Høringssvar: Derfor bør PVC-vinduer og -døre kunne svanemærkes
19/09/2024Anne Paulin besøger Hvidbjergvinduet
04/11/2024Dette debatindlæg af Tobias Johnsen, konsulent, PVC-Informationsrådet, har været bragt i Midtjyllands Avis d. 20. september 2024.
I artiklen "Tonsvis smides ud: Badebassiner og anden plastik graves ned og ligger i jorden til næsten evig tid" i Midtjyllands Avis lørdag 14. september får man indtryk af, at blød PVC primært bliver brugt, fordi det er en billig løsning.
Den opfattelse er både forsimplet og misvisende.
Blød PVC anvendes nemlig ikke kun på grund af prisen, men fordi det i mange tilfælde er det bedste - og i nogle situationer det eneste - materiale, der kan opfylde specifikke krav. Tænk på blodposer på hospitaler, hvor fleksibilitet og sikkerhed er altafgørende, eller lastbilpresenninger, der skal kunne modstå det danske vejr i årevis. I disse tilfælde er der ganske enkelt ikke andre materialer, der kan levere samme holdbarhed, fleksibilitet og sikkerhed som blød PVC.
Det samme gælder medicinsk udstyr, som slanger og iltmasker, transportbånd i fødevareindustrien, og vinylgulve, der er blevet populære i danske hjem for deres slidstyrke. Så at reducere brugen af blød PVC til kun at handle om pris er en grov forenkling af virkeligheden.
Der har også været bekymringer om de stoffer, der tidligere blev brugt til at blødgøre PVC, de såkaldte ftalater. Det er dog vigtigt at understrege, at de problematiske ftalater er så godt som udfaset i EU, og heller ikke må bruges i de produkter, som artiklen omtaler. Så den frygt, der måske hænger ved fra fortiden, er i dag ikke længere relevant i forhold til de produkter, vi bruger i dag.
Et andet vigtigt punkt i debatten er, at blød PVC ofte bliver anset som ikke-genanvendeligt, hvilket betyder, at det ender som affald på lossepladser.
Dette er en misforståelse.
Der findes allerede programmer i EU, som genanvender blød PVC - blandt andet fra vinylgulve, kabler og medicinsk udstyr. Der investeres også i ny teknologi, der kan forbedre genanvendelsesprocesserne yderligere og fjerne gamle skadelige stoffer. Det er en udvikling, der går hurtigt, og som kan gøre genanvendelse af PVC endnu mere udbredt og effektiv i fremtiden.
Danmark har dog valgt en særegen løsning, hvor materialet typisk sendes til deponi i stedet for genanvendelse eller forbrænding, som er højere i affaldshierarkiet.
I artiklen nævnes det også, at PVC skaber problemer ved forbrænding, da det kan medføre restprodukter, som skal håndteres som farligt affald. Det er korrekt, men ifølge Miljøstyrelsen står PVC kun for en meget lille del af restprodukterne - mindre end fem procent. Resten skyldes andre produkter.
Alligevel har Danmark valgt at gå enegang og forbyde forbrænding af PVC, hvor det i stedet sendes til deponi, selvom flere eksperter peger på, at moderne forbrændingsanlæg godt kan håndtere PVC, hvis det udgør under to procent af affaldsmængden. Så vores opfordring til miljømyndighederne er klar: Stop med at opbygge affaldsbjerge og forbrænd den plast, der ikke lader sig genanvende.
Vores opfordring til miljømyndighederne er klar: Stop med at opbygge affaldsbjerge og forbrænd den plast, der ikke lader sig genanvende.