Debat: Kære bekymrede forskere – I er ikke de eneste der laver sisyfosarbejde
06/03/2023EU-forordning begrænser bly i PVC og muliggør fortsat PVC-genanvendelse
04/05/2023På trods af afgifter og kampagner for substitution af PVC gennem de seneste årtier er forbruget af både hård og blød PVC stigende i Danmark. Fra 2017 til 2021 er forbruget således steget med knap 15%. Det viser Miljøstyrelsens seneste kortlægning af PVC-forbruget. Årsagen skønnes at ligge i PVC-materialets unikke tekniske egenskaber, og at det er lykkedes for branchen at udfase de klassificerede ftalater.
Ifølge rapporten er der sket en ændring i forbrugernes holdning til PVC. Her vurderes udfasningen af ftalater at have en væsentlig indflydelse på det holdningsskifte og øgede forbrug, der er sket. Dette forhold gør sig især gældende inden for de voldsomt populære vinylgulve og -fliser (LVT), som har ansvaret for størstedelen af stigningen af det danske PVC-forbrug.
Holdningsskiftet kan også ses i markedet for rør, tagrender og fittings af plast. Efter at have domineret markedet totalt indtil år 2000, faldt PVC’s markedsandel ifølge rapporten til 54% i 2015. Siden er billedet dog vendt, og markedsandelen udgør i dag 61%.
Genindførelsen af afgifter har ikke påvirket efterspørgslen
I 2017 blev afgifterne på blød PVC droppet, da Skatteministeriet fandt at de ikke havde nogen effekt på efterspørgslen. På trods heraf genindførte den socialdemokratiske mindretalsregering afgifterne i 2021. Den nye rapport viser, at afgifterne ikke har ført til mindre forbrug af blød PVC. Det overrasker ikke direktør i PVC Informationsrådet, Ole Grøndahl Hansen:
“Vi har gentagne gjort det klart overfor politikere og myndigheder, at PVC-plasten har nogle helt særlige tekniske egenskaber, som gør at det netop er dette materiale, som anvendes til en lang række essentielle funktioner i samfundet. Det være sig hospitalsgulve, medicinsk udstyr, presenninger, hoppeborge og en lang række andre produkter.”
Danmarks forfejlede PVC-politik bør ikke blive europæisk
Ifølge Ole Grøndahl Hansen bør rapporten føre til et paradigmeskift i PVC-politikken, hvor vi går fra frugtesløse substitutionsbestræbelser til en mere realistisk tilgang til valg af materialer, hvor specielt genanvendeligheden skal veje tungt. Han advarer samtidig EU mod at følge den danske vej:
“Vi har netop sendt høringssvar fra danske PVC-forbrugende virksomheder til EU-Kommissionen, som i øjeblikket undersøger PVC og dets additiver. Høringssvarene beskriver på faktuel vis hvorfor danske virksomheder på trods af myndighedernes modstand fortsat anvender PVC-plast."
"Virksomhederne har uden held forsøgt alternative materialer, men ingen alternativer kan leve op til de krav om holdbarhed og i mange tilfælde også sikkerhed, som produkterne kræver” slutter PVC Informationsrådets direktør.