#CIRCULARVINYL tema for årets VinylPlus Sustainability Forum
20/02/2020PVC-plast er grønt og genanvendeligt
06/03/2020Af Ole Grøndahl Hansen, direktør, PVC Informationsrådet.
Den 12. februar nedstemte EU-Parlamentet et forslag fra EU-Kommissionen, der foreslog en fælles europæisk forordning. Udover et generelt forbud mod bly i Europa indeholdt forslaget en bestemmelse om, hvordan man bedst genanvender den store mængde blyholdige PVC-produkter, der vil blive til affald i de kommende årtier.
PVC er den mest anvendte plasttype i byggeriet. For at gøre PVC-byggeprodukter som rør og vinduer langtidsholdbare tilsættes små mængder af såkaldte stabilisatorer. Tidligere brugte man bly, men det er nu udfaset. Udfasningen startede i Danmark. Som første land i verden blev bly forbudt i 2002. Ligeledes besluttede vi, at udtjente PVC-byggeprodukter ikke måtte genanvendes i Danmark. Det er denne danske holdning, som Kommissionen nu tyve år senere har sendt til afstemning. Havde Parlamentet stemt for Kommissionens forslag ville det betyde, at Danmark måtte droppe sit forbud mod at genanvende det blyholdige PVC-affald. Det PVC-byggeaffald der dannes i Danmark sendes i dag til udlandet for at blive genanvendt og markedsført.
En ting er at et lille land med en beskeden mængde PVC-affald har en særregel. Snakker vi EU-niveau er sagen en ganske anden. Det kan således blive ganske fatalt for plastens cirkulære økonomi, hvis affaldet ikke længere må genanvendes. Hvert år genanvendes 740.000 tons PVC gennem VinylPlus-programmet, hvor omkring halvdelen er blystabiliseret. Det skyldes, at PVC’en primært bruges til langtidsholdbare byggeprodukter. Stoffer der var tilladt en gang, men forbudt i dag, vil derfor i en lang årrække findes i affaldsstrømmen. Vi taler om over 100 millioner tons affald over de næste årtier.
Sorte og grønne lobbyister på arbejde
Forud for afstemningen i Parlamentet forsøgte lobbyister fra industri og grønne organisationer at påvirke parlamentarikerne. Og som repræsentant for industrien må jeg sige, at det i denne omgang var de grønne lobbyister, der vandt. Kommissionen skal nu granske Parlamentets indsigelse, så det er endnu uklart hvad det endelige udfald bliver.
Til trods for denne usikkerhed blev resultatet af afstemningen udlagt som en sejr for miljø og sundhed af de grønne organisationer og politikere. Efter afstemningen udtrykte den danske parlamentariker og medlem af miljøudvalget Margrete Auken (SF): “Hvis cirkulær økonomi betyder, at vi også begynder at cirkulere gift, så er vi på den. Hvis der er gift i noget, så skal det jo ikke cirkuleres.”
Fra en umiddelbar betragtning vil ethvert fornuftigt menneske tilslutte Margrete Aukens udsagn – selvfølgelig skal vi ikke recirkulere gift. Men helt så enkelt er det desværre ikke.
Kommissionens videnskabelige vurderinger underkender danske principper
Baggrunden for Kommissionens forslag bygger på over fem års videnskabelige udredninger. Kommissionen kom frem til, at migrationen fra genanvendt blyholdigt PVC er ubetydelig og ikke udgør nogen risiko for mennesker eller miljø. Målinger har endvidere vist, at den naturlige forekomst af bly i jorden er højere end den potentielle eksponering til miljøet, som et PVC-rør med en inderkerne af genanvendt materiale udgør.
Man kan sige, at Kommissionen følger princippet om at man ikke ser på et stofs iboende potentielt skadelige egenskaber, men derimod undersøger om der kan foretages foranstaltninger, så stoffet ikke udgør en risiko for hverken mennesker eller miljø. I dette tilfælde har Kommissionen udstukket retningslinjer for hvordan det blyhodlige PVC-affald håndteres i genanvendelsesprocessen og i hvilke produkter det må indgå i og hvordan.
Men hvorfor overhovedet løbe risikoen ved genanvendelse, hvor minimal den end er? Godt spørgsmål! Vi står her overfor et dilemma, hvor vi tvinges til at tage stilling til om vi skal stræbe efter et såkaldt giftfrit miljø eller tage klimahensyn, hvor vi kan. På den ene side står den principielle holdning om at fordi bly som sådan er farligt, skal det på ingen måde recirkuleres, når først det er samlet ind. Affaldet må så enten brændes eller deponeres med de negative følgevirkninger dette måtte have.
Helt fri for blygiften bliver vi dog ikke ved at forbyde genanvendelse af blyholdigt PVC. Med fare for at fjerne fokus fra egne problemer, så kunne man fristes til at nævne, at den ifølge Miljøstyrelsen absolut største kilde til blyforurening i dag, efter man for mange år siden fjernede blyet fra benzinen, er de tusindvis af kvadratmeter blytage- og indfatninger der pryder kirker, slotte og andre fredede gamle bygninger.
Klimagevinster ved genanvendelse
På den anden side er der klimahensyn. PVC-materialet udmærker sig nemlig ved at være helt unik i den cirkulære økonomi. Plasttypen holder i mange år og kan genanvendes igen og igen uden der skal tilføres ny råvare – tag fx et PVC-rør, der holder i over 100 år og kan genanvendes op til ti gange. PVC bruges hovedsageligt i byggeriet og håndteres professionelt, hvilket gør indsamling markant nemmere. Der er store klima- og energibesparelser at hente ved at genanvende frem for at producere nyt PVC: For hvert kilo PVC der genanvendes spares klimaet for to kilo CO2, og der bruges 90% mindre energi ved at genanvende frem for at producere ny råvare. Eller sagt på en anden måde så betyder genanvendelse af det blyholdige PVC en CO2-reduktion der svarer til, at man fjerner omkring 350.000 biler fra de europæiske veje.
Og nyt PVC skal der under alle omstændigheder produceres, såfremt genanvendelse bliver forbudt. Markedet efterspørger PVC-produkter, og den cirkulære økonomi som PVC-industrien har opbygget gennem de seneste tyve år betyder, at der produceres mindre end der ellers ville have været blevet. De 740.000 tons PVC der i dag indsamles i Europa svarer således til den årlige produktion på tre store kemiske anlæg.
Det er selvfølgelig ikke et nemt dilemma, og det ville selvfølgelig have været bedre hvis man aldrig havde anvendt bly som stabilisator i PVC. Men det drejer sig om hvordan vi håndterer fortidens synder samtidig med at vi igangsætter den grønne omstilling. Og da genanvendelse ifølge Kommissionens videnskabelige eksperter udgør en minimal risiko, finder vi det er den mindst ringe løsning at genanvende det blyholdige PVC og høste de klimagevinster det indbefatter.