Dette debatindlæg var været bragt i Politiken, d. 17. december 2019.

Af Ole Grøndahl Hansen, direktør, PVC Informationsrådet.

I et helsides debatindlæg i Politiken den 7. december langer Theresa Scavenius ud efter det, hun kalder den sorte industri. Da artiklen primært handler om plast, og da jeg repræsenterer den europæiske PVC-industri i Danmark, må jeg i Scavenius’ verden være selve mørkets fyrste. I den egenskab vil jeg gerne kommentere et par af de synspunkter, Scavenius fremfører.

Vi har intet at skjule

Scavenius antyder, at fordi lobbyister ikke skal registreres i Danmark, som man bliver i Bruxelles, så sker der helt sikkert noget skummelt, når vi mødes med folketingspolitikere. Og for blandt andet at komme dette til livs foreslår Scavenius, at man skal undgå at lave klimapartnerskaber med de sorte industrier. ”Det er os i den grønne klub, som selv skal lave klimapolitikken!” skriver hun.

For det første vil vi i industrien intet have imod, hvis vi skulle registreres, når vi møder politikerne. Der er intet fordækt over de møder, vi har på Christiansborg. På møderne videregiver vi vores viden inden for vores ofte højt specialiserede felter, og kommer med input til, hvordan vi kan bidrage til løsningen på klima- og miljøproblemerne. Her er industriens ofte globale netværk afgørende. Vi kan eksempelvis trække på nogle af de klogeste hoveder indenfor PVC, som er ansat i virksomheder og brancheorganisationer verden rundt. Denne ekspertviden er ofte efterspurgt af danske myndigheder, når der fx skal udarbejdes politik omkring genanvendelse og alternativer til hormonforstyrrende stoffer. Omkring sidstnævnte har  Miljøstyrelsen via vores netværk fået adgang til data fra verdens største kemiske virksomheder, som ikke altid er lige åbne omkring deres forretningsområder.

Dernæst beslutter politikerne, efter selvfølgelig at have rådført sig med de grønne lobbyorganisationer, hvad de skal mene om det hele. Ja, personlig ville jeg intet have imod, hvis mine møder med folketingspolitikerne blev livestreamet!

Klimaløsninger kræver industriens viden og penge

Men mere alvorligt bliver det, når Scavenius foreslår, at industrien skal holdes uden for partnerskaber, der skal være med til at formulere klimapolitikken. Det er den grønne klub, må man forstå, der skal diktere klimapolitikken. Det tror jeg ville være en meget dårlig idé. Hvis ikke industrien deltager i partnerskaber med både viden og finansiering, så er jeg overbevist om, at klimapolitikken vil udelukke afgørende viden. Klimaproblematikken er ufattelig kompliceret, og alle vidensområder skal i spil, hvis vi skal løse den. Det er urealistisk at tro, at den grønne klub i Danmark kan løse noget som helst alene. Fx når det gælder udviklingen af nye bæredygtige materialer og avancerede genanvendelsesløsninger er det altså fra de globale spillere, at løsningerne skal komme. Inden for PVC kan man konstatere, at det i høj grad er Danmark der har presset på for at udvikle alternativer til hormonforstyrrende stoffer, men at det er udenlandske kemigiganter der rent faktisk bruger tid og penge på at udvikle disse.

Men hvis vi skal vende tilbage til Scavenius’ begreb om den sorte industri, som i øvrigt forekommer mig at være et lidt antikveret udtryk, så kunne jeg godt tænke mig at komme med bare et par eksempler på, hvordan den moderne PVC-industri forsøger at bidrage til hvordan miljø- og klimaproblemerne løses. Og det sker netop gennem partnerskaber, hvor vi forsøger at løse nogle konkrete udfordringer, som så måske på et senere tidspunkt kan udmønte sig i klimapolitikker.

20 års erfaring med grøn omstilling

For tyve år siden finansierede den europæiske PVC-industri, indirekte på dansk foranledning, et miljøprogram, som hedder VinylPlus. Dette miljøprogram er nu blevet så succesfuldt, at både FN og EU-Kommissionen har fremhævet programmet som et mønstereksempel på, hvordan en industri kan bidrage til den grønne omstilling. For blot at nævne et eksempel har VinylPlus på baggrund af store investeringer bidraget med, at 740.000 tons PVC genanvendes hvert år. For hvert kilo PVC der genanvendes, spares klimaet for 2 kilo CO2, og der spares op til 90% af energien ved genanvendelse frem for produktion af ny plast. Og vi bør altså ikke glemme, at plast er et materiale, der kan bidrage positivt til løsningen af klimaproblemerne, og ikke kun er et problem, som Scavenius antyder i sin artikel. Tænk blot på et kloak- eller drikkevandsrør i PVC. Det kan holde i over hundrede år og genanvendes op til ti gange uden at der skal tilsættes ny råvare. Hvilket andet materiale kan matche en sådan miljøprofil?

Også i Danmark nyder vi godt af VinylPlus-programmet. VinylPlus har i en årrække medfinansieret vores indsamling og genanvendelse af hårde PVC-byggeprodukter. Og i de seneste tre år har vi i PVC Informationsrådet fået finansieret et partnerskab mellem arkitekter, kommuner og andre, hvor vi undersøger mulighederne for at genbruge brugte plastrør til byhaver. For at gennemføre den grønne omstilling inden for plast, er det nemlig vigtigt, at hver enkelt sektor søger kreative løsninger på, hvordan de kan forhindre, at deres produkter bliver til unyttigt affald, efter de har udtjent deres formål.

Ligeledes yder vi et bidrag til, at en ofte glemt sektor, når man taler cirkulær økonomi, nemlig sundhedssektoren, kommer med på den grønne vogn. Det gælder både med finansiering og viden. I udlandet har indsamlings- og genanvendelsesordninger for PVC-baseret medicinsk udstyr eksisteret i årevis. I England finansieres ordningen af VinylPlus, og i Australien er det medico-kæmpen Baxter, der står bag med finansiering og viden. I Danmark deltager PVC-industrien i et partnerskab med Miljøstyrelsen, Teknologisk Institut og medicinalvirksomheden Ambu. Vi undersøger her mulighederne for at genanvende medicinsk  udstyr fra hospitalerne, hvor der viser sig at være et stort potentiale. Det er også et partnerskab, som forhåbentlig på sigt kan udmønte sig i nogle politiske initiativer.

Den viden som vi opbygger, og de resultater vi opnår, når vi som ”sort industri” indgår i og medfinansierer partnerskaber omkring klima- og miljøprojekter, skal selvfølgelig danne grundlag for, hvilke beslutninger der skal træffes politisk. Hvis vi forestiller os at Theresa Scavenius idé om, at det kun er den grønne klub der skal lave klimapolitikken, bliver til virkelighed, så tror jeg ikke vi kommer i mål tids nok.