Dette debatindlæg af Ole Grøndahl Hansen, direktør i PVC informationsrådet, og Tobias Johnsen, konsulent hos VinylPlus, har været bragt i Information d. 3. september 2021.

PVC-afgifterne bliver genindført på trods af dybdeborende rapporter, der kraftigt fraråder det på et fagligt grundlag. Det er et skræmmende eksempel på den pseudopolitik, Sigge Winther Nielsen har beskrevet.

Dansk politik lider af hastighedssyge. Politikere har mere travlt med at positionere sig og vise handlekraft end rent faktisk at lave lovgivning, som løser landets problemer.

Når først en lov er vedtaget, mister politikerne interesse for den og går videre med at vedtage andre love. Det er sådan, Sigge Winther Nielsen udlægger det i sin bog Entreprenørstaten, som er baseret på interview med embedsmænd, politikere og journalister.

Som lobbyister for en række danske virksomheder, der bliver ramt af lovene, vil vi gerne supplere med et frustrerende eksempel fra vores egen verden.

Nemlig med en lov, der viste sig ikke at virke, og derfor blev skrottet, men alligevel blev genindført med oceaner af pseudoarbejde for både erhvervsliv og embedsmænd som konsekvens.

Det drejer sig om afgifterne på blød plast, nærmere bestemt PVC. En analyse af lovens effekt, foretaget et par årtier efter den havde fungeret, konkluderede, at afgifterne ikke havde den ønskede adfærdsregulerende effekt.

Det skyldes, at blød pvc er det eneste materiale, der dur til eksempelvis gulve i vådrum på hospitaler. 

Som konsekvens af analysen afskaffede den tidligere borgerlige regering afgifterne.

LÆS MERE: PVC Informationsrådets argumentation preller af på Miljøministeriet

Når Folketinget for en gangs skyld får gennemanalyseret effekten af en vedtaget lov og efterfølgende skrotter loven, må man vel gå ud fra, at en ny regering ikke kunne finde på at genindføre den selv samme lov? Men jo, gudhjælpemig.

Grøn handlekraft viste sig at trumfe sund fornuft, så virksomhederne nu igen skal bøvle med afgifter, som ingen effekt har.

Politikere, embedsmænd og journalister er fanget i pseudopolitikkens absurde teater, hvor politisk handlekraft er eneste drivkraft, og hvor fagligheden ofte tilsidesættes.

Historien om genindførelsen af PVC-afgifterne bør stå som et skræmmeeksempel på, hvordan pseudopolitik ikke medfører forbedringer, men tværtimod skaber en masse pseudoarbejde.

Vi forsøgte under forløbet at få regeringen med på at indrette afgiftsloven på en sådan måde, at den i stedet for at være rendyrket grøn symbolpolitik kunne bidrage til den grønne omstilling ved at afgiftsfritage virksomheder, der sørger for indsamling og genanvendelse af deres produkter.

Det var regeringen mildt sagt ikke lydhør over for.

Hvis vores eksempel på nogen måde er repræsentativt for lovgivningsarbejdet, så står det altså slemt til.

Lad os håbe, Entreprenørstaten kan animere til, at den omverden, som er genstand for lovgivningen, bliver inddraget mere i processen.

Vi argumenterer selvsagt ikke for, at lobbyister skal bestemme over noget som helst. Men vores indsigt kan måske nogle gange ligefrem føre til bedre beslutninger.