PVC-plast er grønt og genanvendeligt
06/03/2020PVC-byhaver sætter genbrug og fælleskab i centrum
24/03/2020Dette debatindlæg af Ole Grøndahl Hansen, direktør, PVC Informationsrådet, har været bragt i Berlingske Tidende d. 23. marts 2020.
Hvis coronakrisen kan medføre et positivt vendepunkt kunne det måske være at få gennemført en industrirenæssance, hvor vi rykker vores produktion af medicinsk udstyr tilbage til Danmark.
I netudgaven af Berlingske Business blev det for nylig oplyst, at for at sikre at Danmark ikke havner i en situation, hvor vi kommer til at mangle medicinsk udstyr, så opfordrer Lægemiddelstyrelsen nu de danske medicovirksomheder til at give det danske sundhedsvæsen forrang.
Den oplysning giver mig anledning til at knytte en kommentar omkring medicinsk udstyr. Her tænker jeg først og fremmest på de tusindvis af forskellige livsnødvendige engangsartikler, der er fremstillet i det ofte udskældte plast. Disse er for en stor dels vedkommende importeret fra Kina. I en krisesituation, hvor forsyningssikkerheden er truet, er det uheldigt. Forleden kunne man i dagspressen således læse, at mens Kina kæmpede med Covid-19, beholdt kineserne de beskyttelsesmasker, de selv skulle bruge. Og nu da andre lande har brug for masker, stiger presset mod Beijing for at genoptage eksporten.
Men det er altså langt fra kun masker, der produceres i Kina. Globaliseringen har medført, at en meget stor del af det medicinske udstyr, der bruges på danske hospitaler, laves i Kina. Enten produceret af danske medicovirksomheder, der opererer i landet, eller af kineserne selv. Man kunne frygte, at Kina beholder sit medicinske udstyr til eget forbrug, såfremt coronavirus får fat igen eller afløses af andre epidemier.
Renæssance for den hjemlige medicoindustri?
Men i stedet for at bruge kræfterne på at overbevise kineserne om at genoptage eksporten, så kunne man måske overveje, om man ikke på sigt skulle genstarte den hjemlige produktion, og herved langt nemmere sikre, at danske hospitaler får deres livsvigtige forsyninger.
For bare 20 år siden var Danmark faktisk Nordeuropas mest betydningsfulde producent af medicinsk udstyr. Vi producerede millionvis af urinposer, blodpose-folier, stomiposer og kilometervis af medicinske slanger, med mange ansatte. Det var en kæmpe eksportsucces, da kun 2% blev brugt herhjemme. En overvejende del er nu flyttet til Kina grundet globaliseringen. Men da mange af virksomhedernes udviklingsafdelinger fortsat befinder sig i Danmark, har vi ekspertisen, og det kunne derfor være nærliggende at flytte produktionen hjem.
Fordele for klima, miljø og sundhed
Forsyningssikkerhed er langt fra eneste fordel. For det første kunne man opnå klimabesparelser grundet den kortere transport og fordi danske virksomheder er førende, når det gælder energirigtig produktion. For det andet er vi langt foran i Europa, når det gælder bæredygtig plastråvareproduktion og tilsætningsstoffer i produkterne. Ved hjemmeproduktion ville man således undgå forbudte stoffer i importerede plastprodukter, som myndighederne kæmper med at håndhæve.
Hvis coronakrisen kan medføre et positivt vendepunkt kunne det måske være at få gennemført en industrirenæssance, hvor vi rykker vores produktion af medicinsk udstyr tilbage til Danmark.