informationsrådet repræsenterer den europæiske PVC-industri i Danmark. VinylPlus er en organisation nedsat af den europæiske PVC-industri til at håndtere deres frivillige forpligtigelse til bæredygtig udvikling, og direktør for VinylPlus Brigitte Dero udtaler:
”Vi har gennem de seneste to årtier arbejdet på at gøre PVC-materialet mere bæredygtigt. Udfasning af uønskede stoffer har været centralt i indsatsen. Da vi lever i et globalt samfund, handler en del af VinylPlus-programmet om at udbrede de høje europæiske standarder til resten af verden.”
I den kommende tid skal partnerskabet udvikle en plan for, hvordan dialogen med udvalgte kinesiske interessenter kan gennemføres. Miljøstyrelsen er sekretariat for partnerskabet.
Derfor er et højt sikkerhedsniveau vigtigt – også uden for EU
Danmark har været en af forløberne for at drive implementeringen af ny sundheds- og miljølovgivning for PVC-industrien i EU. Tilbage i 1990’erne blev en serie af udfordringer med PVC-materialet identificeret. Siden da, er der sket markante initiativer inden for reguleringen på EU-plan, som har ændret markedet for PVC-materialer. Samtidig har den europæiske PVC-industri investeret stort i at udvikle alternativer til de problematiske tilsætningsstoffer. Resten af den ikke-vestlige verden er dog ikke fulgt med. Og det er det partnerskabet vil gøre noget ved.
Med det nye fokus på cirkulær økonomi, så er det nemlig endnu mere vigtigt at fjerne problematiske stoffer fra produkterne således, at produkterne kan indgå i en cirkulær produktion når de er udtjente. Derudover betyder den stigende e-handel, at den private forbruger er blevet importør af varer uden fra EU og vil i mange tilfælde ikke være klar over risikoen for at disse produkter ikke lever op til gældende EU-lovgivning.
For yderligere information kontakt venligst:
Helle Simon Elbro, Miljøstyrelsen, hesel@mst.dk, 20 53 36 29
Ole Grøndahl Hansen, PVC Informationsrådet, pvc@pvc.dk, 33 30 86 30