Dette debatindlæg har været bragt på Altinget.dk.

Af Ole Grøndahl Hansen, direktør, PVC Informationsrådet.

Regeringen vil genindføre PVC-afgifterne, der hverken har positive miljø- eller sundhedsmæssige effekter. Og da systemet blev sløjfet i 2017, var det så tungt og bureaukratisk, at selv Sovjetunionen ville misunde det. 

I kølvandet på finansloven for 2020, der indeholdt en genindførelse af PVC-afgifterne, har der nærmest været glædesudbrud fra blandt andre Dansk Affaldsforening og de grønne organisationer.

Men er der i virkeligheden noget at glæde sig over? Vi mener, at netop PVC-afgifter er et soleklart eksempel på, at vil man den cirkulære økonomi, er det ikke dette styringsmiddel, der skal benyttes.

Da PVC-afgifterne blev ophævet i 2017, skete det på baggrund af en usædvanlig grundig analyse udarbejdet af Skatteministeriet. Man ønskede at rydde op i den jungle af mærkværdige erhvervsafgifter, der giver minimale indtægter til statskassen, er bureaukratisk tunge for både erhvervsliv og det offentlige og, ikke mindst, ikke har nogen adfærdsregulerende effekt.

Afgifter uden positive effekter

I rapporten blev PVC-afgifterne fremhævet som afgifter, der hverken havde positive miljø- eller sundhedsmæssige effekter eller gav noget særligt provenu.

Det er denne bureaukratisk tunge afgift, som regeringen og dens støttepartier er blevet enige om at genindføre.

Det bøvl, som virksomhederne blev skånet for, da afgifterne blev ophævet, kan bedst eksemplificeres med PVC-vinylgulvet. Afgifterne skulle håndteres hele vejen gennem gulvbranchens handelssystem.

Lige fra producenten over grossisten og videre til forhandleren, entreprenøren og/eller gulvlæggeren. Havde leverandøren returvarer, reklamationer eller lignede, skulle hele processen køres baglæns.

Selvom det drejede sig om ganske små individuelle afgiftsbeløb, indførte man et sindrigt bureaukratisk system, hvor afgiften er afhængig af konstruktion, vægt og indhold. Faktisk er det et system, som Sovjetunionen ville misunde. Det siger sig selv, at da afgifterne blev ophævet, frigjorde det en masse tid hos virksomhederne, og embedsmændene slap også for pseudoarbejde.

Hunden æder sin egen hale

Den adfærdsregulerende effekt var også fraværende. Afgifterne har ikke haft nogen effekt på salget af vinylgulve, da disse har klare fordele, når det angår holdbarhed, rengøring, vedligehold med videre.

Ja, faktisk er vinylgulve de eneste, der kan bruges til vådrum og laboratorier på eksempelvis hospitaler. Og i øvrigt har vinylgulve længe være fremstillet uden de uønskede ftalater, hvilket er sket som følge af EU-kemilovgivning.

Helt absurd bliver det dog, når man ser på, hvem der er kunder til bløde PVC-produkter. Når det gælder vinylgulve, er det offentlige en af de helt store aftagere grundet gulvenes ovennævnte egenskaber. Afgifterne bliver simpelthen bare lagt oven på prisen, hvilket betyder, at hunden æder sin egen hale.

Skal Alibaba opkræve afgifterne?

Som medierne ofte beretter om, er der en udfordring med produkter fra Fjernøsten købt på nettet. En del af disse varer er lavet i blød PVC og kan indeholde uønskede stoffer.

Afgifter kan synes som en mulig løsning, men også her rammer de forbi skiven. For hvordan skal afgifterne opkræves?

Er det Wish.com eller Alibaba, der på vegne af de danske skattemyndigheder skal opkræve afgifterne hos de hundredetusindevis af leverandører, der producerer de mere end to milliarder varenumre, der er tilgængelige på disse portaler? Er det den danske forbruger, der på et girokort skal indberette mængden af blød PVC i produktet?

Medmindre man har i sinde at straffe danske virksomheder med tidsrøveri, er PVC-afgifter i hvert fald ikke den rette vej at gå. I PVC Informationsrådet er vi i gang med at undersøge mulighederne for indsamling og genanvendelse af de store fraktioner af blød PVC som eksempelvis gulve og tagbelægninger. Erfaringer fra udlandet viser nemlig, at der et stort potentiale i at genanvende blød PVC.